Udviklingen i den udenlandske og danske
olie- og benzinbranche
1940-1949

En ny verdenskrig bryder ud.

Den 1. september 1939 invaderede tyske tropper Polen og startede dermed en ny storkrig. For anden gang i løbet af et kvart århundrede stod verden i flammer. Verdens benzin og gummi produktion blev kanaliseret til krigsindsatsen, hvilket naturligvis medførte mangel i det øvrige samfund, med deraf følgende rationering. Fra 1942 var kun absolut nødvendig bilkørsel tilladt i Danmark. Kun ganske få fik tildelt benzin, resten måtte anvende gasgenerator. Generatorerne anvendte bio-masse som tørv eller træ som brændsel. Kørsel med heste blev igen et dagligdags syn. Den benzin man trods alt kunne skaffe, blev tilsat 20 pct. ætylalkohol eller benzol for at hæve oktantallet til et anvendeligt niveau. Oktantallet kom derved op på ca. 70. Blandingen med ætylalkohol farvedes grøn, blandingen med benzol farvedes rød. Efter krigen importeres fra de allierede, tetraetylbly-iblandet benzin, som blev farvet orange. Også den var på 70 oktan, og var umiddelbart efter krigen den eneste kvalitet der forhandledes.

Dansk-Engelsk Benzin og Petroleums Companys domicil, Shell-huset, blev den 10. marts 1944 beslaglagt af Gestapo og et år senere, den 21. marts 1945, blev det bombet af engelske jagerbombere.

Under krigen opstod der rygter om at Ravlins saltkerne fra efterforskningsboringerne ved Harte, havde været et falsum og efter krigens afslutning blev der iværksat en undersøgelse af påstandene. I 1948 konkluderede myndighederne at Ravlin sandsynligvis havde begået bedrageri overfor den danske stat. Det fik dog ingen konsekvens for Gulf Oils koncession, der var behæftet med en 10 års eftersøgningsfrist. Efter en revision af undergrundsloven i 1950 fik Gulf en ny 50 års bevilling.

Danmarks første motorvejslov.

I 1941 vedtog rigsdagen Danmarks første motorvejslov, om anlæg af en motorvej fra Rødbyhavn til Storstrømsbroen. Loven kunne ses som en del af den tysk inspirerede tanke om en motorvej, anlagt i fugleflugtslinie fra København via Lolland og Fermern til Europa (Neuropa) og Berlin. Året efter fulgte loven om anlæg af motorvej vest om København, samt udbygning af Hørsholmvejen til motorvej. Anlægsarbejdet på Rødby-Fermern overfarten påbegyndtes i 1941, men det var måske et ilde varsel, at spaden knækkede i hænderne på trafikminister Gunnar Larsen, da han skulle tage det første spadestik. Anlægsarbejdet stoppede ret hurtigt og blev først genoptaget efter befrielsen. Hovedsagligt på grund af efterkrigstidens materiale- og beskæftigelse situation blev ingen af projekterne fuldført før vi kom langt op i 1950erne.

Irak og Iran allieret med Tyskland.

Under krigen var både Irak og Iran allieret med Tyskland. Olieforsyninger fra de to lande var dog af vital betydning for de allierede og briterne og Sovjetunionen invaderede Iran for at sikre forsyningerne.  Shahen blev sendt i landflygtighed, og hans søn, Mohammed Reza Shah Pahlavi, indsat i stedet.

I nabolandet Irak gennemførtes et statskup i 1941. De nye magthavere, med Rashid Ali al-Gaylani i spidsen, allierede sig med aksemagterne og der udbrød kamphandlinger mellem Irak og Storbritannien som resulterede i en britisk besættelse af Irak.

Venezuela var under Den anden Verdenskrig den mest stabile leverandør af olie til USA og deres allierede. Det udnyttede landets president Isaías Medina Angarita da han i 1943 fik gennemtvunget en 50/50 deling af olieprofitten.

Freden giver øget efterspørgsel.

Med freden kom også øget efterspørgsel efter olieprodukter, specielt efter benzin i USA. I 1947 blev USA for første gang netto-importør af råolie, dvs. deres forbrug oversteg deres produktion. 25 år senere ville betydningen af det forhold fremstå med al tydelighed.

