Ved indgangen til 1960erne stod de store multinationale selskaber, The Majors, de virksomheder som lederen af det italienske olieselskab Agip, Enrico Mattei havde givet betegnelsen ”De 7 Søstre”; Standard Oil of New Jersey (Esso), Socony-Mobil Oil Company (Mobil), Standard Oil of California, Socal (Chevron), Texaco Inc., Gulf Oil, Royal Dutch Shell og British Petroleum, for 85 % af verdens samlede råolieproduktion, de ejede 70 % af den samlede raffinaderikapacitet og deres andel af det totale detailsalg var på verdensplan 66 %. Så de var på alle parametre dominerende, om end deres magt op gennem 1950erne, med de nye aftaler der var indgået med flere af producentlandene, var reduceret.
Særdeles tilspidset situation i mellemøsten.
I producentlandene var der en til stadighed, voksende modstand mod den magt selskaberne havde på deres landes økonomi og deres muligheder for at udvikle deres samfund. Specielt de lande der havde forholdsvis små oliereserver men store befolkninger, var opsat på at forandre magtforholdet i olie-branchen. De lande ønskede at øge produktionen for at sikre højere indtægter. Andre produktionslande, dem med store reserver men små befolkninger, forsøgte, sammen med selskaberne, at holde produktionen nede for at forhindre at prisen faldt yderligere. Situationen havde ført til afholdelsen af den første arabiske oliekongres i Cairo i 1959 og året efter stiftede en række af de olie-producerende lande foreningen OPEC, Organization of the Petroleum Exporting Countries. På daværende tidspunkt havde foreningen ikke styrke til at ændre forholdene markant, men alene dannelsen og det samarbejde der fandt sted, på trods af store indbyrdes uenigheder, styrkede landenes position i forhold til olieselskaberne. Det kunne bl.a. ses i det forhold at landenes andel af indtægterne ved olieproduktionen, steg op gennem 1960erne. I 1968 var OPEC styrke endog af en sådan grad at de kunne udsende en resolution, hvori de fremførte det synspunkt at producentlandene inden længe skulle overtage styringen af oliemarkedet, herunder ejendomsretten til oliereserverne. Olieselskaberne skulle ifølge resolutionen fremover blot være operatører.
Samtidig blev nye oliefelter opdaget, både inden for OPEC og uden for, fx Qatar, Dubai, Oman, Abu Dhabi. Det førte i første omgang til overproduktion og faldende priser.
I begyndelsen af 1960erne var de to vigtigste produktionslande Iran og Saudi Arabien. De to lande var vidt forskellige. De havde gennem årtier været bitre konkurrenter om at være den toneangivende magt i mellemøsten. Olieselskaberne, bakket op af deres regeringer, gjorde alt for at afbalancere olieproduktionen og dermed magtforholdet mellem de to lande, både for at holde prisen oppe, men også for at holde sovjetisk indflydelse væk fra mellemøsten. Iran, der havde en stor befolkning, havde brug for så mange penge som muligt for at udvikle landet, de ønskede derfor at øge produktionen. Men da nogle af selskaberne i konsortiet National Iranian Oil Company, NIOC (Standard, Socal, Texaco og Gulf) i forvejen havde rigeligt olie, begrænsede de produktionen. Situationen tilspidsedes i 1966-67. Shahen allierede sig med CFP, der sammen med Mobil manglede olie. Sammen fik de gennemtrumfet at konsortiet gav ¼ af koncessionen til den Iranske regering, der til gengæld gik med til at sælge sin andel af olien til østlandene for at undgå at forstyrre de vestlige markeder.
Alt det foregik i skyggen af en stadig mere tilspidset politisk situation i mellemøsten. Forholdet mellem Israel og dets naboer blev varmere og varmere, retorikken og handlingerne blev skarpere og skarpere og førte fra tid til anden til væbnede konflikter som kulminerede i juni 1967 da Israel foretog luftangreb på Egypten. De regulære krigshandlinger varede i seks dage, men de arabiske medlemmer af OPEC, etablerede en olie-embargo mod de lande der støttede Israel. Embargoen holdt dog kun et par måneder. Derefter stod producentlandene splittede.
Selvom OPEC indtil da ikke havde fremstået som en reel trussel, havde olieselskaberne allerede fra starten af 1960erne intensiveret eftersøgningen uden for OPEC og inden 1970 havde de fundet olie i bl.a. Australien, Canada, Alaska og Nordsøen.
Oliefund i Alaska, Australien, Sibirien – og Nordsøen.
