OPEC styrer det internationale oliemarked.
Efter 1970ernes oliekriser fremstod OPEC som den dominerende magtfaktor i den internationale oliebranche. Gennem produktionskvoter og bundpriser kontrollerede de produktion og prisudvikling, men allerede i begyndelsen af 1980erne var enkelte OPEC-lande begyndt at bryde de aftalte produktionslofter og bundpriser.
Ny krig i mellemøsten.
Irak invaderede Iran september 1980. Iraks leder, Saddam Hussein håbede at kunne udnytte kaoset efter den iranske revolution til at styrke sin og Iraks politiske og økonomiske position. Han håbede at kunne placere sig selv i en lederposition indenfor den arabiske verden. Under krigen mod Iran nød saudiaraberne og kuwaiterne godt af den irakiske opbremsning af den iranske islamiske fundamentalisme. De gav derfor betydelige lån til Irak.
Den islamiske revolution i Iran og krigen mellem Irak og Iran, fik i de første år af årtiet olieprisen til at stige til hidtil usete højder. Men efterhånden som produktionen af olie steg fra nye off shore-felter i Nordsøen og Den mexicanske Golf og fra fjerntliggende områder som Alaska og Sibirien, samtidig med at nogle OEPC-lande brød deres kvoter, og efterspørgslen faldt som følge af, at de vestlige befolkninger sparede på energien, så skabtes en overproduktion. I første omgang lykkedes det dog OPEC at fastholde et højt, omend noget reduceret, prisniveau, idet Saudi Arabien fungerede som svingproducent. I takt med at udbudet på verdensmarkedet steg, nedskar Saudi Arabien sin produktion, således at de i 1985 blot producerede en femtedel af hvad de havde produceret i 1980.
Den saudiske oliepris bliver flydende.
Den sibiriske olieproduktion steg gennem 1980erne til et niveau hvor Sovjetunionen angiveligt var verdens største olieproducent. Centrum var stadig Vestsibirien, men yderligere fund i Østsibirien øgede deres reserver betragteligt. På trods af den store olieproduktion var landets økonomi i krise, væksten var betragteligt mindre end i de øvrige store økonomier. Kommunisternes centralstyrede planøkonomi havde alvorligt brug for et serviceeftersyn. I 1985 overtog Mikhail Gorbatjov posten som generalsekretær for partiet. Han indledte omfattende ændringer i hele landets administration, ændringer som fik vidtrækkende konsekvenser for den sovjetiske oliebranche.
I perioden var Venezuelas PDVSA en pålidelig olie leverandør. Midt i 80erne begyndte de at opkøbe raffinaderier i Europa og overtog i 1986 det amerikanske selskab Citgo. Dermed blev PDVSA det 3. største olieselskab i verden.
I et andet sydamerikansk land, Brasilien, fandt man store mængder af olie. Det var det statskontrollerede Petróleo Braseilero S/A, Petrobras, der siden 1970 havde eftersøgt off-shore og op gennem1980erne og videre ind i næste årti udviklede sig til at være verdens førende deepwater-operatør og producent.
Verdensproduktionen øges.
Også Nordsølandene (Norge, Storbritannien og Danmark) øgede produktionen. De havde også fordel af de høje oliepriser. Efterhånden blev der produceret mere olie uden for, end inden for OPEC og i sommeren 1985 kunne saudierne følge, hvorledes der alene fra den britiske sektor af Nordsøen i perioder blev sendt mere olie på markedet end fra Saudi Arabien. Det var en uholdbar situation for araberne og i 1985 fandt de tiden inde til handling. Saudi Arabien indgik en række handelskontrakter, der reelt gjorde den saudiske oliepris flydende: I tilfælde af lave priser, skulle fortjenesten hentes hjem ved mersalg, fastholdelse af markedsandele var blevet vigtigere end en høj pris. I løbet af det følgende halve år faldt olieprisen på det internationale marked fra knap $30 til omkring $10.
I 1988 ændrede Saudierne navnet på deres selskab fra ARAMCO, Arabian American Oil Company til Saudi ARAMCO, Saudi Arabian Oil Company. Samtidig overtog araberne den fulde ledelse af selskabet og indstillede øjeblikkelig leverancerne til Israel. Saudi ARAMCO var herefter et fuldt ud privatejet selskab, uden nogen aktionærer eller partnere.