Genopbygningen efter 2. verdenskrig, samt urolighederne i forbindelse med dannelsen af nationen Israel, medførte umiddelbart stigende oliepriser. Men efterhånden som den billige olie fra mellemøsten trængte ind på det internationale oliemarked, førte det til vedvarende relative prisfald. Olieprisen forblev herefter, mere eller mindre, stabil, helt frem til begyndelsen af 1970erne. I den periode kontrollerede de store olieselskaber indvending, produktion og salg. Selv store oliefund gav ikke udslag i bratte prisfald.

Udvikling i international efterforskning og produktion.

I Irak genoptog IPC aktiviteterne, og selvom ejerkredsen var den samme, opsagdes Red Line-aftalen og man indgik en ny aftale hvor de geografiske begrænsninger The Red Line havde markeret, var udeladt. Det gjorde det muligt for Standard Oil of New Jersey og Socony-Vacuum at indtræde i ejerkredsen af Socal og Texas fælles Saudiske produktionsselskab. Det selskab havde i 1944 ændret navn fra CASOC til ARAMCO, Arabian-American Oil Company. Udvidelsen af ejerkredsen sikrede at ARAMCO kunne øge sin produktion, uden at destabilisere det internationale oliemarked. Nye oliefund og hurtig udvikling af raffinaderier og øvrige tekniske faciliteter i Saudi Arabien viste at ARAMCOs produktionspotentiale var enormt. Allerede i 1950 var ARAMCO næststørste producent i mellemøsten, kun overgået af AIOC. Samme år truede Kong Ibn Saud dog med at nationalisere ARAMCO og inspireret af den aftale de amerikanske selskaber få år forinden havde indgået med regeringen i Venezuela, pressede han selskabet til at indgå en 50/50-aftale. De amerikanske selskaber fik af den amerikanske regering en skattelettelse, svarende til det beløb de skulle betale til Ibn Saud. ARAMCOs hovedkvarter flyttedes fra New York til Dhahran.

Texas Company solgte sit markedsføringsapparat i Europa, inkl. Danmark, til Caltex. Texas havde hidtil udelukkende solgt amerikansk olie gennem deres europæiske markedsføringsapparat, men efter at Standard Oil of New Jersey og Socony-Vacuum var optaget i ARAMCO var det muligt for dem at sælge arabisk olie i Europa.

I Iran var modstanden mod de udenlandske selskaber vokset og de iranske myndigheder forsøgte at gennemtvinge nye forhandlinger om betingelserne i kontrakten med AIOC. Iranerne ville også have bedre vilkår, ex. 50/50-aftale. I 1948 etableres National Iranian Oil Company for at styrke landet position overfor AIOC.

Kuwait Oil Company begyndte at eksportere olie i 1946. Olien fra Kuwait var billig at producere og fandtes i rigelige mængder. Det gjorde det muligt for Gulf Oil at etablere et salgs-netværk i Europa.

I Sovjetunionen eftersøgte man intenst efter nye oliefund der kunne supplere de afsides beliggende og efterhånden overmodnede felter i Baku og Nordkaukasien. I 1949 lykkedes bestræbelserne, da man fandt, hvad der på den tid var verdens største kendte oliefelt, i Romashkino i den Tatarstanske Sovjetrepublik.

Også i Canada intensiverede man eftersøgningen, man havde en klar formodning om at der fandtes store mængder olie og gas i præriens undergrund og i tiden under og lige efter Den anden Verdenskrig fandt man relative store mængder i provinserne Alberta og Saskatchewan. Inden fundene producerede Canada kun 10 % af deres forbrug selv, men specielt fundet i Leduc, Alberta forandrede landets energi-situation markant og dermed deres samfundsøkonomi.

Flere multinationale selskaber udvidede deres eftersøgningsområder, til ex. Nigeria og Borneo og de første off-shore boreplatforme blev etableret i den Mexicanske Golf.

I løbet af 1940erne blev nye raffineringsprocesser udviklet, man begyndte at anvende catalytic cracking i stedet for thermal cracking. Catalytic cracking var billigere og mere effektivt.

Benzin-branchen i Danmark efter besættelsen.