8. juli 1962 underskrev Danmarks Kong Frederik IX en eneretsbevilling til A.P. Møller til efterforskning og indvinding af kulbrinter overalt i Danmarks undergrund. A.P. Møller stiftede, sammen med Gulf og Shell, Dansk Undergrunds Consortium (DUC). A.P. Møller overdrog sin personlige del af koncessionen til et nystiftet selskab ved navn Dansk Boreselskab A/S. Efter at Danmark året efter, ratificerede FNs konvention om Den Kontinentale Sokkel, der udvidede nationernes rettigheder til at udnytte resurser på havbunden, ændredes A.P. Møllers eneretsbevilling til også at gælde det danske kontinental-sokkel-område. For at skaffe yderlige finansiering optog man i 1965 også Texaco og Socal i DUC.
I 1965 fandt BP naturgas ud for den britiske kyst og i december 1969 fandt det amerikanske selskab Phillips, olie i den norske sektor af Nordsøen, på 75 meters vand, 30km sydvest for Stavanger, det kæmpemæssige Ekofisk-felt. Hurtig herefter fandt andre selskaber olie i andre områder af Nordsøen.
BP fandt efter 10 års eftersøgning i 1968 olie i Prudhoe Bay på Alaskas nordkyst, 400 km nord for polarcirklen. De havde ellers opgivet området, udstyret var pakket sammen, klar til at blive sendt hjem, da det kom frem at Richfield Oil Company havde fundet olie i området. BP genoptog eftersøgningen og fandt historiens største oliereserve på det nordamerikanske kontinent.
Man havde i Alberta-provinsen i Canada kendt til forekomsten af tjæresand i lang tid, men grundet den omkostningstunge indvindingsproces havde man ikke for alvor startet produktion. Olien i tjæresand er ikke umiddelbart flydende og enten skal den graves op eller olien skal gøres flydende, så den kan pumpes op. Canadierne eksperimenterede op gennem 1960erne og i 1967 startede selskabet The Great Canadian Oil Sands Ltd. med finansiel stødte fra Sun Oils canadiske datterselskab, en mindre produktion op.
Også i Australien fandt man olie. Her var det et joint venture mellem Caltex og det lokale Ampol (opr. Australian Motorists Petrol Company) med navnet West Australian Petroleum Pty Ltd (WAPET) der gjorde et stort fund på Barrow Island. Selskabet var grundlagt i 1952 og havde i den mellemliggende periode fundet olie andre steder i Australien. Olieeftersøgning havde hidtil ikke været tillad på Barrow Island, da en nærliggende ø, Montebello, havde været brugt som base for atombombeprøvesprængninger. Da forbudet blev ophævet, gik WAPET i samarbejde med Shell i gang med eftersøgning og fandt i 1964 store olie-reserver.
I Sovjetunionen fandt man også nye olie felter, i første halvdel af årtiet var fokus stadig på området omkring Tatarstan, men samtidig indledte man øget eftersøgningsaktivitet i andre dele af landet. Først i den nord-østlige ende af den europæiske del af Sovjetunionen, i området mellem Ural-bjergene og Timan højdedragene, hovedsageligt i sovjetrepublikken Komi. Her fandt man ganske store mængder olie, og senere tillige gas. I 1965 gjorde man et fund endnu længere mod øst, der markant ændrede billedet af den sovjetiske olie og gas produktion. Ved søen Samotlor, lige nord den lille landsby Nizhnevartovsk i Vestsibirien, fandt en efterforskningsdivision et af verdens største oliefelter. Feltet blev hurtigt udviklet til at producere og Nizhnevartovsk blev Sovjets nye olie-hovedstad. Gennem 1960erne øgede Sovjetunionen til stadighed sin olieproduktion og blev et af verdens vigtigste olieeksporterende lande.
Sovjetunionens tekniske assistance til den kinesiske industri ophørte på grund af ideologiske uenigheder i 1960 og Kina manglede da både teknisk knowhow og olieforsyninger. De accelererede udviklingen, Daqing-feltet blev produktionsklar i 1963 og senere i årtiet fandt man yderlige felter i Shengli, Dagang og Liaohe. Produktionen blev typisk udført af små lokale, offentligt ejede virksomheder, akkurat som i Sovjet. Oliefelterne lå i områder uden nogen form for infrastruktur og olievirksomhederne stod derfor også for at udvikle og drive det omkringliggende samfund og dets tekniske og sociale faciliteter så som boliger, skoler, hospitaler. I 1960 blev 2,5 % af Kinas energiforbrug dækket af olie, i 1969 var andelen oppe på 13,5 %.
