Den første Golf-krig.
I starten af 1990 satte et prisfald på råolie ind. De øvrige OPEC-lande anklagede Saudi Arabien, Kuwait og UAE, De forenede Emirater, for at være skyld i prisfaldet. De tre lande havde annonceret planer om at øge produktionskapaciteten. Både Kuwait og UAE overskred allerede deres kvoter. Specielt forholdet mellem nabolandene Irak og Kuwait tilspidsedes. Kuwait nægtede at lægge loft over sin olieproduktion, hvilket bragte oliepriserne til fald og ramte Irak økonomisk. Samtidig udvandt landet mere olie i grænseområdet mod Irak end de to lande var blevet enige om. Saddam Hussein fortolkede USA’s passivitet i konflikten på den måde, at amerikanerne ikke ville gribe ind, hvis Irak invaderede sit naboland. På trods af mæglingsforsøg resulterede konflikten i at Irak invaderede Kuwait i august 1990 og dermed var en ny mellemøst-krig og deraf følgende oliekrise en realitet. Sammenlignet med produktionsfaldet i forbindelse med 1970ernes oliekriser, var denne dog ikke så alvorlig. Produktionsfaldet globalt fra september 1973 til november 1973 havde været på 7 %, fra november 1978 til januar 1979 havde det været på 6 %, hvorimod det fra juli 1990 til september 1990 kun var på 3 %. Medvirkende hertil var at Saudi Arabien og UAE fra august 1990 og frem, øgede deres produktion og der var en udbredt opfattelse af, at der var olie nok på markedet, også fordi flere vestlige lande, herunder Danmark, frigav olie fra reservelagrene. FN vedtog først en handelsboykot af Irak og Kuwait, derefter en resolution hvor man gav Irak en sidste chance for at trække sine tropper tilbage. Da Irak ikke efterkom kravet, indsatte man en multinational styrke, under USA’s kommando, der tvang den irakiske hær tilbage efter få måneders krig. De irakiske styrker åbnede under tilbagetoget for hanerne på en offshore olieterminal, for på den måde at forsøge at standse amerikanske elitetropers landgang. Resultatet blev et 10 cm tykt lag råolie der dækkede 10.000 km2 af Den Persiske Gulf. Samtidig påsatte Irakerne ild til en lang række Kuwaitiske olieboringer. Hver for sig, placerer de to aktioner sig i den absolutte top på listen over historiens største olieforureninger.
FN indførte efterfølgende sanktioner mod Irak, der ramte landets olieindustri hårdt. Først i 1996 fik Irak igen lov at genoptage eksport af olie og indkøb af produktionsudstyr, det skete som led i FNs ”oil for food”-program.
I Iran udvikledes landets olieindustri, især efter Mohammad Khatami blev præsident i 1997 og for første gang siden den islamiske revolution indgik det iranske styre kontrakter med internationale selskaber.
Muren falder.
Som led i Gorbatjovs reformprogram, Perestrojka, udnævnte han i 1990 Vagit Alekperov til viceminister for olie og gasindustrien. Alekperov var født i Baku, Sovjetunionens gamle olie-hovedstad, og havde, som sin far, arbejdet hele livet i olie-branchen. Han havde indsigt i de mekanismer der styrede det globale oliemarked og havde nogle visioner for den sovjetiske olieindustri. Han mente at kunne gøre den konkurrencedygtig overfor de store internationale selskaber, både de multinationale og de statsejede. Han ville gennem sammenlægninger omdanne branchen fra at være baseret på forholdsvis små, lokale divisioner, med et afgrænset virkefelt, til at bestå af vertikalt integrerede selskaber, der hver især havde aktiviteter i både efterforskning, produktion, raffinering, transport, distribution og salg. Efterfølgende foretog ministeriet en række fusioner der skabte en række virksomheder, der stadig var statsejede, men som fremstod langt mere handlekraftige.
