Den første oliekrise.
I 1969 fik Libyens leder, Muammar al-Gadaffi, gennemtrumfet at en højere andel af afkastet fra landets olieproduktion skulle tilfalde landet. Kravene om højere andel af afkastet, spredte sig hurtigt til den øvrige arabiske verden. Samtidig var der for første gang i 10 år tegn på reel oliemangel på verdensmarkedet, opdagelsen af nye reserver kunne slet ikke følge med den øgede efterspørgsel. Samtidig optrådte OPEC nu mere militant. For at danne fælles front mod OPEC dannede de vestlige olieselskaber en organisation kaldet London Policy Group. Denne alliance bestod, foruden de 7 søstre, af Oxy, Marathon, Gelsenberg, Hispanoil, CFP, Continental og Bunker Hunt. London Policy Group (LPC) indgik i 1971 to aftaler med OPEC om den fremtidige udvikling. Aftalerne tog dog ikke højde for tre væsentlige problemstillinger, der de næste par år kom til at fylde mere og mere: For det første forlangte producentlandene en andel af koncessionerne, af producentlandene kaldet ”deltagelse”, med ”deltagelse” mente de, at de skulle deltage på lige forretningsmæssige vilkår som selskaberne. De ville således opnå en delvis nationalisering, men på en sådan måde at de undgik en boycot og dermed kunne forblive på verdensmarkedet. For det andet opstod der stadig tydeligere tegn på oliemangel. For det tredje var den arabisk-israelske situation endnu en gang ved at udvikle sig frem mod en væbnet konflikt.
I november 1971 forlod det britiske militær Iran, efter at have været til stede i landet i over 100 år. Umiddelbart herefter besatte Iran nogle småøer i Hormuz-strædet, bl.a. Abu Musa. Også på Traktatkysten trak briterne sig ud og i december 1971 oprettes her de Forenede Arabiske Emirater, UAE, som gjorde krav på de af Iran besatte øer. UAE havde støtte fra de øvrige arabiske lande, herunder Gaddaffis Libyen. Gaddaffi så hele sagen som en udløber af Storbritanniens ageren i det arabiske område og straffede dem ved at nationalisere BPs aktiviteter i Libyen. Stort set alle arabiske lande fulgte efter, de ønskede på sigt at nationalisere hele olieindustrien i deres lande.
Nogle lande ville nationalisere gradvist under parolen ”deltagelse”, andre agtede at gå mere hårdhændet til værks og ekspropriere med øjeblikkelig virkning, nogle endog uden at give kompensation.
I 1972 aftalte Kuwaits regering med ejerne af Kuwait Oil Company, BP og Gulf, at de, regeringen, frem mod 1983 gradvist skal overtage 51 % af aktierne i selskabet. Det førte til at BP og Gulf øgede produktionen for at få så meget som muligt ud, inden en fuldstændig nationalisering. Det førete igen til utilfredshed hos Kuwaiterne og nationaliseringsgraden øges hurtigere end oprindelig aftalt og allerede i 1975 havde de overtaget KOC. Overtagelsen skete ved forhandling og KOC bevarede dermed forbindelsen til BP og Gulfs markeder.
I Saudi Arabien gennemførtes ”deltagelse” på 25 %, stigende til 51 % i 1983
En anden væsentlig faktor i udviklingen var, at alle arabiske lande var enige om at bruge olie som våben mod Israel og dets allierede. Siden 6-dages-krigen i 1967 var Saudi Arabiens engagement mod Israel vokset. I løbet af foråret 1973 forsøgte Kong Feisal at få USA til at ændre politik og tage afstand fra Israels politik og handlinger. Kongen truede selskaberne med at de ville miste koncessionerne i Saudi Arabien. De amerikanske myndigheder troede Kongen bluffede. I deres verden var kontrakternes ukrænkelighed gældende. Men det var den ikke i den saudiske konges verden. Kommunikationen mellem kongen og de amerikanske myndigheder gik gennem olieselskaberne.
I august 1973 nationaliserede Gadaffi flere af de olieselskaber der opererede i Libyen. Han hævede prisen markant og truede med at afbryde al eksport til USA hvis ikke de ophørte at støtte Israel.