I Indien sammenlagdes de to statsejede virksomheder Indian Refineries Ltd. og Indian Oil Company Ltd. og videreføres under navnet Indian Oil Corporation Ltd.
Hollandsk Ostindien var efter Den Anden Verdenskrig blevet en selvstændig nation med navnet Indonesien. I 1957 havde myndighederne etableret et statsejet olie-distrubutionsselskab, Permina, og i 1961 oprettede man Pertamin, der var ansvarlig for administration, ledelse og kontrol af efterforskning og produktion af olie i hele øriget. Samtidig indgik regeringen aftale med de udenlandske selskaber der var aktive i landet, hovedsageligt Caltex og Royal Dutch Shell, om at de gradvist skulle sælge deres aktiviteter til regeringen, inkl. raffinaderier, markedsføring og distribution. I 1968 sammenlægges de to statsejede virksomheder under navnet Pertamina. Shell havde da solgt alle aktiviteter i landet til myndighederne, mens Caltex blev som operatør i efterforskning og produktions-sektoren. Indonesien var i midt-1960erne verdens 10. største olieproducent og medlem af OPEC.
I 1960 blev den britiske koloni Nigeria selvstændig. Man havde her gjort store oliefund i slutningen af 1950erne og havde startet produktion og eksport i 1957. Men med mere end 200 forskellige etniske grupper, hver med deres sprog og kultur, voksede modsætningerne og i 1966 udbrød der borgerkrig. Den østlige region udråbte sig til en selvstændig stat, Biafra, og kampene forsatte til 1970. Også efter at de egentlige krigshandlinger ophørte, førte de etniske uenigheder til politisk ustabilitet, den ene general efter den anden tog magten, attentater, korruption og nepotisme hørte til hverdagens orden. Det satte naturligvis udviklingen af olieindustrien på pause.
Raffinaderier i Danmark.
Foruden at eftersøge udenfor OPEC–landene, fortsatte de internationale selskaber en tendens med at flytte raffinaderierne væk fra produktionslandene og så tæt på forbrugermarkederne så muligt, en tendens der var udløst af Iran-krisen i begyndelsen af 1950erne. Som en konsekvens af den tendens, etablerede tre selskaber raffinaderier i Danmark i løbet af 1960erne. Her var de sikker på at anlæggene ikke blev nationaliserede uden kompensation.
Udover A.P. Møllers Pyrolyseværket havde der indtil da, i Danmark været flere mindre raffinaderier fx Kalundborg Olieraffinaderi A/S, der hovedsageligt havde produceret asfalt, Theodor Møllers Olieraffinaderi og Alfred Olsens Veritas, der begge producerede smøreolie.
Det første danske olieraffinaderi, i større målestok, indvies i 1960 ved Kalundborg. Det var opført af Tidewater Oil Company gennem dets datterselskab Dansk Veedol A/S. De etablerede også et landsdækkende net af Veedol-tankstationer. Bl.a ovetog de Lolland-Falsters Nafta Benzin A/S, der siden leverancerne fra Sovjetunionen stoppede i midten af 1930erne, havde købt benzin hos det tyske selskab DEA. Dansk Veedol solgte raffinaderiet i 1963 til Dansk Esso. BP opkøbte i 1970 Dansk Veedol.
Veedols moderselskab Tidewater Oil Company var etableret i 1887 i New York City, det blev I 1937 købt af Jean Paul Getty. Veedol var oprindeligt Tidewaters varemærke for smøreolier. Getty var en særdeles kontroversiel person og på tidspunktet for opførslen af raffinaderiet i Kalundborg var han en af verdens rigeste mænd. Tidewater havde bl.a. koncession i den daværende neutrale zone mellem Kuwait og Saudi Arabien.
Dansk Esso overtog som nævnt i 1963 olieraffinaderiet i Kalundborg. Samme år blev det næste store raffinaderi indviet af Gulf Oil på Stigsnæs ved Skælskør. I 1966 indviede Dansk Shell landets tredje raffinaderi i Fredericia.
Modstand mod TEL.
I starten af 1960erne øges formodningen om at TEL var årsag til massiv luftforurening overalt på jorden. Man udførte kliniske forsøg der påviste en klar sammenhæng. Op gennem 60erne øges modstanden for brugen af TEL som tilsætning til benzin.
