Optimisme i Danmark.
På trods af økonomisk krise og arbejdsløshed var der i 1930erne en optimisme, en tro på fremtiden og fremskridt, i store dele af samfundet, hvilket ikke mindst var gældende for benzin- og oliebranchen. Der kom stadig flere og flere biler i Danmark og anvendelsen ændredes fra skovtur og væddeløb til fritid og ferie.
I funktionalismens og modernismens tidsalder var teknik og måske i særdeleshed bilen og dermed til dels også benzin- og olie industrien, eksempler på kompromisløs håndtering af problemer, uden hensyntagen til tradition og historie. De udgjorde således en fremskridtsmarkør.
Det blev også nemmere at komme omkring: Arbejdet med at forbedrede belægningen på allerede eksisterende veje fortsatte og man påbegyndte en egentlig udbygning af vejnettet ex. anlagde man flere broer: Lillebæltsbroen, Storstrømsbroen, Oddesundbroen, og Guldborgsundbroen.
Lillebæltsbroen blev indviet i 1935.
Fartgrænserne hævedes fra 45 til 60 km/t på landevej og til 40 i byerne og den første egentlig bilfærge ”Heimdal” blev indsat på Storebælts-overfarten.
Tanken om anlæggelse af motorveje i Danmark blev debatteret. Der blev stillet konkrete forslag om linieføring. Mest omfattende var en rapport udarbejdet i 1936 af tre store private ingeniørfirmaer. Også fra offentlig side blev der arbejdet med emnet, således fremkom en trafikkommission under Ministeriet for offentlige Arbejder i 1939 med en betænkning. Men på trods af både debat og konkrete forslag gik der dog yderligere et par årtier inden snak blev omsat til handling. Man påbegyndte dog i 1937 anlæggelsen af Hørsholmvejen, dog kun som tosporet vej, men uden tilkørselsveje i niveau.
I 1939 passerede Danmarks benzinforbrug 350.000 tons, men optimismen fik en brat ende da en ny verdenskrig samme år brød ud. Selv om krigen ikke i første omgang involverede Danmark indførtes allerede i 1939 restriktioner for befolkningen. Som udgangspunkt blev privat bilkørsel forbudt. Benzin, brændsel og fødevarer rationeredes.
Klinisk præcisionsarbejde.
I løbet af 1930erne forandredes håndteringen og ikke mindst den visuelle markedsføring af benzin, i selskabernes kommunikation, fra snavset, primitivt håndværk til renvasket, funktionel videnskab. Benzin tillagdes nu de samme egenskaber som naturvidenskaben formidlede: målbarhed, orden, logik, tydelighed, rationalitet, fornuft.
Akvarel af Arne Jacobsen visende Texaco-tanken i Skovshoved
Benzin er en substans med en udtalt kemisk karakter som de fleste levende organismer ikke søger at have nærkontakt med. Lugten kan måske nok for nogle være tiltalende, men er næppe særlig sund. Væsken er gennemsigtig, yderst flygtigt og nærmest abstrakt i sammenligning med andre handelsvarer, der kan berøres og håndteres uden brug af tekniske redskaber. Selskaberne søgte gennem deres kommunikation til kunderne at skabe et mere håndterligt billede af benzin.
Benzinselskaberne brugte desuden tryghedsrelaterede værdier i deres kommunikation. For det at bilkørsel var livsfarligt, skabte et behov for tryghed. Frygten for motorstop var reel. Kondens eller is i karburator, et snavset fordelerdæksel, forkert karburatorindstilling eller forkert brug af choker, mere skulle der ikke til før motoren strejkede. Og forsøgte man at genstarte motoren uden først at have lokaliseret årsagen til motorstoppet, kunne man hurtigt løbe tør for strøm. Så det krævede et vist teknisk kendskab at køre bil. Det gav ansvar og var med til at give bilejeren en motoristisk identitet. Benzinselskaberne udgav regnskabsbøger hvori bilisterne kunne notere udgifter til brændstof, olie, smøring, olie m.m.: en kvittering på, at man levede op til sit ansvar som bilist.
Service-stationen.