Den 6. oktober 1973 under Yom Kippur, ifølge den jødiske kalender den helligste dag på året, foretog den egyptiske og den syriske hær et overraskelsesangreb mod Israel i de besatte områder i henholdsvis Sinai og Golan-højderne. Krigen endte den 26. oktober, Israel havde da drevet de egyptiske og syriske styrker tilbage, men led også selv store tab.
Den 11. oktober, midt under den væbnede konflikt, mødtes LPG med OPEC i Wien. Det var det sidste direkte møde mellem OPEC og olieselskaberne. Mødet endte uden resultat. Næste dag afholdt OPEC møde i Kuwait. Her blev det besluttet at sætte olieprisen op fra 3 til 5 $ plus indføre en blokade af Israel og de pro-israelske lande. Med ganske få undtagelser, ex i forbindelse med politiske kriser som Suez-krisen, havde prisen på råolie ligget under 3 $ i omkring hundrede år. I første halvdel af 1860erne var prisen steget til næsten $10, men faldt gradvist over et årti til et stabilt niveau under $3, som efterfølgende kun lejlighedsvist var blevet overskredet – indtil 1973.
OPECs beslutning medførte akut oliemangel i hele den vestlige verden. Det medførte relativt hurtigt at myndighederne måtte indføre restriktioner i brugen af olie, herunder benzin og dieselolie. På længere sigt blev de vestlige landes samfundsøkonomier hårdt ramt af følgerne af oliekrisen: Høj inflation, højere renter, recession, arbejdsløshed, negativ handelsbalance og underskud på statsfinanserne.
I starten lod olieselskaberne kunderne betale regningen. Benzinpriserne steg, men selskabernes overskud steg også. I 1973 havde Exxon, det tidligere Standard Oil of New Jersey, således det hidtil største overskud et amerikansk selskab nogen sinde havde haft: USD 2,4 milliarder.
Konfliktens elementer forstærkede hinanden og resulterede i at prisen eksploderede, den blev 4-doblet på lidt over 2 måneder.
I begyndelsen af OPECs embargo var fordelingen af den olie man tros alt kunne få i vesten, ikke så akut. Størstedelen af Europa kunne stadig forsynes med arabisk olie og USA kunne stadig få Venezuelansk olie. Men hvis nedskæringerne var forsat og udvidet, ville selskaberne have stået over for et særdeles vanskeligt problem. De arabiske lande lod dem dog slippe. Ved årets udgang havde de lettet restriktionerne over for Europa og inden marts 1974 var embargoen overfor USA ophævet.
Efter embargoen var ophævet, stod forbrugelandene dog over for den kendsgerning, at verdens olie nu blev kontrolleret af et kartel af suveræne stater, OPEC. OPEC havde udviklet sig til den største økonomiske magt i verdenshistorien. De langsigtede konsekvenser af det, var at værtsnationerne overtog kontrollen med råolieproduktionen og De 7 Søstre mistede kontrollen over branchen. Det førte en lavine af fusioner og opkøb med sig. Den første energi-krise var over, men verden var ikke længere den samme.
Krisen førte til mindre efterspørgsel på olie, befolkningerne i de vestlige lande begyndte at sparre på energien, det fik prisen til at falde lidt. De store producentlande, Saudi Arabien, Kuwait og Libyen nedsatte som reaktion på det, deres produktion. Det stabiliserede prisen og cementerede dermed OPECs magt.
De vestlige lande, der efterfølgende fandt store mængder af olie, Storbritannien og Norge, var interesseret i at opretholde den høje oliepris.
Den anden oliekrise.
I tiden fra afslutningen på den første krise og frem til slutningen af 1978 var der intet der tydede på at en ny oliekrise stod for døren.
Den Iranske befolknings utilfredshed med shahen tog i begyndelsen af 1978 til. Hele året forekom der demonstrationer og strejker. Med jævne mellemrum gik mange hundredetusinder på gaderne. Strejkerne og demonstrationerne tvang shahen i knæ, og han måtte forlade landet i januar 1979. Umiddelbart før sin afrejse udnævnte han en ny regering, der dog ikke blev accepteret af oppositionen. Demonstrationerne fortsatte, efterhånden antog de karakter af væbnet oprør og regeringen blev tvunget til at gå af den 10. februar 1979. Efter opstanden opsagde de nye magthavere, under ledelse af Ayatollah Khomeini, alle kontrakter med udenlandske selskaber og konfiskerede al vestlig ejendom i Iran, uden kompensation. Som modtræk indførte USA økonomiske og politiske sanktioner mod Iran, bl.a. en olie-embargo. Forholdet mellem de to lande forværredes yderligere, da militante islamiske studenters besatte den amerikanske ambassade i Teheran og tog personalet som gidsler.