En anden konsekvens af Gorbatjovs ændringer var glasnost-politikken, der betød en åbning af det politiske system, både af administrationen og samfundet generelt, med bl.a. afskaffelse af offentlig censur. Det medførte ytringer om løsrivelsesønsker fra mange sovjet-republikker og førte hurtigt til en proces der i løbet af ganske få år resulterede i Sovjetunionens sammenbrud. Tilbage stod en række selvstændige nationer, nogle mere selvstændige end andre, med Den Russiske Føderation som den suverænt største og det var også her langt størstedelen af olieproduktionen foregik. Den tidligere borgmester i Moskva, Boris Jeltsin vandt i 1991 det første præsidentvalg i Den Russiske Føderation, men overtog ledelsen af en nation i krise.
Midt i 1990erne var der underskud på det russiske statsbudget og med et nyt, dyrt præsidentvalg i sigte, valgte Jeltsin at sælge ud af de nye olieselskaber til private investorer.
Vagit Alekperov, der som viceminister havde været hovedarkitekten bag den nye struktur i den russiske olieindustri, overtog selv en virksomhed der var skabt ved en fusion af tre Vestsibirske produktionsselskaber. Den hed LUKoil, LUK var en forkortelse at de tre oprindelige selskabers navne Langepasneftegaz, Uraineftegaz og Kogalymneftegaz. Virksomheden ekspanderede voldsomt i løbet af sidste halvdel af 1990erne, bl.a. i kraft af amerikansk kapital. Den udvidede sine eftersøgnings og produktionsaktiviteter til at omfatte Azerbaijan og Irak, den opkøbte selskaber i Ukraine og Bulgarien og den opbyggede en tankskibsflåde. I Rusland foregik transport af råolie, gas og olieprodukter traditionelt, af geografiske årsager, hovedsagligt i rørledninger, så investeringen i tankskibe vidner om Alekperovs internationale ambitioner.
TNK, forkortelse for Tyumenskaya Neftyanaya Kompaniya, på engelsk: Tyumen Oil Company, var et andet selskab dannet af myndighederne i 1995 og privatiseret to år senere. Det havde base i den Vestsibirske by Tjumen og blev købt af et konsortium kaldet AAR. AAR bestod af investerings- og holdingselskaberne Alfa Group, Access Industries og Renova Group. Alfa og Renova var russiske selskaber ejet af henholdsvis Mikhail Fridman og Viktor Vekselberg. Access var hjemmehørende i USA, men indehaveren, Leonard Blavatnik, var som de to andre, født i Ukraine af jødiske forældre.
En af hovedmændene bag udarbejdelsen af det program der førte til privatiseringen af den russiske oliebranche, den tidligere vice-premierminister Vladimir Potanin, købte også et olieselskab, Sidanko, der havde eftersøgnings- og produktionsaktiviteter hovedsageligt i Vestsibirien, men også i Østsibirien og på Sakhalin. Sidanko var det femte største russiske olieselskab og i 1997 købte BP en aktieandel på 10 % af virksomheden. I 1999 indgav en kreditor, det af Mikhail Fridman ejede Beta Ekho, konkursbegæring mod Sidanko. Fridman var en af folkene bag TNK og konkursbehandlingen mundede i 2003 ud i etableringen af firmaet TNK-BP.
Surgutneftegaz, også et selskab med base i Vestsibirien, blev overtaget af Vladimir Bogdanov. Han havde været leder af oliefelterne i Surgut siden 1983 og havde således tætte forbindelser til det politiske miljø, hvilket var en god forudsætning for forretningsmæssig succes i Rusland. De politiske forbindelser skulle dog gerne tilhøre den rigtige fraktion af det politiske spektrum. Mikhail Khodorkovsky havde også politiske forbindelser, dog til en anden fraktion end Bogdanov, men i 1990erne klarede han sig ganske udmærket alligevel. Han havde af staten købt olieselskabet YUKOS, der voksende til et niveau, hvor de producerede 20 % af Ruslands olie og var et af verdens største privatejede olieselskaber. Navnet YUKOS var en sammentrækning af navnene på de oprindelige divisioner der udgjorde grundlaget for etableringen af selskabet, Yuganskneftegaz og Kuybyshevnefte Org Sintez, der begge havde base i Vestsibiren.