Bilernes udbredelse medførte behov for service-værksteder. Det var nødvendigt at kontrollere og evt. efterfylde køleren. Om sommeren kunne vandet fordampe og om vinteren fryse. Begge dele ville føre til havari. Bilernes teknik forudsatte kontinuerligt vedligehold. En bil kunne have omkring 45-50 smørenipler der skulle rengøres og smøres med fedt for hver 1500 km.. Olieskift skulle udføres efter alle kunstens regler: Først skulle motoren køres varm, den gamle olie aftappes, renseolie påfyldes, motoren startes og køres en tid, renseolien aftappes og endelig kunne den nye, rene olie påfyldes. Et stort arbejde der krævede tid og stort kundskab. Det var et ansvarsfuldt arbejde, som nøje blev dokumenteret: dato og mængde blev noteret.
Servicestationen kunne også udføre mindre reparationer og justeringer. Det så flere selskaber som en mulighed i konkurrencen om markedsandele. Nogle anlagde udendørs smøregrav, andre tog skridtet fuld ud og udvidede stationsbygningerne med en smørehal, værksted og måske også en vaskehal. Man begyndte også at forhandle reservedele og tilbehør typisk, batterier og dæk. Det medførte behov for øget lagerplads. Man så derfor nu en ny type stationsbygning. Formet som en aflang kasse ofte udført i funkis-stil med fladt tag og store glasarealer. Nogle stadig med baldakin andre med halvtag understøttet af en pylon. Også pumperne forandrede sig. Elektriske pumper med meter udformet som et ur, det symboliserede standardiseret præcisionsarbejde. En klokke ringede for hver påfyldt liter, det skulle igen understøtte indtrykket af en ærlig handel. Selve pumpernes form blev også mere strømliniet for at matche de nye funkis-bygninger og var udformet så funktionen var åbenlys.
Benzinstationerne på denne tid adskilte sig på forskellig vis i forhold til det omkringliggende miljø, både ved bygningernes funktionalistiske udformning, standardisering af skilte, farver, belysning og anden udrustning. Selskaberne søgte at synliggøre stationerne maximalt. Stationsbygningerne var i de fleste tilfælde ikke standard typer, men individuelt konstruerede og dermed med plads til påvirkning og tilpasning efter lokale forhold.
Når produkt og pris er tilnærmelsesvis ens, bliver kundeservice et vigtigt konkurrence-parameter. I 1930erne udvikledes den lidt særprægede, militært inspirerede, omsorg for bilejerne: Servicemanden forventedes at bære uniform (nogle hvid, det gav en klinisk karakter), de mødte kunden med honnør og et imødekommende smil og stor grad af velvilje og hjælpsomhed. Uniformen gjorde at service-manden fremstod neutral, men stadig maskulin, i forhold til forskellige sociale befolkningsgrupper. Man henvendte sig ikke til bestemte kunde-segmenter, men appellerede så bredt som muligt. Dog var kunderne jo selvfølgelig begrænset til de relativt få der havde råd. Efterhånden som også den øverste middelklasse fik bil, anvendte nogle selskaber en marketingsstrategi der illuderede ”upper-class”, for netop at appellere til middelklassens ønske om at bevæge sig op af den sociale rangstige.
Placeringen af stationerne blev om muligt lagt ved de store landeveje der dengang stadig gik gennem byerne. De gav, i lighed med havnen og lufthavnen, de forbipasserende en vision om at rejse, måske til fjerne himmelstrøg.
Danmarks første undergrundslov.
I 1932 vedtog rigsdagen Danmarks første undergrundslov, der i al korthed fastslog statens ejendomsret til alle råstofforekomster i den danske undergrund. Endvidere bestemte loven, at staten kunne give eneretsbevilling til efterforskning og indvinding af råstoffer fra undergrunden. I 1934 fik amerikaneren Frederic Ravlin tilladelse til efterforskning og han iværksatte boringer i nærheden af Kolding. På betingelse af at han kunne fremvise fund af mindst ét af de råstoffer der var nævnt i undergrundsloven ville han få eneret til efterforskning og indvinding i 50 år. Et par måneder før fristens udløb fremlagde Ravlin en 17 cm lang saltkerne som dokumentation for et fund i undergrunden ved Harte nær Kolding. Ravlin fik koncessionen og oprettede efterfølgende selskabet Danish American Prospecting Company (DAPCO) som han kort tid efter solgte til Gulf Refining Company (datterselskab af Gulf Oil).