I nabolandet Irak havde man i 1970 indgået aftale med USSR, og den Irakiske regering stod dermed stærkt overfor IPC. IPC indvilgede i at hæve både produktion og pris samt Iraks regerings andel af profitten. Det var dog ikke nok og i 1972 nationaliserede de Irakiske myndigheder IPC og aktiviteterne blev overtaget af Iraq National Oil Company (INOC) som traf aftale med CFP om at aftage den nationaliserede olie.
I 1979 overtog Saddam Hussein præsidentposten fra al-Bakr og en kombination af frygt for at den islamiske revolution skulle brede sig fra Iran til Irak og en tro på at Iran var svækket militært oven på revolutionen samt et ønske om at erobre de Iranske olie-felter fik den nye præsident til at angribe naboen i september 1980. En krig der varede frem til 1988.
Først den islamiske revolution i Iran og siden udbruddet af krigen mellem Iran og Irak førte til forventning om oliemangel som allerede i 1979 bragte oliepriserne på himmelflugt, der med priser på helt op til knap $38 først toppede det følgende år. Den anden Oliekrise var en realitet. Også de vestlige landes lageropbygning, der var en følge af den første oliekrise, var med til at øge priserne
I 1957 havde amerikansk-ejede selskaber stået for 60 % af verdens råolie-produktion. I 1982 var andelen faldet til 7 %.
En ganske stor andel af verdensproduktionen foregik derimod i Sovjetunionen. Deres olieindustri var i de år præget af entusiasme og optimisme og der blev fra de kommunistiske magthaveres side investeret meget kapital i eftersøgning og produktion af olie og gas. Man udviklede eftersøgnings- og produktionsområdet i Vestsibirien, oliedivisionernes organisation blev professionaliseret, uddannelse og materiel blev forbedret og produktiviteten steg. Med olieindustrien som omdrejningspunkt blev det vestsibiriske samfund udviklet, man byggede skoler, hospitaler, jernbaner, veje og lufthavne. Man udvidede også eftersøgningsområdet til at omfatte Østsibirien og Sakhalin-øen, umiddelbart nord for Japan. Begge steder fandt man olie, endog med større potentiale end i Vestsibirien, men størrelsen af Sovjetunionens allerede kendte reserver gjorde, sammen med klimaet, det uvejsomme terræn og den manglende infrastruktur, at fundene i Østsibirien ikke umiddelbart var kommercielt interessante.
BP indstiller sine aktiviteter i Iran .
Som følge af den Iranske revolution indstillede BP i 1979 sine aktiviteter i Iran. De fokuserede herefter på oliefundene i Nordsøen og Alaska, der på grund af lokaliteternes vejrlig og beliggenhed bød på langt større udfordringer end mellemøstens ørkenolie. Også transporten fra oliekilderne var mere omkostningsfuld, både i Nordsøen og Alaska blev der anlagt lange pipe-lines.
Fra The Forties Oil Field, øst for Skotland, er der 160 km til nærmeste kyst. Pipelinen til terminalanlægget Hound Point, ved Firth of Forth, var den længste deepwater pipeline i verden. Den 1200 km lange Trans-Alaska pipeline fra Prudhoe Bay til Valdez, var det største civile anlægsarbejde i Nordamerika. I begge projekter var BP involveret som operatør, I USA aftog Standard Oil of Ohio (Sohio) råolien og i perioden fra 1978 til 1987 opkøbte BP gradvist aktier i Sohio for til sidst at være eneejer af selskabet.
Også uden for mellemøsten eksproprierede nationale myndigheder selskabernes ejendom. Således i 1976 da Præsident Carlos Andres Perez nationaliserede hele olie-industrien i Venezuela og flyttede aktiviteterne over i det nyetablerede, statsejede Petroleos de Venezuela S.A. (PDVSA).