Da besættelsen af Danmark ophørte, gik der kun en måned før amerikanske tankere sejlede ind i København med de første 1,4 mill. liter benzin. Alligevel måtte man så sent som 1947 søge om tilladelse til at køre på benzin. Først i 1949 nåede antallet af personbiler i Danmark op på førkrigs niveauet. Til sammenligning øgedes antallet af biler i samme periode i USA med 60 %.

I 1946 forhandlede de danske benzinimportører med prisdirektoratet. På grund af stigende omsætning nedsættes importørernes avance med 2 øre. Derimod fastholdes forhandlernes avance på 5 øre. Literprisen var på 60 øre.

Umiddelbart efter krigen fik man leveret benzin gennem Shaef, de allieredes styrkers hovedkvarter. Den var på 80 oktan, men hurtigt måtte man igen nøjes med benzin på omkring 70 oktan. Det betød ikke alverden for de mange førkrigs-biler der kørte på vejene, men efterhånden som der, trods importrestriktioner, kom nye modeller til landet, modeller udstyret med motorer med højere kompression, blev det nødvendigt at fremskaffe brændstof med højere oktantal

I de første år efter besættelsen var der udbredt mangel på først og fremmest benzin, men også på både arbejdskraft og reservedele. Den manglende arbejdskraft førte til øget lønudgiftsniveau for tankejerne og stationernes rentabilitet blev dermed forværret. At benzinen stadig var rationeret lagde naturligvis en dæmper på mulighederne for at øge omsætningen. Da rationeringen blev afløst af zoneordningen, der stadig indebar betydelige restriktioner i brugen af privatbiler, steg benzinforbruget til førkrigs niveau. Benzinafgiften blev i 1945 hævet til 34 øre og yderligere med 13 øre i 1948. I 1949 devaluerede briterne deres valuta og for at sikre den danske landbrugseksport, fulgte de danske politikere briterne og devaluerede kronen. Det medførte en stigning i importprisen på benzin og for at kompensere for det, nedsatte man benzinafgiften med 6 øre.

På den tid var etablering af et benzin-salgsanlæg en oplagt mulighed for den lille selvstændige automekaniker til at øge hans virksomheds omsætningen. Han ville blive en del af en landsdækkende organisation, med deraf følgende indkøbsfordele og reklame-kampagner. Men forretningsforbindelsen var som regel til størst fordel for olieselskaberne. For dem var optagelsen af den lille selvstændige automekaniker i deres organisation, en metode til at dele udgifterne til ekspansion i det geografiske markedsområde.

Opkøb og sammenlægninger førte til at flere danske selskaber i branchen ændrede navn. Således opkøbte Københavns Kul & Koks Kompagni A/S (KKKK, 4K) omkring 1940, benzinfirmaerne Stjerne-Benzin og Nordisk Tanklager og blev til 4K-Olie. I 1946 ændrede Alfred Olsen & Co A/S navn til Danish American Gulf Oil Co. A/S, og begyndte at sælge Kuwaitisk benzin i stedet for den sovjetisk benzin de havde solgt siden de havde overtaget Nafta i midten af 1930erne. Alfred Olsen & Co opkøbte flere af de tidligere selvstændige Nafta-grosistvirksomheder. Nogle af de selskaber havde under krigen forsøgt at klare sig igennem de dårlige tider, ved at sælge brændsel til gengas-generatorer. Nogle var sluppet fra det eventyr bedre end andre, men alle havde brug for ekstra kapital for at kunne stå sig i den skærpede konkurrence der fulgte, da der efter krigen atter kom gang i hjulene. Alfred Olsen & Co. overtog således i 1949 Østjydsk Benzin og Petroleums Aktieselskab, der kort efter krigen var blevet sammenlagt med Brdr. Jansens Eftf. (den tidligere Aarhus afdeling af Brdr. Jansen).

I forbindelse med at det amerikanske Taxas Company’s europæiske interesser blev overtaget af California Texas Oil Company Ltd. (Caltex) ændredes i 1947 The Texas Compagny A/S til Caltex Oil A/S.

Vejdirektoratet oprettes.

Vejdirektoratet oprettedes i 1949 som statslig myndighed under Ministeriet for offentlige arbejder. De fik i første omgang til opgave at administrere refusions- og vejfondsordningerne og føre tilsyn med, at amter og kommuner opfyldte deres forpligtelser med hensyn til drift og vedligeholdelse af vejene.