I Danmark er Roman Abramovich kendt som ejer af den engelske fodboldklub Chelsea F.C. Pengene til køb af klubben tjente han, for en stor del, ved køb, og senere salg, af olieselskabet Sibneft, der ligesom de øvrige russiske selskaber blev dannet ved at sammenlægge en række lokale, offentligt ejede, eftersøgnings- produktions- og distributionsenheder til et vertikalt integreret olieselskab.
Ikke alle fusionerne af de tidligere produktionsdivisioner blev solgt til private. Tatneft, som drev feltet i Romashkino, forblev på de Tatarstanske myndigheders hænder, ligesom Russerne beholdt de enheder af den tidligere sovjetiske olieindustri der ikke blev solgt til private, i statsselskabet Rosneft.
En dårlig vedligeholdt pipeline mellem Kharyga oliefeltet i byen Usinsk, sprang læk i februar 1994. Usinsk er beliggende i den russiske delrepublik Komi i den østlige hjørne af det europæiske del af Rusland, helt oppe ved polarcirklen. Pga. vejrliget var inspektion og reparation af rørledningen særdeles vanskelig og man inddæmmede den udsivende råolie bag en dæmning. 8 måneder senere forårsagede ekstrem kulde at dæmningen bristede og mere end 300 millioner liter råolie løb ud på tundraen. Da det senere blev tøvejr løb en del af olien videre til Kolva-folden og videre ud i Barentshavet.
En af de tidligere sovjetrepublikker, Aserbajdsjan, havde været centrum for Sovjetiske olieproduktion før Den Anden Verdenskrig. Efter Sovjet-sammenbruddet lå de i krig med Armenien, en anden tidligere sovjetrepublik, pga. uenighed om grænsedragningen i provinsen Nagorno-Karabach. Efter krigen var Aserbajdsjan på fallittens rand. Aserbajdsjan inviterede derfor udenlandske selskaber til at investere i landets olieindustri. I 1994 oprettedes konsortiet AIOC, Azerbaijan International Operating Company. Det bestod af bl.a. BP, Chevron, Exxon, LUKoil, Statoil og Socar, et Aserbajdsjansk, til formålet oprettet selskab. En ny rørledning blev anlagt fra den gamle olie-by Baku til den tyrkiske middelhavsby Ceyhan, med sine 1760 km verdens næst længste pipeline.
Også i en anden tidligere sovjetrepublik, Kasakhstan, fik olieindustrien en fremtrædende rolle i økonomien. I 1970erne havde man her fundet flere store oliefelter, dengang havde det ikke været muligt at indvinde reserverne da de lå dybt under et tykt, ustabilt saltlag. Det største felt, Tengiz, beliggende onshore ved Det Kaspiske Hav, var verdens 6. største felt og indeholdt omtrent lige så meget olie som hele Den Mexicanske Gulf. Kasakhstanerne forsøgte selv at udvikle feltet, hvor olien lå meget dybt og var under stort tryk. I 1985 indtræf en eksplosion og efterfølgende stod en brønd i brand i over 400 døgn, før det med amerikansk hjælp lykkedes at slukke ilden. Kasakhstan blev uafhængig i 1991 og efter nogle økonomiske reformer, blev det muligt for internationale selskaber at deltage i landets olie og gas-sektor og det blev både teknisk og kommercielt muligt at udvikle felterne frem til produktion. Det amerikanske selskab Chevron deltog sammen med det nyoprettede Kasakhstanske offentligt ejede KazakhOil, i det konsortium der drev udvikling og senere produktion i feltet Tengizchevroil. Senere blev Exxon, ARCO og LUK også optaget i selskabet.
Også den kinesiske olieindustri reformeres.