I 1970erne øgede Kina sin energiproduktion markant og landet var i 1978 den fjerde største energi-producent efter USA, Saudi Arabien og Sovjetunionen. Produktionen var dog stadig hovedsageligt baseret på kul, men langt mere diversificeret end tidligere; olie udgjorde nu således 17,5 % af produktionen. Selv om forbruget pr. indbygger var lavt, var Kina samtidig verdens tredje største forbruger af energi. Situationen ændres gradvist efter formand Maos død i 1976, den nye leder Deng Xiaoping indførte gradvist elementer af markedsøkonomi og en begrænset udenlandsk investering i industrien. Myndighederne prioriterede dog el-kraft på energiområdet og væksten i olie og gas-sektoren var marginal. Olieindustriens økonomi var integreret i samfundsbudgettet. Udbud og efterspørgsel var kvotebelagt, prisdannelsen var central, politisk styret og indtjeningen gik direkte i statskassen mens investering i efterforskning og udvikling var understøttet og styret af staten. Ydermere stod olievirksomhederne for uddannelse og sundhedsvæsen i deres lokalområder, så mulighederne og incitamenterne for at øge produktionen var begrænsede.
Det indiske privatejede selskab Esso Standard of India (tidl. Stanvac), der var grundlagt tilbage i begyndelsen af 1950erne som et joint venture mellem Esso og Mobil, men som siden 1962 var drevet af Esso, blev i 1974 opkøbt af den indiske regering og videreført under navnet Hindustan Petroleum Corporation.
I 1950erne havde man fundet olie i den portugisiske koloni Angola i det sydlige Afrika. I 1968 fandt Gulf Oil som de første olie off-shore, ud for Angolas kyst og man havde oparbejdet en mindre, men forholdsvis stabil olie industri. Som en indirekte følge nellikerevolutionen i Portugal i 1974 blev Angola selvstændigt og der udbrød efterfølgende en langvarig borgerkrig i den tidligere koloni. Udviklingen af olieproduktionen gik i stå, i særdeleshed onshore.
Længere mod nord, i Nigeria søgte landets magthavere optagelse i OPEC. Det lykkedes og man nationaliserede olie-industrien og oprettede Nigerian National Oil Corporation, NNOC, der overtog samtlige rettigheder til efterforskning og produktion af olie i landet. NNOC indgik i joint ventures med udenlandske olieselskaber. I slutningen af årtiet sammenlagdes Nigerias ministerium for stål- og minedrift og NNOC og navnet ændres til Nigerian National Petroleum Corporation, NNPC. Produktionen i landet boomede i 1970erne, men branchen var kendetegnet ved massiv korruption og udbredt nepotisme. Landet var Afrikas folkerigeste og egentligt rig på resurser og frugtbart, men økonomisk kriminalitet som hvidvaskning og bedrageri gjorde sammen med den politiske situation, at den brede befolkning ikke fik del af de socioøkonomiske fordele olieindtægterne gav.
I Sydamerika fandt det brasilianske statsselskab Petrobras olie offshore. Fem år senere var Brasiliens offshore reserver lige så store som deres onshore-fund,
Inspireret af fundene i Alaska rykkede canadiernes interesseområde også nordpå, de begyndte eftersøgning off-shore i de ekstrem hårde omgivelser i det isfyldte Beaufort Hav. Traditionelle off shore borerigge ville her være alt for udsatte for påvirkningerne fra bølger, vind og is, man anlagde derfor kunstige øer, hvorpå man opstillede boreplatforme. Sammen med den afsides beliggenhed, dårlige infrastruktur og de lange perioder med mørke gjorde det både efterforskning og en eventuel produktion særdeles besværlig og kostbar. Samtidig efterforskede man også i de mere rolige farvandene omkring Newfoundland og Labrador. Næsten al efterforskning og produktion i Canada var kontrolleret af udenlandske selskaber. Og som magthaverne i mellemøsten, var de canadiske myndigheder ikke altid tilfredse med den andel af det finansielle udbytte der tilfaldt samfundsøkonomien. Der blev derfor i 1970erne etableret et par selskaber der skulle agere på markedet på kommercielle vilkår, men ejet af offentlige myndigheder, dels det nationale Petro Canada, dels det af provins-regeringen i Saskatchewan ejede Saskoil. Begge selskaber voksede gennem opkøb og udvidelser. Det var dog forsat de amerikansk ejede Suncor, Imperial og CanOxy der dominerede markedet og det var også dem der havde de største finansielle interesser i det produktionsanlæg der åbnede i 1978 i Fort McMurray, Alberta for at udvinde olie fra tjæresand.
