Den anden Verdenskrig blev ikke afløst af fred og fordragelighed nationerne imellem, men derimod af en særdeles højspændt politisk situation. 1950erne blev et årti præget af kriser og politisk uro i flere af de olie-producerende lande. På trods af det, steg udbudet af olie op gennem årtiet.
Mossadeq-krisen i Iran.
Første krise indtraf i 1951. Dr. Muhammed Mossadeq var blevet demokratisk valgt premierminister i Iran. Han var passioneret modstander af udenlandsk indblanding i landet og nationaliserede Anglo-Iranian Oil Company aktiviteter i Iran (Anglo-Iranian Oil Company, AIOC, det selskab vi kender som BP).Mossadeq lagde AIOCs iranske virksomheder ind under det statsejede National Iranian Oil Company (NIOC). Storbritannien overvejede at invadere landet, men fik i stedet gennemført en international handelsembargo der standsede alle olie-leverancer fra Iran.
I foråret 1953 sanktionerede den nyudnævnte amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower, med støtte fra den britiske regering et kup mod Mossadeq. Med hjælp fra Shahen og det iranske militær, lykkedes det at afsætte Mossadeq. Han efterfulgtes som premierminister af den pro-vestlige general Fazlollah Zahedi, Shahen afskaffede den demokratiske forfatning og indførte enevældigt styre. NIOC blev omdannet til et konsortium, Iranian Oil Participants Ltd (IOP), hvor 40% ejedes af AIOC, 40 % af fem amerikanske selskaber (8 % til hver af Standard Oil of New Jersey, Socony, Socal, Texaco og Gulf) og de sidste 20% blev fordelt med 14% til Royal Dutch Shell og 6% Compagnie Française des Pétroles (CFP). IOP delte afkastet 50/50 med den iranske regering. I 1957 ændredes betingelserne igen, da iranerne ved lov gennemførte landets ”deltagelse” i selskabets aktiviteter. På trods af de internationale selskabers utilfredshed med det arrangement, blev konceptet efterhånden måden at sikre samarbejde mellem internationale selskaber og de olieproducerende landes regeringer
Suez-krisen i Ægypten.
I midten af årtiet fik den internationale politiske situation atter indflydelse på benzin og oliemarkedet. Osmanner-rigets sammenbrud efter første verdenskrig havde ført til nye nationer i mellemøsten, som skulle finde deres plads på den internationale scene. Nogle af de nye landes ledere havde større ambitioner og muligheder end andre. Ægyptens præsident Gamal Abdel Nasser var en af de mere ambitiøse. Han var kommet til magten ved et militærkup i 1952 og nærede en modvilje mod den pro-vestlige, arabiske forsvarsalliance Bagdad-pagten. Som en konsekvens af det, havde USA og UK trukket et tilbud om lån til finansiering af et dæmnings-projekt tilbage. Dæmningen skulle forøge Ægyptens muligheder for at udvikle både landbrug og industri. Nasser søgte alternativ finansiering ved at nationalisere Suez-kanalen og samtidig nægte Israelske skibe adgang til kanalen. Israel reagerede ved at invadere Ægypten, med støtte fra Frankrig og Storbritannien – men ikke fra USA. Ægypterne spærrede kanalen med sænkede skibe og Europas olieforsyning blev mærkbart hæmmet. 2/3 af Europas olie blev transporteret gennem kanalen i 1955.
Men uden USA’s støtte kunne Israel, Frankrig og Storbritannien ikke opretholde presset på Ægypten, der havde atom-magten Sovjets støtte. I marts 1957 åbnes kanalen igen efter en FN-resolution.
Som en konsekvens af Suez-krisen indså olieselskaberne at de skulle være mere fleksible og forberedte på pludselige forandringer. Forandringer der allerede da var godt i gang, hen imod den situation vi kender i dag.
Statskup i Irak.
Under det irakiske monarki (1932-1958) havde atmosfæren mellem de irakiske myndigheder og Iraq Petroleum Company (IPC, der var ejet af en række multinationale selskaber) været relativ positiv, man havde således i 1952 forhandlet nye betingelser for olieproduktionen uden de store bataljer, og i 1955 var Irak indtrådt i Bagdad-pagten, en forsvarspagt mellem UK, Irak, Iran, Pakistan og Tyrkiet.
