Mandens nye rolle: Motormand.
Med den moderne verdens indtog, forsvandt også den traditionelle manderolle. Teknikken overflødiggjorde mandens fysiske styrke. Men bilen gav manden mulighed for en ny identitet. En ny rolle i det moderne, industrielle samfund. Bilen var således langt mere end et transportmiddel. Den kunne mere end at flytte mennesker fra A til B. Den kunne levere store mængder af rationalitet, kontrol og ansvar i en samlet pakke. Maskuliniteten flyttede ind i bilen.
Det kan i dag være svært at forestille sig hvilken højtidelig status det dengang var forbundet med at eje og køre bil (og at tanke benzin), men mon ikke de fleste med kørekort, har følt en lille smule stolthed, den allerførste gang de selv kørte hen på tanken for at fylde brændstof på bilen. I fuld offentlighed, som på en scene, alle kunne se at man nu tilhørte gruppen af mennesker med kørekort. Benzinpåfyldningen var en sceneoptræden, et ritual. I 1920erne var denne følelse mange gange større.
Fra kantsten til ”sitting dog”.
Mange af de første tankanlæg blev opført umiddelbart ved kørebanen, ved kantstenen og efterhånden som bilernes antal steg, forårsagede kantstens-pumperne kø på vejen, af bilister der ventede på at få tanket. Ydermere var risikoen for påkørsel af pumperne overhængende. Løsningen var at flytte placeringen af pumperne et stykke fra gaden. Via en indkørsel, typisk belagt med jord eller grus, kunne bilerne så køre ind til pumpen
Efterhånden som bilerne i løbet af 1920’erne, blev lukkede og derfor også blev brugt i dårligt vejr, steg behovet for at kunne tanke i beskyttelse for vejrliget. Nogle tankstationer anlagde derfor en skrånende baldakin eller et skærmtag i forlængelse af stationsbygningens tag, ofte understøttet af to stolper. Dermed var den klassiske ”sitting dog”- tankstationsbygning introduceret. Bygningen indeholdt typisk foruden lagerrum, et WC, et opholdsrum for personalet og et kontor.
De første stationsbygninger var opført uden andre hensyn end nyttevirkningen og brandsikkerhed. Selvom andre funktioner senere er blevet føjet til tankstationerne, er bygningens identitet stadig bundet op på dens primære funktion. Når denne funktion ophører, er bygningen intet og den nedbrydes som regel hurtigt derefter. Modsat andre af samfundets servicebygninger, ex kan en kirke, en bank eller et bibliotek stå ubenyttet hen i årtier uden nogen tænker på at nedbryde den.
Udover salg af benzin og smøreolier tilbød flere og flere forskellige gratis ydelser, services. Tankpasseren tjekkede olien, efterfyldte køleren, pumpede dækkene og rengjorde forruden.
Stationerne var typisk placeret på de store gennemkørselsveje gennem byerne men efterhånden også uden for byerne, langs landevejene.
Antallet af tankstationer voksede med forholdsvis større hast end antallet af biler dvs. antallet af biler pr tankstation blev lavere og lavere, konkurrencen øgedes om bilisternes gunst.
Mange mente at der var alt for mange tanke, både ud fra æstetiske årsager og men ikke mindst ud fra hensyn til brandfaren. Der var en del brande der var opstået i forbindelse med tankning, derfor udformede justitsministeriet skærpede sikkerhedsregler for betjening af benzintanke i 1926. Eksempelvis var der opstået en brand i 1925 da en mand tankende en motorcykel ved tanken på badehotellet ved Snoghøjs gård. Benzindampe var blevet antændt af motorcyklens karbid-lygte. Der var også flere tilfælde hvor gadetankene var blevet påkørt.
Tankmændene var kendt for deres venlige og høflige optræden, men ikke for hurtighed i vendingen, de burde have vand parat i en kande, byttepenge i lommen og kvittering parat, mente flere og flere kunder. Benzinforhandler sammenslutningen stiftes december 1926.
Selskabernes markedsføring.