I 1980 implementerede det Kinesiske styre et nyt økonomisk system for landets olieindustri i håb om dermed at kunne øge olieproduktionen. Det blev nu muligt for (de stadigt offentligt ejede) virksomheder at sælge en lille del af deres produktion selv, både på hjemmemarkedet men også på verdensmarkedet og vel at bemærke, de fik lov at beholde indtjeningen herfra selv. De fik dermed tilført kapital til at efterforske og udvikle, gamle så vel som nye, oliefelter og indkøbe bedre materiel samt udføre bedre uddannelse af medarbejderne. Alt sammen skulle det være med til at øge produktionen. Produktionen steg da også, men langt fra så meget som planlagt af magthaverne. Man søgte derefter at udvikle off-shore produktionen og indledte derfor et vist samarbejde med udenlandske selskaber. Udlændingene efterspurgte imidlertid en administrativ enhed, med en klar jurisdiktion, de kunne forhandle med, i stedet for den lange række af politikere og embedsfolk, der med vidt forskellige kompetencer og agendaer, hidtil havde stået for kontakten til de udenlandske selskaber. Kineserne oprettede derfor China National Offshore Corporation, CNOOC. Også den petrokemiske industri blev samlet i et nyt statsejet selskab, China Petroleum & Chemical Corporation, til dagligt kendt som Sinopec, der foruden petrokemien fik ansvaret for hele den kinesiske raffinaderi-sektor. Resterne af de virksomheder der havde hørt under det kinesiske olie ministerium blev omdannet til selskabet China National Petroleum Corporation, CNPC, der herefter stod for landets on-shore produktion. De nye kinesiske selskaber havde i forhold til tidligere relativt frie tøjler, men var dog stadig underlagt regeringens indflydelse og kontrol på flere vigtige områder som fx prisfastsættelse, personaleudnævnelser og finansiering, ligesom selskaberne stadig var pålagt en række sociale forpligtigelser.
Den indiske regering købte i 1981 Burmah Oils andel af Oil India. Burmah Oil havde i 1960erne mistet sine aktiviteter i Burma, da de blev nationaliseret. I 1976 var Burmah-Shell blevet opkøbt af den indiske regering og omdannet til Bharat Petroleum Corporation Ltd. Med den indiske stats købt af Oil India var Burmah Oil således helt ude af det Indiske subkontinent, som ellers havde været fundamentet for det engang så store selskab. Deres største aktiv var nu smøreolievirksomheden Castrol, som de havde opkøbt i 1966.
Exxon Valdez
Den 23. marts 1989 forlod den amerikanske supertanker Exxon Valdez råolieterminalen i Valdez på Alaskas sydkyst. Den havde kurs gennem Prince William Sound mod Long Beach i Californien. Ombord havde skibet 200 millioner liter råolie. For at manøvrere gennem det is- og klippefyldte farvand valgte kaptajnen at sejle uden for den gængse sejlrute. Skibet påsejlede et rev hvilket forårsagede at 8 af skibets 11 tanke blev læk og 42 millioner råolie flød ud i havet. Det var hverken det største, første eller sidste olieudslip i historien, men lokaliteten vanskeliggjorde oprydningsarbejdet i en sådan grad at de miljømæssige konsekvenser af ulykken blev langt større end selv meget større udslip har forårsaget.
Selskaberne effektiviserer.
Den lavere oliepris betød en kraftig indskrænkning af den økonomiske margin som olieselskaberne opererede i. Rationalisering og effektivisering blev et uomgængeligt krav til en succesfuld, økonomisk rentabel udnyttelse af kulbrinteforekomster. Selskaberne måtte effektivisere eftersøgning, produktion, distribution og salgsapparat. De introducerede 3D- seismisk eftersøgning og nye bore-teknikker. En bølge af opkøb, sammenlægninger og fusioner startede.
Gulf Oil forsøgte at købe Citgo, som var et mellemstort amerikansk selskab. Men det mislykkedes, Citgo blev i stedet overtaget af PDVSA. Pga. den fejlslagne handel faldt Gulfs værdi på aktiemarkedet. Aktiehandlerne mistede troen på Gulfs ledernes evne til at drive selskabet. I 1984 blev Gulf Oil sat til salg og Socal opkøbte deres gamle samarbejdspartner. Handlen var, på den tid, historiens største sammenlægning af to selskaber. Det nye selskab fik navnet Chevron Corporation.