Men nationalismen og anti-imperialismen i mellemøsten var siden begyndelsen af 1950erne vokset og i 1958 gennemførtes et militært ledet statskup i Irak, hvorunder både premierminister Nuri as-Said og kong Faisal II blev dræbt. Ny premierminister blev general Abd al-Karim Qasim. Han var utilfreds med Irakernes forholdsvis lave andel af olie-udbyttet og ønskede IPCs monopol ophævet. Situationen tillod dog ikke at han nationaliserede selskabet. Qasim ville ikke risikere en handelsembargo. Desuden rådede han ikke over kvalificerede folk, hverken teknisk eller økonomisk, til at lede en olieindustri. Men han behøvede flere penge til at udvikle landet og dets militær. Han øgede derfor transportgebyret fra Basra-terminalen. Som svar herpå indstillede IPC den del af produktionen der brugte Basra som udskibningshavn. Den venlige atmosfære der hidtil havde præget forholdet mellem IPC og de Irakiske myndigheder havde ændrede sig.
Krig i Algeriet.
I 1954 havde algeriske modstandsgrupper indledt en guerillakrig med det formål at befri landet fra den franske kolonimagt. Krigen blev et af de blodigste kapitler i afrikansk kolonihistorie. Først i 1962 blev Algeriet selvstændigt, efter mere end syv års krig. Midt under uafhængighedskrigen, i november 1956, fandt CFP olie i Algeriet, i samarbejde med det statsejede SN REPAL, Société Nationale de Recherche et d’Exploitation de Pétrole en Algérie. Det var et enormt felt beliggende i Hassi Messaoud i det østlige Algieret. Feltet var, på den tid, et af verdens største oliefelter og olien var ydermere af særdeles god kvalitet. Lige pludselig havde Frankrig deres egen olie, de havde ellers købt 90 % af deres olie i mellemøsten, akkurat som mange andre europæiske lande. Produktionen fra Hassi Messaoud begyndte i 1958.
Libyen bliver selvstændigt.
I 1951 blev Libyen selvstændigt efter at have været under fremmed herredømme i 400 år, først osmannisk fra 1551 til 1911, så italiensk fra 1911 til 1942 og endelig britisk fra 1942 til 1951. Italienerne havde uden held søgt efter olie i landet i 1930erne. Men da man fandt olie i nabolandet Algeriet, ønskede Libyerne eftersøgningen genoptaget. Den libyske regering var dog fast besluttet på at landets eventuelle oliefund ikke skulle monopoliseres af de store selskaber. Så 51 koncessioner blev tildelt i alt 17 selskaber. Det var Standard Oil of New Jersey der fandt den første kommercielt rentable oliekilde i 1959, men efterfølgende opererede 42 forskellige selskaber i landet. Produktionen startede i 1961 og allerede fire år efter var Libyen det 6. største olie-eksportland. I 1964 dannede tre uafhængige, amerikanske selskaber, Amerada Petroleum Corporation, Continental Oil Company og Marathon Oil Company sammen med Royal Dutch Shell konsortiet Oasis Petroleum, der efterfølgende stod for halvdelen af Libyens olieproduktion. Som den algeriske, var den libyske olie billig at producere, af høj kvalitet, fandtes i rigelige mængder og lå tæt på det europæiske marked.
Olie i Abu Dahbi.
Med annulleringen af Red Line-aftalen blev det muligt for selskaberne der dannede ejerkredsen i IPC, at udvide deres geografiske operationsområde, inden for det tidligere Red Line-område. Standard Oil of New Jersey (ESSO) indtrådte i det Saudiske produktionsselskab og også AIOC (BP) ønskede at udvide deres operationsområde inden for den tidligere Red Line. Ligesom de havde gjort med Gulf Oil i Kuwait, der havde ligget uden for The Red Line, indgik AIOC således i et joint venture om efterforskning og produktion i Abu Dhabi. Denne gang med det franske selskab CFP. Det fælles selskab fik navnet Abu Dhabi Marine Areas (ADMA) og det fik i 1953 koncession på off-shore eftersøgning I Abu Dhabi. De fandt olie her i slutningen af 1950erne.
Andre nationale og uafhængige selskaber begyndte at også at operere i mellemøsten, bl.a. det japanske Arabian Oil Company, det belgiske Petrofina, det tyske Gelsenberg samt det spanske Hispanoil. Det medvirkede til øget produktionen og forstærkede konkurrencen.
Sovjets andel af verdensproduktionen fordobles.
Sideløbende med denne udvikling havde også Sovjet fået gang i sin olieproduktion efter Den anden Verdenskrigs ødelæggelser. Efter det store fund i 1949 i Romashkino var området mellem Volga-floden og Ural-bjergene nu i fokus for den Sovjetiske olieindustri.