Nogle selskaber brugte bygningerne til at skabe en ”company identity” som et værktøj i den stadig øgede konkurrence. Man ønskede at fremstå som en moderne, pålidelig virksomhed med fokus på kvalitet, service, renhed, ærlighed. Frem for alt repræsenterede de dog mobilitet. Det kunne være svært at overbevise potentielle kunder om det reelle i netop deres produkt, når varen stor set var mage til konkurrenternes, men desuagtet blev lovprist som værende ikke så lidt mere økonomisk og langt mere effektiv. Også pumpernes farve og design indgik i selskabernes marketings strategi. Mange pumper var øverst udstyret med en kuppel med selskabets logo og pumperne var malet i bestemte farver så bilisterne kunne kende dem på anstand. Også på skilte og bygninger begyndte man at anvende farver der identificerede selskabet fx indførte Shell, da de begyndte at opbygge et salgsnet i Californien farverne gul og rød, Spaniens nationalfarver, da der var mange californiere med spanske rødder.
Først var benzinselskabernes logo udelukkende placeret på bygningen og som nævnt, på pumpestanderen. Senere blev bomærket også opsat så det var synligt fra vejen, typisk hængende på en stang. Selskaberne var meget opmærksomme på skiltenes visuelle virkemidlers effektivitet. Kunne bilisterne se og genkende dem dag og nat?
Man annoncerede også for andre produkter end benzin på salgsstedet. Ved hjælp af skilte malet på væge, emaljeskilte monteret på bygningen eller hængende fra disse, firmanavne og logoer malet på vinduer, plakater osv. anbefaledes ex motorolie og frostsikret kølervæske, ofte af et andet fabrikat end benzinleverandøren. Og ofte til irritation for dem der i forvejen var fortørnet over opstilling af dunke, salgskurve og kasser og andre elementer vi i dag betragter som fast inventar i bybilledet. Som svar forsøgte selskaberne at integrere tankstationerne i det omkringliggende miljø for at opnå en større accept hos lokalbefolkningen m.h.t. brandfare og støj.
For at undgå markedsføringsmaterialerne for konkurrerende selskaber, der jo ville neutraliserede hinanden, søgte producenterne at få eneret til salg af deres produkter på et givent salgssted.
Gennem reklame i aviser og blade, søgte selskaberne i 1920erne at skabe et billede af olie og benzin som et naturligt produkt. De søgte at gengive en harmoni mellem, både produktion og forbrug af, olie og naturen. Selskaberne benyttede i deres kommunikation en retorik hvor man søgte at fremstile en sammensmeltning mellem den naturlige og den tekniske verden. Det forudsatte at opfattelsen af natur var baseret på et naturvidenskabeligt grundlag.
Selskaberne betonede ofte olie og benzins renhed i deres reklamer. Men der fandtes ingen undersøgelser der påviste en sammenhæng mellem olie og benzins renhed og dens funktion. Man fremviste i al fald ikke videnskabelige resultater, men fremhævede blot benzinens renhed. Brun benzin ville sikkert fungere lige så godt. Samme sag som blegemiddel i toiletpapir og kaffefiltre. Af samme grund ville brun-malede tankstationer være svært at forstille sig. Den kridhvide fremtoning formidlede indtrykket af noget friskt og sundt.
Den massive markedsføring af de store internationale varemærker gjorde det svært for små, uafhængige, nationale selskaber at tiltrække turister og andre rejsende, der føler sig tiltrukket af et kendt og respekteret varemærke de kendte derhjemmefra. Standard Oil havde dog forskellige navne til deres benzin i de europæiske lande i Danmark hed den således Pratt, i Tyskland Dapolin og i Norge Tiger, men de brugte ens logo og farver.
De multinationale etablerer sig i Danmark.
Da forsyningssituationen efter Den Første Verdenskrig havde normaliseret sig, begyndte Det Danske Petroleums Aktieselskab (DDPA) og Dansk-Engelsk Benzin & Petroleum Co. hver for sig at opbygge et landsdækkende net af depot-, lager- og salgsanlæg. Som tidligere nævnt åbnede en Shell-tank ved Københavns Automobil Central i 1913 og den 9. august 1920 åbnede Valdemar Nielsen den første DDPA-tank på det gamle jernbaneterræn ved Gl. Kongevej, lige ved broen ved Paladsteatret. Det var første station med nedgravede tanke. Når man kørte ind, direkte fra gaden, for at tanke sin vogn, kunne man kun se de to skinnende røde tårne.