I USA var den geografiske opdeling af rettigheden til at anvende navnet Standard Oil, der var beskrevet i højesteretsdommen fra 1911, for længst forældet. En række virksomhedsopkøb havde reduceret antallet af rettighedshavere fra de oprindelige 11 til fem, hvoraf den ene, Mobil, aldrig havde hindret Standard Oil of New Jersey i at markedsføre sine produkter under Standard og Esso navnene i deres område, de nordøstlige stater. Men specielt Standard Oil of Ohio (Sohio) og Standard Oil of Kentucky (Kyso, der siden 1960 var ejet af Standard Oil of California, Socal) havde modsat sig brugen af Standard Oil, Esso og Enco varemærkerne. Disse begrænsninger gjaldt naturligvis også de øvrige tidligere Standard Oil-selskaber, der alle var forhindret i at føre reklamekampagner og andre markedsføringsaktiviteter, der dækkede hele nationen. Faktisk var det kun Texaco og Shell der på daværende tidspunkt solgte benzin under samme varemærke i hele USA. Standard Oil of New Jersey valgte derfor i 1972 at introducere et nyt mærke, der samtidig blev selskabets nye navn: Exxon. For at opretholde rettigheden til Esso-mærket vedblev de dog at sælge diesel under dette varemærke. Akkurat som Socal vedblev at drive mindst en servicestation under Stadard Oil-varemærket. De anvendte varemærkerne Chevron og Calso i de stater hvor de ikke havde rettigheden til Standard Oil,. Det samme gør BP, efter de har opkøbt både Sohio (tidl Standard Oil of Ohio) og Amoco (tidl Standard Oil of Indiana). Uden for USA havde Exxon alle rettigheder til Standard Oil-varemærket og dermed også retten til at anvende Esso-navnet.
Benzinmarkedet i Danmark.
Ved starten af 1970erne var der over 1 million biler i Danmark. Årtiet startede med åbningen af Den nye Lillebæltsbro i oktober 1970. Det var Danmarks første store motorvejsbro, en smuk 1.700 m lang hængebro med en 6-sporet motorvej. Andre både store og mindre broer kom også til i 1970erne, som var det årti hvor der blev anlagt flest km motorveje i Danmark, i gennemsnit 32 km pr. år.
De tre største selskaber, Esso, Shell og BP, havde stadig et solidt greb om de danske kunder. De havde omkring 2/3 af benzinomsætningen, men andre selskaber havde langsomt, men sikkert, tilkæmpet sig godt 30% af markedet. Heriblandt lavprisselskaberne, UNO-X, Haahr m.fl., som nu til sammen tegnede sig for omkring 14 % af benzinsalget. I kølvandet på lavprisselskaberne kom endnu et danskejet benzinselskab til verden. Det var kulfirmaet N. K. Strøyberg & Co. Eftf., der åbnede deres første benzintank i hjembyen Aalborg og ved samme lejlighed foretog navneskifte til Metax Olie. Axel Pedersen havde siden 1920 været kompagnon i virksomheden og siden 1956 ene-indehaver. Metax var en sammentrækning af Axel Pedersen og hans kone Metas fornavne. I 1979 købte Dansk Shell aktierne i Metax Olie A/S, men lod helt frem til 2007 Metax fungere i eget navn.
I 1973 så man den første synlige konsekvens af olieeventyret i Nordsøen da Norsk Hydro etablerede sig i Danmark, som det første norske selskab med basis i egen olieproduktion.
Benzin er en stabelvare – et ensartet produkt, forædlet gennem raffinaderiernes komplicerede processer. I sin endelige form er benzin iblandet forskellige kemiske tilsætningsstoffer for at give den mest effektive udnyttelse. Det er ved sammensætningen af disse additiver, at de forskellige benzinmærker forsøger at differentiere sig fra hinanden, og der ofres megen forskning og store summer på at udvikle sådanne tilsætningsstoffer.