Den sovjetiske oliebranche bestod ikke som den amerikanske af vertikalt integrerede selskaber, men var opbygget af divisioner der arbejdede inden for et afgrænset område, både geografisk men også funktionsmæssigt. Divisionerne i et område havde et vist samarbejde, eksempelvis koordineredes aktiviteterne i Tatarstan gennem organet Tatneft, der var etableret af den Sovjetiske industri-ministerium, men ledet af lokale politikere. Ikke alle steder var samarbejdet dog lige effektivt, da divisionerne var organisatorisk skarpt adskilt og mange af lederne i branchen, samtidig med deres karriere i olieindustrien, havde politiske ambitioner. Fx kunne indkøb af materiel foregå gennem en division uden at den nødvendigvis kommunikerede omkring købet med produktionsdivisionen. Alle divisioner og samarbejdsorganer var ejet og kontrolleret af enten den sovjetiske forbundsregering eller af de lokale sovjetrepublikker og alle arbejdede ud fra de målsætninger der blev udarbejdet i det kommunistiske styres økonomiske fem års planer. På trods af det, fordobledes Sovjets andel af verdensproduktionen op gennem 1950erne, og fra miden af årtiet genoptog de deres olieeksport til de vestlige lande. Verdensproduktionen var ligeledes fordoblet fra omkring 500 mio. tons til 1.000 mio. tons op gennem 1950erne. Selv den voksende efterspørgsel kunne ikke holde prisen oppe.
Kina forsøger også at starte olieproduktion.
Sovjetunionens olieindustri ydede i 1950erne teknisk assistance til Kinas forsøg på at starte en olieproduktion. Landet havde i flere årtier været præget af krige, men i 1949 havde Det kinesiske Kommunistparti tilkæmpet sig kontrol over langt hovedparten af det store land og udråbt Folkerepublikken Kina. Landet var da et udpræget landbrugsland og energiforsyningen tilvejebragtes næsten udelukkende ved vedvarende energikilder og biomasse. Men hurtigt efter etableringen af Folkerepublikken gik kommunisterne, med formand Mao i spidsen, i gang med at industrialisere landet og til det skulle der bruges olie. I forbindelse med Korea-krigen indførte de vestlige lande en olie-embargo mod Kina og landet var afhængig af Sovjetisk og østeuropæisk olie, hvilket førte til ønsket om at udvikle en egen olieproduktion med det formål at blive selvforsynende. Mod slutningen af årtiet fandt man i det nordøstlige Kina, mellem floderne Songhua og Nunjiang, et kæmpe oliefelt, Daqing.
Indien udvider sin produktion.
En ny, selvstændig, asiatisk nation blev etableret i årene umiddelbart efter Den anden verdenskrig: Indien. Her havde man siden århundredets begyndelse haft olieproduktion i lille målestok, internationalt set. Men det nye lands magthavere vidste, at for at styrke landets suverænitet, sikkerhed og velstand måtte man industrialisere produktionen og til det skulle man bruge olie og man skulle helst være selvforsynende. Inderne sendte en delegation til Europa for at studere vores måde at håndtere olieindustrien på, men den udenrigspolitiske situation (USA’s alliance med Pakistan) førte til at Inderne i stor udstrækning rådførte sig med østlandene, navnlig Rumænien og Sovjetunionen. Hidtil havde eftersøgning og produktion udelukkende foregået i den nordlige delstat Assam, regeringen ville gerne sprede aktiviteterne til hele landet. Man oprettede i 1950erne et statsejet selskab med det formål, Oil and Natural Gas Corporation Ltd. ONGC og to andre til at drive raffinaderier og anlægge rørledninger, Indian Refineries Ltd. og Indian Oil Company Ltd. Det var dog det private Assam Oil Company, som var ejet af Burmah Oil, der gjorde de første nye fund efter Indiens selvstændighed, felterne i Naharkatiya og Moran. Til at udvikle og drive disse felter etableredes et nyt selskab, Oil India Ltd, der var ejet af Assam Oil/Burmah Oil og den indiske regering i fællesskab. Et rent privat selskab, det amerikanske Standard Vacuum Refinning Company (Stanvac), oprettede og drev også fra 1952 virksomhed i Indien. Selskabet var et joint venture mellem Standard Oil of New Jersey (Esso) og Socony (Mobil). Stanvac drev, ud over Indien, også virksomhed i mange andre lande i den østlige hemisfære, inklusiv New Zeeland, Kina og Østafrika.