De tre kinesiske statsselskaber CNPC, CNOOC og Sinopec havde engageret sig internationalt. De havde investeret i udenlandske projekter og samarbejdede i en vis udstrækning også med udenlandske selskaber på hjemmemarkedet. Men hele oliesektoren i Kina var meget kompleks og bureaukratisk, hvilket hindrede en udvikling og tilpasning til det globale marked. Samtidig steg Kinesernes energiforbrug hurtigere end produktionen og i 1993 blev de netto-importører af olie. Prissystemet betød at de centrale myndigheder fastsatte prisen ud fra den overordnede, politisk-økonomiske planlægning. Prisen fulgte således ikke verdensmarkedsprisen. Efterhånden indså myndighederne at en reform var påkrævet, hvis selskaberne for alvor skulle kunne agere på det globale marked. Man gennemførte en rekonstruktion af CNPC og Sinopec. De blev omdannet til regionale, vertikalt integrerede selskaber. CNPC overtog således 19 virksomheder fra Sinopec og havde monopol i nord og vest Kina, mens Sinopec havde i øst og Sydkina. I de to nye virksomheder udskilte man kernevirksomhederne fra de øvrige aktiviteter og dannede nye datterselskaber der tog sig af disse. CNPC dannede PetroChina og Sinopec dannede Sinopec Corporation, hovedselskabet blev omdøbt til Sinopec group. CNOOC dannede tilsvarende et selskab der tog sig af kernevirksomheden, CNOOC Ltd. De tre selskabers ledelse havde et personligt netværk der gav dem adgang til landets allerøverste ledelse. Selskabernes CEO var politisk udpeget og det blev betragtet som et politisk embede og var for mange et trin i en politisk karriere.
Aktiviteterne øges i Indien, Angola og Brasilien.
Den indiske olieindustri liberaliseres i en vis grad i 1990erne. Statsvirksomhederne Indian Oil, Oil India, Bharat Oil, Hindustan Petroleum og ONGC fik øget selvbestemmelse og var stadig dominerede på det hastigt voksende indiske marked. Regeringen nedskalerede sit økonomiske engagement og flere internationale, og nogle få private, indiske selskaber, deltog i eftersøgning, produktion og salg af olie.
Angolas oliereserver tog i 1996 et stort spring op af rangstigen, da Elf Petroleum fandt et felt på deep water (dvs. under 300 meter under havoverfladen), 140 km fra Afrakas kyst. Angola konkurrerede nu med Nigeria om at være Afrikas (syd for Sahara) største olieproducent.
Op gennem 1980erne og 90erne havde Petrobras fundet store mængder olie off shore, og selskabet var blevet førende på deep water-eftersøgning og produktion. i 1997 liberaliseredes den brasilianske olieindustri, så det blev muligt for udenlandske og private, brasilianske selskaber at deltage. Petrobras dominerede dog stadig sektoren.
Også i den vestlige verden er der forandringer.
Også i den vestlige verden fortsatte forandringerne med rivende hast. BP America Inc. sammenlægges i 1998 med Amoco (tidl. Standard Oil of Indiana) under navnet BP Amoco plc. og i 1999 fusionerede Exxon og Mobil. Med en omsætning på 359 mia. dollars og 83.700 ansatte blev det nye selskab ExxonMobil Corporation en af verdens største virksomheder.
Det statsejede franske CFP ændrede i 1991 navn til Total. De havde siden 1950erne brugt Total som handelsnavn for deres benzin og siden 1985 havde virksomheden heddet Total CFP, nu droppede man helt den gamle betegnelse. Den franske regering solgte samtidig ud af sine aktier i selskabet. I 1999 overtog Total belgiske Petrofina og året efter franske Elf.
Texaco reorganiseres og fremstod i midt-90erne slankere og i bedre from end længe.
MTBE erstatter TEL.
Den giftige tetraethylbly (TEL) forsvandt i 1994 fra benzinen i de danske benzinselskabers standere. Efterhånden havde olieselskaberne udviklet produktionsmetoder så man kunne fremstille højoktanbenzin uden brug af additiver som TEL. Dog var der fortsat problemer med beskyttelse af ventiler, en opgave blyet hidtil havde løst. Desuden fastsatte EU, af hensyn til luftforureningen, fra år 2000 krav, der ville reducere indholdet af benzen og andre aromater i benzin. Da aromater har høje oktantal, ville det samlede oktantal i benzin falde, når indholdet af aromater reduceredes. Som følge heraf blev det igen nødvendigt at tilsætte et oktanforøgende additiv til 98 oktan blyfri benzin. Erstatningen hed MTBE, metyl-tertiær-butyl-æter.