Efter at have fået en henvendelse fra British-Mexican Petroleum Company, dannede Landmandsbankens direktør, Etatsråd Emil Glückstadt et lille oliesalgsselskab i 1919. Han indsatte K.V. Tersling, Charles C. Dix som direktører og de to lagde i starten også navn til virksomheden som hed Dix & Tersling. De første par år var selskabet præget af omskiftninger, allerede i 1920 ændredes navnet til Det Forenede Olie Kompagni A/S, DFOK, sandsynligvis efter en idé fra direktøren for Det Forenede Dampskibs-Selskab; DFDS, Kay Reinhard, der havde sæde i bestyrelsen. Året efter skiftede man leverandør til Anglo Persian Oil Company, APOC, der samtidig overtog 50 % af aktierne i selskabet. I 1924 overtog Percy Ipsen ledelsen og i 1929 solgte Landmandsbanken sine aktier i DFOK til APOC som dermed ejede næsten 90 % af aktierne. APOC havde under Den Første Verdenskrig overtaget varemærket BP som de også benyttede i Danmark. Også DFOK opbyggede et landsdækkende net af salgsanlæg og tilsammen havde de tre noget der lignede et monopol med deres farvestrålende pumpestandere: DDPAs røde Pratt, Dansk-Engelsk gule Shell og DFOKs blå BP. I begyndelsen koncentrerede hvert af de tre firmaer sig om hver deres kategori i detail-leddet, DDPA havde købmændene, Dansk-Engelsk Benzin & Petroleum Co. mekanikere, smede og autoforhandlere og DFOK havde brugsforeningerne. DDPA havde med amerikanske Standard Oils pengetank i baghånden en økonomisk styrke der gjorde at de egenhændigt kunne fastsætte prisniveauet. Det benyttede de sig af og indledte en hård priskrig i 1923. i løbet af året nedsatte de prisen fra 39 øre pr liter til 34 øre, i 1926 kom den helt ned på 27 øre. Prisen var differentieret, både geografisk og efter kundernes vigtighed. Benzinen var således 4 øre dyrere på Bornholm end i København og der blev ydet rabatter på op til 7 øre til de store kunder. DFOK og Dansk-Engelsk fulgte efter DDPA både prismæssigt og med at udbygge salgsnettet. Men det var dyrt, alene en pumpestander kunne koste op til 3000 kr., så krigen var udmarvende.
Også andre internationale virksomheder forsøgte at få fodfæste i Danmark bl.a. opbyggede Sinclair et mindre net af grønne pumper.
Det var svært for danskere uden forbindelse til de store internationale selskaber, at skabe en forretning af bare mellemstørrelse. Men i næsten hver eneste provins-købstad eller stationsby prøvede driftige mænd at starte en olie eller benzin-grosserer-virksomhed. De der viste sig levedygtige, blev opkøbt af et af de store selskaber. Det lykkedes bl.a. for Brødrene Jansen, der først i tyverne forhandlede Galizisk benzin og Dansk Olie og Benzin Import (DOBI) der forhandlede rumænsk benzin. DOBI opkøbes dog allerede i 1926 af DFOK, som senere også overtog Det Danske Benzin Compagni A/S i Herning. DOBI var etableret 1922 af grosserer Carl J. Bertilsen og havde hovedlager på Søren Frichsvej i Aarhus. De havde filialer, deporter og 80 store og moderne salgsanlæg fordelt over hele Fyn og Jylland. Brdr. Jansen opbyggede, i lighed med de store, et landsdækkende salgsnet, ekspansionen foregik dog i et noget langsommere tempo. De havde leveringsaftale med flere selskaber bl.a. det tyske Allgemeine Ölhandelsgesellschaft, Oelhag.
I 1921 etableredes The Texas Compagny A/S i Danmark. Virksomheden erhvervede Det Danske Kulkompagni (DDK), De Forenede Kulimportører (DFK) og Københavns Brændselskompagni (KBK). Foruden at fortsætte de opkøbte virksomheders drift, introducerede de Texas Companys motorolier i Danmark under varemærket Texaco.