Olieprisen falder.
Det øgede udbud på verdensmarkedet førte, efter Suez-krisens ophør i sidste halvdel af 1957, til faldende priser på det internationale marked. Ydermere indførte USA importkontrol i 1959, hvorefter kun 13 % af deres olieforbrug måtte dækkes af importeret olie. Derfor blev de amerikanske selskaber nødt til at sælge deres mellemøst-olie uden for hjemmemarkedet. Prisen faldt yderlige og det fik selskaberne til at reagere. 50/50-aftalerne indebar at selskaberne gav en på forhånd aftalt pris til producentlandene. Når markedsprisen så faldt, var det således alene selskabernes udbytte det gik ud over. I 1959/60 nedsatte et par af de store selskaber derfor den faste pris. Efter endnu en nedsættelse, blev producentlandenes ledere utilfredse, de havde budgetteret med 50/50-aftalernes højere pris. For de lande repræsenterede olien den væsentligste mulighed for indtjening af fremmed valuta og et solidt fundament under den nationale økonomi. Situationen førte til at hele atmosfæren i mellemøsten ændredes og i april 1959 afholdes den første arabiske olie-kongres i Cairo.
Oliefund syd for Sahara.
På det afrikanske kontinent blev der i 1950erne også fundet olie i kommercielt interessante mængder syd for Sahara. Det skete først og fremmest i den britiske koloni Nigeria, men også i den portugisiske koloni Angola. I Nigeria var det et konsortium bestående af Shell og BP der gjorde det første fund og hurtigt derefter kom andre multinationale selskaber til.
I Brasilien etablerede regeringen et statsselskab, Petróleo Braseilero S/A (Petrobras). Mange private småinvestorer skød kapital i selskabet, men staten havde den kontrollerende aktiemajoritet. Petrobras havde monopol på alle aktiviteter i værdikæden, fra eftersøgning til salg af færdige produkter. Dog var der i retail-ledet udenlandske aktører, men de skulle købe deres produkter af Petrobras og både indkøbs og salgs priser blev fastsat af staten.
Enrico Mattei
Italieneren Enrico Mattei blev i 1950erne en af hovedrolleindehaverne på den internationale oliemarkedet-scene. Han havde været leder af en partisan-organisation under Den anden Verdenskrig og havde efter krigen fået til opgave at lede det statslige olieselskab, Agip (Azienda Generale Italiana Petroli). Agip var etableret i 1926 under Mussolinis fascistiske styre, og Mattei fik som bunden opgave, at nedlægge selskabet. Han gjorde dog det modsatte, han udviklede Agip og udvidede endog aktiviteterne. Han etablerede Eni, Ente Nazionale Idrocarburi, et holdingselskab for de statslige italienske energiselskaber, og begyndte at forhandle med de mellemøstlige og nordafrikanske ledere om koncessioner og leverancer. Han havde dog meget svært ved at få aftaler der var særligt omfattende. De store internationale selskaber var forpligtet overfor hinanden i kraft af omfattende kontrakter og kartel-aftaler og var absolut ikke interesseret i at en ny, uafhængig aktør kom på banen. Mattei tilbød producentlandene lukrative aftaler, fx 75 % af udbyttet, men lige lidt hjalp det. Det var Mattei der i hans kamp mod de store selskaber, først benyttede termen ”De Syv Søstre” om de store internationale selskaber. I slutningen af 1950erne fik han dog en aftale med USSR og fra 1959 strømmede billig, sovjetisk olie ind i Italien. Under mystiske omstændigheder styrtede Mattei i oktober 1962 ned med et fly og omkom.
Nye navne.
Flere af de store selskaber ændrede deres navn i løbet af 1950erne, AIOC, Anglo-Iranian Oil Company blev i 1954 til British Petroleum Company, året efter ændrede Socony-Vacuum Oil Company navn til Socony-Mobil Oil Company og i 1959 blev The Texas Company til Texaco Inc. Siden 1919 havde Standard Oil of New Jersey ejet halvdel af Humble Oil i Texas. I 1959 købte de den sidste halvdel af selskabet og omdannede det til deres distributions og marketingsafdeling for hele USA.
Den hjemlige benzin-branche.
Også i den hjemlige benzin-branche var der forandringer.