Amerikaneren Fred Ravlin nr to fra højre, omgivet af hans folk.
Aktiebevis fra Danish American Prosperting Co.
Høj-oktan benzin introduceres i Danmark.
Kravet til oktantallet for et almindeligt automobil steg. Man hævede tallet på forskellig måde: Dels ved forbedrede raffineringsmetoder, dels ved tilsætning af forskellige additiver. Fx ætylalkohol, benzol eller, som oftest, tetraætylbly (TEL). De tre store benzinselskaber begyndte i 1933-34 at sælge høj-oktan benzin i Danmark, eksempelvis introducerede DDPA i september 1933 ethyl-blandet benzin i Danmark under varemærket Esso. Alm. Benzin havde 66-67 oktan, høj-oktan havde 75-77. DDPA havde tidligere anvendt Esso-mærket til en benzol-blandet benzin-kvalitet.
Både i Danmark og i udlandet eksperimenterede man meget med at finde erstatning til benzin, dels af frygt for at olien skulle slippe op men ikke mindst af valutahensyn. Bl.a. eksperimenterede De Danske Sprit Fabrikker med at tilsætte sprit til benzinen. Andre eksperimenterede med at udvinde benzin af træ, tørv og græs.
Overproduktion og prisfald.
Regulering af oliebranchen havde længe haft politikernes bevågenhed men i 1930erne blev olie politiseret i hidtil uset grad.
De store oliefund i slutningen af 1920erne i USA havde resulteret i kraftigt prisfald. For at kompensere for det, satte nogle selskaber produktionen op og frygten for oliemangel blev erstattet af overproduktion. Samtidig forårsagede børskrakket i 1929 og den efterfølgende økonomiske krise, en lavere stigningstakt i olieforbrug og efterspørgsel, hvilket fik prisen til at falde yderligere. De amerikanske politikere indførte da et kvotesystem, administreret af Railroad Commission of Texas, for at regulere udbudet og dermed prisen. Og efterhånden lykkedes det at stabilisere udbudet på et niveau der matchede efterspørgslen og dermed kom prisen op på et lidt højere, men stabilt niveau.
Også andre steder i verden rettede politikerne blikket mod oliebranchen. I midten af 1930erne gjorde mexicanske olie-arbejdere oprør mod de udenlandske selskaber og det endte med at produktionen blev nationaliseret. USA, Storbritannien og Holland boykottede herefter den mexicanske olie. Først da betalte Mexicanerne modvilligt erstatning til de oprindelige ejere. Boykotten blev dog først hævet som følge af fredsforhandlinger efter Den anden Verdenskrig. Den mexicanske stat etablerede et selskab til at videreføre olieproduktionen Petróleos Mexicanos, Pemex. Det fik monopol på aktiviteter i hele værdikæden, fra efterforskning til retail-salg.
De store multinationale selskaber rettede efterfølgende deres opmærksomhed mod Venezuela, hvor de, for at undgå nationalisering, indgik aftaler der var særdeles fordelsagtig for Venezuelas regering.
Olien udgjorde i 1935 90 % af den samlede venezuelanske eksport.
I første halvdel af 1930erne foregik der intense forhandlinger om revision af betingelserne for APOCs koncession i Iran. Pga. de internationale konjekturer faldt Irans olieindtægter og landet ønskede bedre vilkår; bl.a. 25% af aktierne i APOCs iranske aktiviteter og desuden højere royalties. Storbritannien sendte krigsskibe til den Persiske Gulf og sagen blev taget op i Folkeforbundets Sikkerhedsråd, der rådede parterne til at løse konflikten ved forhandling. Ved Shahens mellemkomst løstes konflikten og koncessionen blev forlænget. I 1935 ændrede Persien sit officielle navn til Iran og samme år skiftede APOC-selskabet navn til Anglo-Iranian Oil Company (AIOC).