Der var også i visse dele af offentligheden en modstand mod det stadig stigende antal tankstationer. På trods af det stigende antal biler var det svært at retfærdiggøre at der i Danmark skulle være dobbelt så mange benzinsalgsanlæg pr. bil som i Tyskland.
På servicestationerne blev arbejdsopgaverne gradvist automatiseret, både i vaskehallen og på forpladsen. Vaskeautomater blev almindelige, mens automattanke så småt begyndte at vinde indpas, først møntautomater senere også seddelautomater.
I 1967 liberaliseredes næringsloven og det blev muligt for tankstationerne at udvide deres varesortiment til at omfatte ex. sodavand, chokolade og papirvarer. Som udgangspunkt måtte forhandlerne dog uden for normal butiks-åbningstid, stadig kun sælge benzin og olie.
Gadaffi kommer til magten i Libyen.
Siden den libyske olie begyndte at flyde i begyndelsen af 1960erne var landets andel af forsyningerne til Vesteuropa steget, så de i 1969 udgjorde ¼. Den libyske olie var billig og af god kvalitet, den havde lavt svovlindhold og lå på den rigtige side af Suez. Omkring ½ af den libyske olie blev produceret af mindre selskaber som ex. Occidental (”Oxy”), Continental (Conoco), Marathon og Amerada. De var afhængige af den Libyske olie og ikke interesseret i at begrænse produktionen eller hjælpe med at sikre balancegangen mellem nye og gamle oliestater. Således var Oxy i en kort periode den største producent i Libyen. I 1969 blev kong Idris afsat ved et militærkup, ledet af Oberst Muammar al-Gadaffi. Gadaffi ville bruge olien i den ideologiske kamp mod Israel. Han ville hæve prisen og truede med at sælge til Moskva. Han forhandlede med selskaberne enkeltvis, de stod alle stejlt på et nej, først da Gadaffi beordrede produktionen nedsat, officielt af hensyn til resurse-beskyttelse, indvilligede Oxy i en højere pris og højere skat. Derefter sluttede Gadaffi aftale med de øvrige koncessionshavere, en efter en.
Ba’ath-partiet kommer til magten i Irak.
Også i Irak øgedes utilfredsheden med vestens indflydelse på landets økonomi, befolkningen havde en følelse af at de blev udnyttet af de vestlige magter. Landet var desuden i 1960erne præget af særdeles ustabile politiske forhold, med flere revolutioner og statskup, inden det socialistiske Ba’ath-parti i 1968 fik skabt et stabilt regime. Ahmed Hassan al-Bakr blev præsident, hans fætter Saddam Hussein blev vicepræsident. De indgik i 1969 aftale med USSR om teknisk og økonomisk samarbejde og Irak stod nu stærkere overfor IPC. Så stærkt at den irakiske regerings selskab Iraq National Oil Company (INOC) i 1970 overtog 20 % af IPC.
Kuwait selvstændig.
Siden afslutningen på Den Første Verdenskrig havde Kuwait været Britisk protektorat, men blev i 1961 en selvstændig nation.
Den danske samfundsudvikling.
Den generelle samfundsudvikling med øget velstand, som var begyndt i 1950erne fortsatte ind i 1960erne. Også affolkningen af landdistrikterne fortsatte og befolkningens indkøbsvaner skiftede fra at benytte små, lokale detailbutikker til at handle i større selvbetjenings-supermarkeder. Samtidig øges kreditgivning for at stimulere omsætningen yderligere. Det gjaldt både folks privatøkonomi og samfundsøkonomien. Det førte til masseforbrug. En konsekvens af det, var den større udbredelse af varemærker. Fabrikanter søgte at skabe en individuel identitet for deres produkter og virksomheder, ved at lancere varemærker kunderne kunne identificere. Alt sammen for at de enkelte virksomheder kunne øge deres markedsandele. Det førte igen til masse-markedsføring, patent- og copyright-lovgivning og kontrol. Varemærkerne gav køberne en følelse af status og prestige. Samtidig var de en kvalitetsgaranti. Tidligere var det kun den handlende butiksindehavers garanti der gjaldt, nu var det også fabrikantens. Samtidig fik producentens masse-markedsføring i aviser, blade, magasiner, biografer og senere radio og TV, forbrugerne til at føle sig moderne og ”med på noderne”, det gjaldt også folk i provinsen og på landet.
Logoer og handelsnavne fik en større betydning og selskaberne, også i oliebranchen, skiftede til kortere navne og logoer med større, stiliserede bogstaver sat op på en mere enkel baggrund med skarpere afgrænsninger.
Beredskabslagre i Danmark.