I Danmark udløste Suez-krisen problemer med olie og benzintilførsel. Regeringen besluttede at rationere benzinen, og forbrugerne måtte igen indstille sig på at skulle bruge benzinmærker. Rationeringen varede 71 dage fra november 1956 til april 1957.
I 1950 forhandledes kun en benzinkvalitet i Danmark, oktan 83. Men efterhånden som der kom gang i bilsalget og andelen af efterkrigsmodeller steg til over halvdelen, krævede motororganisationerne at olieselskaberne begyndte at forhandle super-benzin med oktan 92.
I 1950 skiftede Det Forenede Olie Kompagni A/S navn til BP Olie Kompagniet A/S, og i 1955 opkøbte de det gamle, danske benzin-firma Brdr. Jansen. Brdr. Jansen havde på det tidspunkt en markedsandel på et par procent, hovedsageligt i hovedstadsområdet. De havde netop købt en byggegrund i Nyropsgade og projekteret et stort parkeringshus med servicestation. Det projekt overtog BP.
Samme år købte Caltex det fynske selskab Schrøder & Schrøder, der havde tankstationer overalt på øen.
Året efter blev endnu en større, danskejet virksomhed solgt til et udenlandsk-ejet selskab. Det var 4K der solgte sin benzinforretning til Socony-Mobil Oil Company, det tidligere Vacuum Oil Company, som helt tilbage fra 1896 havde forhandlet smøreolie i Danmark. Socony-Mobil Oil ville ind på det danske benzin-marked og opkøbte 4K der solgte benzin under varemæket Stjerne-Benzin. 4K, Københavns Kul & Koks Kompagni A/S, var stiftet i 1909 og havde omkring 1940 opkøbt benzinfirmaerne Stjerne-Benzin og Nordisk Tanklager. Først i 1950’erne var der for alvor kommet gang i den forretning og man havde opkøbt flere selskaber bl.a. Rafallo Oil på Lolland-Falster og Aalborg Olie- og Benzin Kompagni. Det kneb dog med at håndtere den voksende benzinforretning, og de logistikkrav det stillede. Derfor slog man til, da Socony-Mobil meldte sig som køber.
Med opkøbene af Schrøder & Schrøder, Stjerne-Benzin og Brdr. Jansen så det ud til at de store multinationale selskaber var ved at etablere absolut monopol på det danske marked, men i slutningen af årtiet så et nyt danskejet, uafhængigt selskab dagens lys. Det var to jyder, Peder Lysgaard og Johannes Jensen, der i 1958 grundlagde selskabet Uno-X. Lysgaard havde i et par år forpagtet en Gulf-station i Herning, desuden solgte han dæk og smøreolie en gros. Jensen havde en tæppefabrik. De købte benzinen billigt på det såkaldte spot-marked. På spot-markedet handles der med overskudsproduktion fra raffinaderierne, der betales per leverance, ”on the spot”, uden langsigtede kontrakter. Første Uno-X leverance foregik lørdag d. 8. maj 1958 til salgsanlæg i Herning og Esbjerg. Uno-X prisen var 3 øre lavere end listeprisen på 88 øre og de solgte i starten kun en kvalitet, 87 oktan. De store selskaber solgte både regular (80-82 okt.) og super (90-92 okt.). Efter Herning og Esbjerg kom hurtigt anlæg i Vejle, Kolding, Aarhus og Odense
Eftersøgning i Danmark fortsætter.
I årene 1947-53 gennemførte det af Gulf Oil ejede DAPCO 18 eftersøgningsboringer i Danmark, som dog ikke resulterede i brugbare fund. I 1957 solgte Gulf Oil koncessionen til Standard Oil of New Jersey (Esso), som i de næste par år gennemførte 11 boringer, der også alle var tørre. De opgav bevillingen i sommeren 1959. Kort tid forinden, i 1958, havde Deutsche Erdöl Aktiengesellschaft rettet henvendelse til Ministeriet for offentlige Arbejder. De havde gjort oliefund i Holsten og ønskede at inddrage Sønderjylland i deres efterforskningsområde.
Skibsreder A.P. Møller hørte Deutsche Erdöls henvendelse omtalt i pressen og rettede på den baggrund, af nationale hensyn, henvendelse med sin bekymring ved at give koncessionen til tyskere. A.P. Møller var i forvejen engageret i oliebranchen, allerede i slutningen af 1920erne havde han påbegyndt opbygningen af en tankskibsflåde, der i begyndelsen af 1950erne var blandt verdens største uafhængige tankskibsflåder. A.P. Møller havde desuden i 1930, primært for at sikre sig olietransporter, investeret i et par udenlandske olieraffinaderier. I midten af 1950erne opført de et raffinaderi på Kløvermarken nær Prøvestenshavnen ved København, Pyrolyseværket, der fremstillede ætylen der indgik i produktionen af belysningsgas.