Detail-benzinsalget i Danmark.
Et relativ lille antal selskaber stod reelt for det meste af benzinsalget i Danmark. DDPA, DFOK og Dansk-Engelsk var de store spillere, alle reelt datterselskaber af internationale virksomheder. Mindre, men dog efterhånden med anselige markedsandele, var Nafta og Brdr. Jansen. Nafta, i daglig tale af konkurrenterne kaldet Russerne, opererede i Danmark på to fronter: Dels gennem AB Nafta Syndikat i Hälsingborg, dels gennem det statsejede russiske selskab Sojusneft. Det svenske Nafta Syndikat leverede direkte til bl.a. Brdr. Jansen, Sojusneft leverede til forskellige mindre grossister overalt i Danmark. I 1938 havde Brdr. Jansen ca. 200 tankstationer fordelt over hele landet og forhandlede både benzin, petroleum og brændselsolie. Københavnerafdelingen havde Importlager på Syrefabriksvej i Kastrup, Aarhus-afdelingen på Søren Frichsvej i Åbyhøj. Aarhus-afdeligens leder Sigfred Jansen døde i 1930 og afdelingen blev derefter en overgang i drevet sammen med Korn- og Foderstof Kompagniet, men blev i 1937 overtaget af Carl Gustav Christensen, tidligere direktør for en eddikefabrik i Randers, som i forvejen havde købt Nafta-grossistvirksomheden Østjydsk Benzin og Petroleums Aktieselskab i Aarhus.
Også herhjemme havde benzinsalget politiske undertoner. Sovjetunionen søgte at destabilisere vestens økonomi ved at sælge bl.a. olie og benzin til dumpingpriser. De selvstændige grossister fik benzinen leveret fra nogle mindre russiskejede havneanlæg, hvortil russerne leverede fra anlægget i Hälsingborg. De danske grossister ejede selv deres salgsanlæg. Et sådant arrangement var naturligvis kostbart og i begyndelsen 1930erne havde kommunisterne fået andre ting at bruge deres rubler på og ønskede at trække sig ud af det danske benzinmarked. Det blev Alfred Olsen & CO og Gulf Oils chance, de købte gradvist størstedelen af Nafta-organisationen i Danmark og Sverige. Stationerne forsatte dog en tid med at sælge under Nafta-mærket og fik også stadig benzinen fra russerne via Hälsingborg, men deres leveringsdygtighed var stærkt reduceret og efterhånden overtog Gulf leverancerne.
I 1932 begyndte DDPA af hensyn til den danske handelsbalance at importere sine varer fra England. Indtil 1931 anvendte DDPA varemærket Pratt til deres tankstationer i Danmark, derefter hed de Standard og i 1939 skiltede de alle stationer om til Esso. DDPA havde hidtil anvendt Esso som varemærke for ethyl-holdigt benzin, nu blev det DDPAs varemærke for hele benzin-sortimentet. Esso-varemærket var en udløber af 1911-højsteretsdommen der tvangsopløste Standard Oil trusten. De selskaber der som følge af dommen havde fået geografisk begrænset eneret til at anvende navnet Standard Oil, både i firmanavn og i markedsføringen af deres produkter, havde alle hurtigt udvidet deres marked, rent geografisk. De havde med andre ord bevæget sig ind på de andre Standard Oil-selskabers enerets-områder. Derfor måtte de her, hver især, anvende andre varemærker end Standard Oil. Standard Oil of New Jersey havde i 1911 fået rettighederne på østkysten og valgte derfor et varemærke der indikerede det, Eastern State Standard Oil, forkortet Esso. Flere af de andre Standard Oil-selskaber, først og fremmest Kentucky og Ohio (Kyso og Sohio), modsatte sig dog New Jerseys brug af Esso-varemærket, da de mente udtalen af navnet lød som udtalen af forkortelsen for Standard Oil og derfor var i modstrid med 1911-dommen.