Alfred Olsen & Co kom i 1924 i økonomiske vanskeligheder og solgte 67 % af aktierne til det multinationale smørreoliekartel SAIC (Société Anonyme d´Armement, d´Industrie et de Commerce, Antwerp), der igen kontrolleredes af det amerikanske The Gulf Refining Company. Dermed var endnu en af de helt store aktører på det internationale marked trådt ind på det danske marked, om end Gulf, i lighed med Texaco og Vacuum, i de første år i Danmark koncentrerede sig om smøreolie.
Danmarks første færdselslov.
Den 1. maj 1923 fik vi på initiativ af bl.a. amtsrådene den første egentlige færdselslov, som sammenskrev de forskellige politivedetægter, bestemmelser og forordninger med motorloven af 1921. 1923-loven havde dog også flere nyskabelser bl.a. obligatoriske baglygter og afvisning ved drejning.
Blyholdig benzin introduceres.
I takt med den tekniske udvikling øges kompressionsforholdet og dermed kravet til benzinens evne til at modstå tryk og temperatur. Den Første Verdenskrig havde for alvor bragt fokus på denne evne. I krigen havde man for første gang brugt benzindrevne forbrændingsmotorer under intensive forhold. Ikke blot forsyningssikkerheden, men også pålideligheden havde været af vital betydning. Man havde konstateret at der var stor forskel på benzinens evne til at modstå tryk og temperatur, tilsyneladende afhængig af råoliens beskaffenhed. Den benzin der modstod varme og tryk dårligst selvantændte, hvilket førte til tændingsbankning og deraf følgende ringere effekt og øget belastning af materiellet. Både de krigsførende landes luftforsvar, olieselskaberne og nogle bilfabrikker begyndte at forske i en løsning. Efter krigen forsatte forskningen bl.a. hos General Motors, hvor to ingeniører, Thomas Midgley Jr. og Charles F. Kettering, undersøgte over 30.000 forskellige substanser bl.a. arsen, svovl og bly. Den 9. december 1921 afprøvede de et stof der skulle vise sig at have de egenskaber man søgte: tetraethylbly (TEL). Ganske vist bevirkede tilsætningen af stoffet, kraftige blyaflejringer på ventiler og i forbrændingskammer, men da man havde løst det problem, ved hjælp af endnu et additiv, var opgaven løst. Sammen med Standard Oil etablerede GM selskabet Ethyl Gasoline Corporation, det var dog Du Pont Corporation der stod for selve produktionen af det nye additiv, som i årene fremover blev anvendt af de fleste olieselskaber. TEL var særdeles giftigt og allerede første produktionsår døde flere arbejdere både hos DuPont og på diverse olieraffinaderier. Atlantic og Sun havde inden introduktionen af TEL lanceret høj-oktan-benzin, fabrikeret ved hjælp af forbedret raffineringsmetoder. Det var derfor til dels af konkurrencehensyn at TEL blev lanceret, uden man havde løst problemet med blyforgiftning. Selskabet Amoco (opr. Standard Oil Company of Indiana) vedblev i de øst- og sydlige områder af USA at sælge blyfri benzin (endog i perioder med et oktantal over 100) helt frem til TEL blev udfaset i 1970erne.
I 1926 udarbejde en ingeniør, Graham Edgar, ansat ved Ethyl Gasoline Corporation, en skala, hvorefter man kunne aflæse en benzins evne til at modstå tryk og temperatur. Han brugte to kulstofforbindelser, n-heptan og iso-oktan, som yderpunkter i skalaen. Begge kan anvendes som brændstof, men den første vil under alle forhold selvantænde og dermed forårsage bankning, hvorimod sidstnævnte aldrig vil selvantænde. Når han blandede de to forbindelser og sammenlignede med en benzin der havde samme evne til at modstå tryk og temperatur, blev iso-oktanens andel af blandingen udtryk for benzinens kvalitet dvs. oktan 100 havde samme egenskaber som iso-oktan.
I 1929 kunne man til et almindeligt automobil klare sig med benzin med et okantal på 55.
Nye store oliefund.