I USA var offentligheden dog begyndt at få øjnene op for MTBEs miljøpåvirkninger. Også i Danmark begyndte der at fremkomme meldinger om MTBE-fund i grundvandet. Selv i meget små koncentrationer får MTBE vand til at smage og lugte ubehageligt, i en sådan grad at det bliver udrikkeligt.
Op mod 400.000 biler, svarende til knap en fjerdedel af den danske bilpark, kørte i 1999 på 98 oktan benzin. Umiddelbart skønnede man i branchen, at ca. 250.000 af disse uden problemer kunne skifte til 95 oktan. Miljøstyrelsen og Forbrugerinformation startede derfor i juni 1999 en kampagne for at oplyse om korrekt tankning. Kampagnen blev lanceret under sloganet ”Drop de dyre dråber” og med ”Oktanmanden” som logo.
Danmark bliver selvforsynende med olie.
Omkring 1990-1991 blev Danmark selvforsynende med olie og naturgas. For første gang nåede man op på en olie- og gasproduktion, som svarede til vort forbrug. Medvirkende hertil var et fald i det samlede energiforbrug på 10 % fra 1983 til 1992 samt en øget anvendelse af kul, koks og vedvarende energi.
Det store motorvejs-H blev med indvielsen af strækningen mellem Århus og Randers, færdigt i 1994. Fire år senere blev Storebæltsforbindelsen åbnet for biltrafik. Dermed havde Danmark endelig fået et sammenhængende motorvejsnet.
Efter en designkonkurrence blev det besluttet, at de gamle motorvejskiosker fra 80ene skulle erstattes af nye permanente bygninger, såkaldte infoterier. Der blev samtidig etableret serviceanlæg langs motorvejene, hvor bilisterne kunne tanke. Konceptet var, at der langs motorvejsnettet skulle ligge enten et infoteria eller et serviceanlæg for hver 25 km.
I 1990 solgte Vitta Lysgaard og Johannes Jensen Uno-X til Norsk Hydro. Fem år senere fusionerede Norsk Hydro med Texaco i Danmark, det nye selskab hed HydroTexaco.
Statoil A/S blev i 1999 delt i selskaberne Statoil A/S og Statoil Detailhandel A/S, sidstnævnte solgte halvdelen af sine aktier til den svenske supermarkedskæde ICA Express. Dermed indlededes en udvikling hvor flere virksomheder fra dagligvarebranchen involverede sig i benzinbranchen.
Kuwait Petroleum ville afhænde raffinaderiet på Stigsnæs og igen overvejede DONGs forsyningsselskab DOFAS at købe. Men igen afslog regeringen at tillade en udvidelse af DOFAS aktivitetsområde med det resultat at Stigsnæs-raffinaderiet lukkede. DOFAS havde på det tidspunkt en markedsandel på omkring 20 % og således en stor omsætning. Det gjorde dog selskabet ekstra sårbart, at hele indtjeningen var afhængig af den såkaldte refiners margin. Situationen var i længden uholdbar og da refiners margin midt i 90erne faldt til den laveste nogensinde, tog DONGs bestyrelse konsekvensen og drejede nøglen om for den statslige oliehandel. DONGs produktionsselskab DOPAS havde ellers, efter flere års efterforskning, startet produktion af råolie og havde dermed brug for raffinaderikapacitet, så det ville forretningsmæssigt give god mening hvis koncernen havde rådet over et eget raffinaderi. DOPAS begyndte desuden efterforskning ved Grønland, Færøerne og Litauen. Regeringen nedsatte i 1992 en arbejdsgruppe, der skulle belyse følgerne af en eventuel privatisering af DONG. Det var gennem DONG af staten havde indflydelse på og økonomisk udbytte af efterforskning og produktion af kulbrinter og ved en privatisering måtte de interesser sikres på anden måde. I 1999 ændrede DOPAS navn til DONG Efterforskning & Produktion A/S.