Ikke langt fra hvor Shell havde etableret Danmarks første tankstation i 1913 opførte selskabet i 1934 nyt, stort domicil på dæmningen ved Skt. Jørgens Sø, Shellhuset.
Gulf og Socal sætter Kuwait, Saudi Arabien og Bahrain på verdenskortet.
Gulf Oil Corporation spredte sig i de kommende år ud over hele verden i deres søgen efter nye oliefund. De var med til at udvikle den sydamerikanske olieindustri i Colombia og Venezuela og i begyndelsen af 1930erne søgte de at komme ind i kampen om den arabiske olie. Kuwait havde haft meget tætte forbindelser til Storbritannien, også inden Den Første Verdenskrig. Som modydelse for at Storbritannien hjalp med at forsvare landet mod øget kontrol fra Osmannerne, havde briterne fået en fortrinsret til landets naturresurser. Briterne anså Kuwait som en del af Det Britiske Imperium og af samme grund lå Kuwait uden for Red Line. Gulf havde for at omgås denne britiske fortrinsret, allieret sig med en britisk statsborger, Frank Holmes. Han havde gennem tiden personligt forhandlet olie-rettigheder med flere arabiske magthavere og var blandt arabere kendt som “Abu Naft” (the Father of Oil). Men APOC ville ikke anerkende det arrangement, og gjorde krav på Kuwait-koncessionen. Striden endte med at Gulf og APOC i 1933 etablerede et joint venture-selskab: Kuwait Oil Company. Det selskab fandt olie i 1938, men på grund af Anden Verdenskrig kunne man ikke begynde produktionen før 1946.
I begyndelsen af 1930erne etablerede en ny stor aktør sig på det internationale marked. En aktør der stod uden for de store aftaler, Achnacarry og Red Line, Standard Oil Company of California (Socal). De havde erhvervet koncessionen for Bahrain og fandt i 1932, gennem datterselskabet Bahrain Petroleum Company (BAPCO) olie her. Samme år erhvervede de koncessionen for Saudi Arabien og oprettede datterselskabet California-Arabian Standard Oil (CASOC).
De tre selskaber, der kontrollerede verdensmarkedet, Standard Oil of New Jersey, APOC og Shell, forsøgte forgæves at lave en aftale med Socal. Sidstnævnte var, på trods af de store oliefund, dog i et lidt vanskelig situation, da de havde ikke noget marked uden for USA. De indgik derfor i 1936 et kompagniskab med Texas Company. De to oprettede et fælles selskab der fik navnet California Texas Oil Company (Caltex). Texas havde i forvejen et veletableret salgs- og markedsføringsapparat i Europa, Kina, Australasien, Afrika. Derfor var aftalen med Texas skelsættende, for nu havde Socal og Texas tilsammen både råolie, raffineringsfaciliteter og marked. I 1938 styrkede de deres position yderligere, da de gjorde store fund nord for Dhahran i den østlige del af Saudi Arabien.
Interessen for olie spredte sig til flere områder i mellemøsten, efterhånden som mulighederne i de traditionelle erhverv som perlefiskeri og handel, blev mindre. På det grundlag kunne IPC, der jo altså var gået klip af Kuwait, Bahrain og Saudi Arabien, i 1936 erhverve koncession for det lille emirat Abu Dhabi.
Produktionsstart i Irak forhales.
Under 1930ernes økonomiske depression faldt efterspørgslen efter olie og for ikke at øge udbudet forhales udviklingen af den Irakiske olieindustri af en del af ejerkredsen; APOC, Shell og SO. De havde rigelig adgang til råolie uden for Irak og foretrak at holde den Irakiske olie i reserve. Men endelig i 1938 kunne Irak begynde at eksportere olie.
Stor fusion.
Opkøb og sammenlægninger var kendte fænomener i oliebranchen, som regel foregik det ved et stort selskab overtog et mindre, men i 1931 fusionerede to af branchens større virksomheder og skabte dermed verdens dengang tredje største olieselskab. De to selskaber var Standard Oil of New York (Socony) og Vacuum Oil Company, herefter var navnet Socony-Vacuum.
Benzinafgiften rundede i 1932 de 10 øre.