I perioden 1979-1987 solgte den britiske regering, under ledelse af Margaret Thatcher, sine aktier i BP. Selskabet havde netop indstillet sine aktiviteter i Iran og de to faktorer der havde været grundlæggende i selskabet, stort set siden dets grundlæggelse: Britisk statsejerskab og indvending af olie i Iran, blev dermed begge fjernet med få års mellemrum. Selskabet var dog godt i gang med at tilpasse sig den nye verdensorden. I 1987 overtog BP Standard Oil of Ohio (Sohio). Sohio var det oprindelige selskab Rockefeller havde grundlagt i 1870 i Cleveland, Ohio. De to selskaber havde samarbejdet siden slut-60erne, BP havde solgt deres Alaska-olie gennem Sohios net af servicestationer i USA og havde gradvist overtaget aktier i Sohio op gennem 70erne og 80erne og overtog i 1987 helt selskabet. Herefter var navnet BP America Inc.
Texaco forsøgte også at tilpasse deres virksomhed til de nye forhold, de trak sig ud af uprofitable markeder og øgede eftersøgning af nye oliereserver, de opkøbte selskaber bl.a. Getty Oil, der var en sammenlægning af alle Jean Paul Gettys olieselskaber bl.a. Tidewater, de øgede investeringerne i alternative olie-indvinding og deres indtjening steg da også igen. Men i 1984 førte en tvist med Pennzoil, omkring Texacos køb af Getty Oil, til en 4 år lang retssag. Sagen endte med forlig, men undervejs måtte Texaco gå i betalingsstandsning og afværgede med nød og næppe et fjendtlig overtag fra forretningsmanden Carl Icahn.
Kronede dage for skiltefabrikanterne.
Også på det danske markedet skete der store ændringer, det var kronede dage for skiltefabrikanterne. I forlængelse af nationaliseringen af olieproduktionen i Kuwait købte Kuwait Petroleum International i 1983 Gulf Oils organisation i bl.a. Danmark, inklusiv raffinaderiet ved Stigsnæs. Fire år senere overtog de tillige BPs danske net af servicestationer. Forinden havde de introduceret deres varemærke Q8 og, som de første i Europa, blyfri benzin.
I samme periode solgte Exxon alle deres danske aktiviteter, de havde dog allerede inden da, indstillet deres rederivirksomhed. Køberen var det norske statsejede Statoil og da Shell købte alle Mobils tankstationer og Texaco overtog Chevron var benzinlandskabet i Danmark total forandret. Væk var fire af de syv søstre: Gulf, Chevron, BP og Esso.
Dertil kom at nye aktører etablerede sig i branchen. I 1982 grundlagdes DK Benzin, en kæde af selvejende, selvstændige tankstationer. De havde leveringsaftale med OK.
Et andet nyt selskab i Danmark var Continental (Conoco), et mellemstort amerikansk selskab, der i 1950erne havde fået koncession i Libyen. I 1960erne opkøbte de mindre europæiske selskaber for at opbygge deres eget salgs- og markedsføringsorganisation her, bl.a. det britiske Jet. Jet etablerede sig i Danmark i 1985 og som det første selskab i Danmark med udelukkende selvbetjente benzintanke. Det betød dengang en stor fornyelse i både prisen, gadebilledet og måden at tanke på.
Midt i al forandringen trivedes Uno-X, OK og Haahr. Især to sidstnævnte ekspanderede. I 1983 fusionerede OK Olie A/S med Olieselskabet Danmark a.m.b.a. Det nye selskab satsede kraftigt på benzinsalg, de udarbejdede et nyt koncept, markedsføringen samordnes, gamle salgsanlæg lukkedes eller ombyggedes, nye anlæg opførtes og OK-kontokort og senere Dankort indførtes som betalingsmiddel. I september 1983 indledte Haahr endnu en priskrig. Hen over jul og nytår solgte de benzin 50-60 øre under listeprisen. I 1984 åbnede Hahr den første tank på Sjælland.
De store broers årti.