Suez-krisen i 1956 havde med al tydelighed vist at landet behøvede et olieberedskab i forbindelse med forsyningskriser. Politikerne havde i årene efter Suez-krisen nedsat flere udvalg og i 1959 vedtaget en lov om civilt beredskab. Det var dog først i 1965 man rent faktisk gik i gang med at opføre beredskabslagrene. Det blev til 15 anlæg, der samtidig indgik i beredskabet i tilfælde af krig, derfor blev de opført skjult i terrænet og på hemmelige adresser. Lagrene blev drevet af Foreningen Danske Olieberedskabslagre, der bestod af de danske olieimport-virksomheder. I 1968 etableredes Oliebranchens Fællesrepræsentation, OFR.
Flere biler i Danmark
Personbilernes antal fordobledes i Danmark fra 1960 til 1966. Det var i modsætning til stigningen i 1920erne, et resultat af en samfundsmæssig velstandsstigning. Stigningen i 20erne havde været resultatet af en teknologisk landvinding, hvor person- og lastbiler udkonkurrerede hestevogne og en del af jernbanetransporten. Den tekniske udvikling i 1960erne gjorde derimod at bilernes service-interval blev længere og længere, efterspørgslen efter servicearbejder som smøring og olieskift blev mindre og flere servicestationer ombyggede deres smørehal til butik, lager eller vaskehal. Samtidig fandt slik og læskedrikke, senere også fødevarer og husholdningsprodukter, vej til hylderne i stationernes butikker. Også lukkelovens bestemmelser påvirkede tankstationernes omsætning.
I løbet af årtiet gik bilen, og teknik i det hele taget, i meningsdannernes bevidsthed, fra at være en eksponent for progressivt fremskridt til at blive betragtet som en forurenende forbrugsvare.
Omkring 1967 indtraf en konjunkturafmatning i samfundsøkonomien. I et forsøg på at vende den udvikling, devaluerede folketinget kronen og indførte pris- og avancestop. Omtrent samtidig vedtog de loven om merværdiafgift (moms), som for forbrugerne virkede som en prisstigning.
Forbruget af olie steg dog stadig fra år til år og dækkede efterhånden 75 % af landets energiforbrug. Danmark var, i forhold til befolkningsstørrelsen, et af verdens mest olieforbrugende lande, i Europa kun overgået af Sverige.
1960’erne var i vej-anlægssammenhæng, det store planlægningsårti. Flere store rapporter blev til, den mest omfattende omhandlede den jyske motorvej.
Nye benzinmærker i Danmark.
I USA havde man set en tendens med benzinsalg fra dagligvarebutikker, convenience stores. På det handelsmæssige og det teknologiske område, har det at se på USA ofte været som at se ind i fremtiden, og FDB overvejede da også noget lignende i begyndelsen af 1960erne. De investerede i raffinaderiet Erdölwerke Frisia AG i Emden og etablerede Nordiske Oliekonsumenters Salgsselskab A/S sammen med Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning A/S og Sveriges Oljekonsumenters Riksförbund. I 1964 opførte Nordiske Oliekonsumenters Salgsselskab deres første benzinsalgsanlæg ved Jørlunde Brugsforening på Sjælland. De solgte under varemærket OK, som de havde tilfældes med det svenske Oljekonsumenters Riksförbund. Fem år senere havde selskabet etableret over 200 benzinanlæg hos brugsforeninger. Selskabet aftog dog aldrig hverken olie eller benzin fra Frisia- raffinaderiet. I 1967 ændredes selskabets navn til OK Olie A/S.
Der var således nu to større, dansk-ejede benzinselskaber, Uno-X og OK og i slutningen af årtiet dukkede et tredje op: Olaf Haahr åbnede i 1968 sit første benzinsalgsanlæg på Vejle Havn, med priser der lå 10 øre under listeprisen. Hurtig kom flere stationer til og med sit nye firma Haahr Benzin A/ S blev han hurtigt kendt som ”klassens frække dreng” i den danske benzinbranche. 8 år tidligere havde den dengang 22 årige Olaf Haahr etableret sig som selvstændig oliehandler med firmaet O. Haahrs Olieforretning.
I 1967 enedes Texaco og Socal om at opløse Caltex-samarbejdet i Europa. Socal oprettede Chevron Oil Europe, der i Danmark overtog de fleste af Caltex-tankstationerne. Socal havde benyttet Chevron som varemærke på forskellige produkter siden 1930erne. Texaco gik selvstændigt i gang med at opbygge et nyt net af servicestationer i Danmark.