Foruden denne konkurrence på produktet, kæmpedes om kunderne ved hjælp af services i mange forskellige former, med eller uden beregning for bilisterne, fra kredit, pudsning af forruden, salg af tilbehør til bilen og efterhånden også et bredt, varieret vareudvalg. Liberaliseringen af næringsloven havde på det område sat en udvikling i gang, hen imod forretningskoncepter som i mange år har været aktive i USA, nemlig benzinsalg fra convenient stores.
For benzinhandlen som for alle andre masseproducerede dagligvarer tæller begrebet mærkeloyalitet. Både producenterne og de handlende søger at skaffe sig købernes loyalitet.
Omkring 1970 toppede antallet at benzinsalgsanlæg i Danmark. Først i 1970erne lukkede mange små salgssteder. Den enlige benzinpumpe hos købmanden, brugsforeningen, smeden og automekanikeren forsvandt, mens bilparken voksede, og nettet af store salgssteder, servicestationer, moderniseres og udbygges. mellem 85 og 90 % af den samlede benzinomsætning gik gennem store servicestationer.
Både de store olieselskabers og benzinforhandlernes avancer fastsattes af monopoltilsynet. Benzinforhandlerne forhandlede selv, gennem deres organisation, med monopoltilsynet. Og der var loft over avancerne, i 1973 på 12 øre. Den eneste mulighed for at øge deres indtjening var derfor ved større omsætning. Udviklingen havde i de seneste år vist, at skulle et benzinsalgssted være rentabelt, måtte det have en årlig omsætning på mindst 1 mio. liter. Serviceydelserne, det vil sige vask og smøring af biler, reparationsarbejder og anden form for vedligeholdelse samt salg af tilbehør som dæk, batterier etc. gav på en veldrevet og godt beliggende servicestation ca. 2/3 af fortjenesten, medens salg benzin og dieselolie kun indbragte 1/3.
Efterspørgslen på benzin er, hvad økonomerne betegner som uelastisk. Det vil sige at forbruget ikke er særligt afhængigt af prisen, fordi der ikke er noget alternativ. Den mulighed, man har i andre brancher, for at skaffe dækning for en prisnedsættelse gennem øget omsætning har man ikke i benzinbranchen. Hvis et selskab får større salg ved at sætte sin pris ned, sker det derfor på bekostning af de øvrige selskabers salg.
På grund af de store eftersøgningsomkostninger koster hver liter benzin, groft sagt, mindre at producere end den foregående. I perioder med rigelige benzinmængder på verdensmarkedet er det muligt at købe benzin i enkelt-ladninger, eller endog på kontrakt over en vis periode, til lavere priser, det såkaldte spotmarked. Det benytter lavprisselskaberne sig af, og det er en af forklaringerne på, at de kan sælge deres produkter til lavere pris end den, der er normal for markedet. En anden årsag til at der tilbydes overskudspartier, er at det er uhyre vanskeligt, at få den tilrådighedværende råolies mængde og sammensætning, til at være sammenfaldende med raffinaderi- og lagerkapaciteten og efterspørgslen. Det er et puslespil der ikke kan gå op og som resulterer i overskudspartier fra tid til anden.
Oliekrisen i Danmark.
I Danmark hvilede 90 % af energiforsyningen på olie importeret fra mellemøsten. Samfundsøkonomien var i forvejen presset, såvel i Danmark som i mange af de lande vi handlede med. Det økonomiske opsving der havde kendetegnet den vestlige verden i tiden efter Den anden Verdenskrig havde forårsaget en stadig stigende inflation og efterhånden store handelsbalanceunderskud. Nogle lande havde set sig nødsaget til at devaluere deres valuta og dermed var det internationale fastkurssystem, der havde været gældende siden krigen, brudt sammen. På den baggrund kom Den første Oliekrise særdeles ubelejligt. På grund af vores afhængighed af den mellemøstlige olie var Danmark landet i en særdeles vanskelig situation. I første omgang vedtog folketinget af energisparehensyn et forbud mod lysreklamer og oplysning af butiksvinduer, gadebelysningen blev reduceret og den traditionelle julebelysning blev sløjfet og tildelingen af olie til opvarmning blev reduceret. Også bilisterne blev ramt: Til en start indførtes en hastighedsbegrænsning på henholdsvis 80 og 60 km/t, men fra den 25. november 1973 blev den danske befolkning præsenteret for et nyt begreb: Billøse søndage. Med undtagelse af personer med specielle behov, var det herefter forbudt at køre bil om søndagen. Eneste undtagelse, frem til den 17. februar året efter, var lillejuleaftensdag, ellers havde cyklister og fodgængere denne ene dag i ugen, frit slag på landets veje. Det blev til i alt 11 lange, bilfrie søndage, inden restriktionerne blev slækket så meget at bilisterne igen kunne komme på søndagstur.