Trafikmængden i Danmark var stadig stigende. 80erne var de store broers årti, både på motorvejene og det øvrige hovedvejsnet blev der anlagt flere broer: Vejlefjordbroen blev åbnet i 1980, Alssundbroen i 1982 og den største, Farøbroerne, i juni 1985 – sidstnævnte var Danmarks første skråstagsbro og 1.796 m. lang. I 1988 åbnedes den 460 m lange Guldborgsundtunnel som erstatning for den halvtreds år gamle Guldborgbro på Sydmotorvejen mellem Lolland og Falster.
Service til trafikanterne kom i fokus i dette årti. Vejdirektoratet åbnede i samarbejde med Falck i 1984 den første informationscentral. Her kunne trafikanterne få oplysninger om vej- trafik- og vejrforhold. Der blev også forsøgt etableret motorvejskiosker, hvor bilisterne kunne få et hvil og et måltid samt oplysninger om deres videre rejse.
Chevron udtræder af DUC.
Det danske statsejede aktieselskab DONG, havde indledt en olieforretning med stat-til-stat-handel med det Saudi Arabiske statsselskab Petromin. I 1980 oprettede DONG et datterselskab med det formål at varetage olieforretningen dvs. at fremskaffe, opbevare, transportere og sælge råolie og olieprodukter. Selskabet fik navnet Dansk Olieforsyning A/S, DOFAS. Foruden den arabiske olie overtog DOFAS køberetsolien fra Nordsøen, samt den olie staten modtog som produktionsafgift fra DUC. Olien blev raffineret og solgt videre til de selskaber der havde indgået aftale med DOFAS. Men de overvejede selv at etablere et distributionsselskab. Det blev dog klart afvist af politikerne. Man overvejede også at overtage Gulf-raffinaderiet på Stigsnæs, men også til det vendte politikerne tomlen nedad. DOFAS der var et aktieselskab og derfor gerne skulle havde et regnskab i balance, havde dermed ret begrænsede muligheder for at sprede sin økonomiske risiko på flere aktiviteter, men var nødsaget til at løbe an på, at den såkaldte refiners margin, forskellen på råolieprisen og videresalgsprisen på de færdige produkter, var stor nok til at sikre selskabet tilstrækkelig indtjening. Da man ikke kunne få politikernes godkendelse til købet af Stigsnæs, indgik man en aftale med Shell i Fredericia, men den blev efter et par år, opsagt af Shell, og DOFAS stod da uden mulighed for at få raffineret sin araberolie og man opsagde stat-til-stat-handelskontrakten med Petromin.
Samtidig foregik der forhandlinger mellem A.P. Møller og staten om en revidering af koncessionsaftalen. Efter særdeles hårde drøftelser indgik parterne en aftale der bl.a. indebar en tilbagelevering af de arealer hvor DUC ikke havde konstateret kulbrinteforekomster. Andre følger af aftalen var etableringen af en, af DONG drevet, rørledning fra oliefelterne i Nordsøen til en terminal i Fredericia samt tildeling af køberet til DONG på 40 % af den indvundne olie. Den danske stat var gennem DONG dermed på flere fronter engageret i energiforsyningen. Et engagementet der blev yderligere intensiveret da de af DUC tilbageleverede arealer blev udbudt i nye efterforskningskoncessioner. I første udbudsrunde deltog DONG, gennem datterselskabet Dansk Olie- og Gasproduktion A/S, DOPAS, i de fleste af de konsortier der vandt licenser. I alt 15 koncessioner blev givet til syv konsortier med tilsammen 22 selskaber. I næste udbudsrunde var DOPAS indgået i et joint-venture med Dansk Energi Consortium, Denerco, der bestod af en række store private industrivirksomheder. Samarbejdet mellem det offentlige og private fik navnet Dansk Operatørselskab I/S, Danop, som i anden udbudsrunde var deltager, og i flere tilfælde blev operatør, for de vindende konsortier.
I 1986 trak Chevron sig ud af DUC. Dansk Boreselskab A/S, der i 1984 havde skiftet navn til Mærsk Olie og Gas A/S, blev således eneoperatør for DUC. Tilbage i DUC var A.P. Møller (39 %) Shell (46 %) og Texaco (15 %). I løbet af 1980erne udvidede A.P. Møller desuden sin portefølje af olie-aktiviteter uden for dansk territorium.
Verdens største olieselskab ændrede navn til Saudi Aramco.