Henaf samtidig fandt Standard Oil of New Jersey og Royal Dutch Shells fælles efterforsknings og produktionsselskab i Holland, N.V. Nederlandse Aardolie Maatschappij (NAM), et stort gas-fund ved Gronningen. Fundet, der viste sig at være ét af verdens hidtil største gasfund, skulle blive en væsentlig årsag til at olieverdenens opmærksomhed rettedes mod Nordsøen.
Forandringer i det danske samfund.
Tempoet i det danske samfund steg markant efter Den Anden Verdenskrig. Den jævne, almindelige dansker begyndte så småt at drømme om at eje en bil, om måske endda en dag at kunne tage på bil-ferie.
For flere og flere blev drømmen til virkelighed, personbilernes antal fordobledes fra 1955 til 1960 og efterhånden opstod begrebet privatbilismen. De økonomiske gunstige tider, gjorde at forbruget generelt steg. Automobilet blev rygraden i forbrugersamfundet. Med den, forandrede også landskabet sig. Nye veje, broer og tankstationer blev anlagt. Og samtidig øgedes konkurrencen mellem olieselskaberne. Servicemandens uddannelse udvikledes gennem kurser og flere og flere detaljer i hans arbejdet blev fastlagt i direktiver og sat i system.
I 1953 indføres der ”fri hastighed” og i 1955 kom en nyrevideret færdselslov. I 1957 gennemførtes vejbestyrelsesloven, hvorefter hovedlandevejene og landevejene bestyredes af amterne mens bivejene bestyredes af kommunerne.
Den voldsomme forøgelse af antallet af biler i Danmark op gennem 1950erne, med deraf øget trafikmængde, betød en væsentlig forringelse af trafikafviklingen. Kødannelser på vejene blev mere og mere almindelige, især omkring de store byer. Men også ved færgeoverfarten Korsør-Nyborg var der lange ventetider, især ved højtiderne. Det medførte et stærkt stigende behov for nye og større veje, motorveje. I 1951 genoptog man anlægsarbejdet af de under krigen påbegyndte strækninger. I første omgang vejen mod Hørsholm. Og endelig, den 23. januar 1956 blev den første danske motorvejsstrækning indviet, 12 km fra Jægersborg til Brådebæk syd for Hørsholm. Året efter blev yderligere 6 km i nordlig retning indviet.
Overførselen af biler over Storebælt steg med eksplosionsagtig hast. Derfor bestemte man at oprette en helt ny færgerute, udelukkende beregnet til biltransport mellem Knudshoved og Halsskov. Den åbnede 28. maj 1957 med en ny bilfærge ”Halsskov”, der havde to bildæk og plads til 200 biler. Der åbnedes desuden to motorvejsafsnit i forbindelse med den nye færgerute. Der var dermed i alt 35 km. motorvej i Danmark.
Der var imidlertid også et stort behov for udbygning af de øvrige veje, så også de kunne klare den stigende trafik. Det resulterede i en række nye omfartsveje, mens eksisterende veje blev udvidet og reguleret. Asfalteringen af de danske veje tog også fart igen, og ved slutningen af 50’erne var størstedelen af de danske veje forsynet med fast belægning.
Den 16. marts 1956 meddelte forligsmanden at de igangværende overenskomstforhandlinger var brudt sammen. Resultatet var en omfattende strejke og lockout. Snart var 65.000 arbejdere ude i konflikt. Det særlige ved 1956-konflikten var, at Dansk Arbejdsmands Forbund etablerede konflikt over for sårbare områder som dagspressen og de store olieselskaber. Tankbilchaufførerne havde magt til at ramme samfundsmaskineriets vitale funktioner. Det var ikke kun de velståendes private bilkørsel, der blev standset. Uden de nøjsomt tildelte dispensationer, som Arbejdsmandsforbundets formand uddelte, ville skoler og hospitaler lukke, gartnernes drivhuse ville stå kolde, og landbruget ville mangle traktorbenzin til forårsarbejdet. Natten mellem den 12. og den 13. april vedtog den socialdemokratiske regering en ophøjelse af forligsskitsen til lov, og efter et par dage med storstrejke og demonstrationer vendte landet midt i april tilbage til normale tilstande.