Efterfølgende indtraf en nedgang i personbiltrafikken, for første gang siden krigen samt en stagnation og senere et direkte fald i bevillingerne til udbygning af vejnettet.
Krisen medførte også en øget opmærksomhed på vigtigheden af en energiforsyning der ikke alene baserede sig på olie fra mellemøsten, men også på andre energikilder, her tænktes der primært på kul og a-kraft, men også på olie fra andre producentlande, herunder os selv, der lige havde startet en produktion op i Nordsøen. Det eneste gode der var ved de højere oliepriser var at Nordsø-olien blev mere økonomisk attraktiv. Pga. havdybden og det hårde vejrlig var Nordsøolien forholdsvis dyr at indvende, men de mindre leverancer fra mellemøsten og den deraf følgende høje oliepris gjorde Nordsø-olien mere kommercielt interessant.
DUC finder olie i Nordsøen.
I 1971 fandt DUC et oliefelt beliggende 200 km stik vest for Esbjerg. Produktionen startede 4. juli 1972 og den første danske råolie blev 1. august 1972 af tankskibet Marie Mærsk bragt til Gulf-raffinaderiet ved Stignæs. Fra 1970 og frem til årsskiftet 1975-76 udtrådte Gulf Oil gradvist af DUC. Gulf Oil havde indtil da været operatør på konsortiets aktiviteter, den rolle blev overtaget af Chevron og Dansk Boreselskab. A.P. Møller indledte transformationen af selskabets olieaktiviteter, fra at være et rent dansk anliggende til at blive et internationalt olie selskab, idet de indgik samarbejdsaftale med Société Nationale des Pétroles d’Aquitaine, SNPA, om engagementer i Tunesien. SNPA var ejet af den franske stat og markedsførte sine produkter under mærket Elf.
Den nye situation i landets energiforsyning, det at Danmark nu var en olieproducerende nation samt oliekrisen og følgerne deraf, gjorde det påkrævende at folketinget fik udarbejdet en sammenhængende energipolitik. Hidtil havde markedet selv reguleret forsyningen og det havde resulteret i vores afhængighed af mellemøsten. Skulle vi ud af den afhængighed, måtte folketingspolitikerne udvise handlekraft. De energibesparende restriktioner der var indført akut, var en start, men på længere sigt måtte andre virkemidler i brug. Et af de tiltag man afprøvede var stat-til-stat-handel. Politikerne ville afprøve om de ikke var bedre til at formidle køb og salg af olie, direkte med producentlandenes politikere, uden om olieselskaberne. Til formålet havde man brug for et organ der kunne handle på statens vegne, og man støvede derfor selskabet Dansk Naturgas af, gav det navneforandring til Dansk Olie og Natur-Gas A/S, DONG, og indledte forhandlinger med producenterne. Det stod dog hurtigt klart at DONG ikke var i stand til at købe billigere olie end olieselskaberne. Man købte dog i 1974 lidt olie i Sovjetunionen, men det var først efter at Saudi Arabien i 1979 selv henvendte sig, med et tilbud om en stat-til-stat-handel, at der for alvor kom gang i den danske stats olie-forretning. DONG indgik aftale med Gulf Oil om raffinering og lavede en rammeaftale om videresalg af de færdige olieprodukter med Olieselskabet Danmark, en aftale der senere blev tiltrådt af Esso, Shell, BP og Norsk Hydro.
TEL udfases i USA.
I 1976 begyndte man i USA på en tiårig udfasning af TEL som tilsætning til benzin. Det erstattedes af Methyl-Tertiær-Butyl-Ether, MTBE. Da MTBE ikke forurenede luften, blev MTBE dengang anset for at være et miljøvenligt stof.
Den britiske premierminister Margaret Thatcher på besøg på en BP-boreplatform i Nordsøen.