1920erne bragte ekspansion på alle områder. Efterspørgslen på benzin steg med udbredelsen af bilen. Efterspørgslen steg betydelig mere end fremkomsten af nye reserver, hvilket efterhånden førte til en frygt for at verden ville løbe tør for olie. For at modvirke denne frygt og deraf kraftigt stigende oliepriser, søgte man gennem skattelovgivningen i USA at stimulere efterforskning og indvending af olie. Det løftede aktivitetsniveauet og hvilket sidst i tyverne resulterede i store fund i Oklahoma, Californien og Texas.
Også uden for USA blev der i 1920erne fundet nye, store oliereserver, navnlig i Sydamerika og Mellemøsten. Desuden førte ny teknik til at olie-boringer og raffinering blev effektiviseret.
Stor international aftale indgås.
Calouste Gulbenkian, kaldet ”Mr. 5%” da han som den eneste erhverved e en personlig andel af ejerskabet i TPC.
Et af resultaterne af Den Første Verdenskrig var Det Osmanniske Riges opløsning og på San Remo konferencen i 1920 skulle det fremtidige ansvar for den mellemøstlige del af det tidligere imperium placeres. Syrien og Libanon kom under fransk mandat, Irak og Palæstina under britisk mandat. Vedrørende aktiefordelingen i Turkish Petroleum Company (TPC) blev man på konferencen enige om at Frankrig skulle overtage Deutsche Banks aktieandel og Irak skulle tildeles 20 %. USA, der på konferencen kun havde haft status af neutral observatør, fik ingen aktier og følte sig forbigået. Man krævede at få adgang til mellemøstens olie og henviste til den udenrigspolitiske Open Door-doktrik, der gik ud på at alle lande skulle have lige adgang til et marked. USA, dvs. olieselskaberne, bakket op af regeringen, pressede på for at få genforhandlet aftalen. Briterne forbød simpelthen amerikanske olieselskaber at eftersøge i Irak, der jo nu var under britisk mandat. En diplomatisk krise mellem USA og UK var resultatet. Både omkring olieresurserne i mellemøsten, men mere grundlæggende, også om hvilke rettigheder man havde som mandat-forvaltende nation. Det var USA’s synspunkt at man havde kæmpet og vundet sammen som allierede og derfor også skulle dele de fordele krigens resultat gav.
De amerikanske olieselskaber var i en meget stærk forhandlingsposition. Deres position på det internationale oliemarked var dominerende. Hvis de trak sig fra eksport markederne, ville der opstå akut oliemangel.
Det lykkedes USA at få genåbnet San Remo-aftalen, og i 1924 var man klar til at indgå en ny aftale, men Gulbenkian var ikke enig med de øvrige omkring den økonomiske konstruktion af selskabet. For at udgå at betale dobbelt-skat havde amerikanerne fået gennemført at TPC skulle registreres som et non-profit-selskab, hvor investorerne aftog deres pro-rata mængde olie til kostpris. Selskaberne skulle så indføre råolien i deres respektive organisationer, for efterfølgende at generere profit på transport, raffinering og detailsalg. Men Gulbenkian havde i modsætning til selskaberne ingen raffinering og markedsførings organisation og var derfor udelukkende interesseret i at TPC som selskab skulle genere maksimum profit. Først i 1928 nåede man til enighed. Løsningen blev, at de øvrige selskaber løbene skulle købe Gulbenkians pro-rata mængde råolie (og oven i kostprisen betale ham hvad der svarede til raffinerings-profitten). TPC blev efterfølgende indregistreret som et non-profit selskab med hovedkvarter i London
Alle parter i forhandlingerne havde støtte, diplomatisk og økonomisk, fra deres respektive regeringer, kun Gulbenkian forhandlede på egen hånd.
I mellemtiden havde TPC erhvervet koncession og i 1927 fundet en stor kilde ved Kirkuk i det nordlige Irak. I 1928 indgik man endelig en ny international aftale, den blev kendt som The Red Line Agrement. For at præcisere den geografiske begrænsning af aftalen havde Gulbenkian tegnet en rød line på et kort, heraf navnet på aftalen. Efter den fik hver af følgende parter 23.75%: D’Arcy Exploration Co (Anglo-Persian Oil Company (APOC)), Anglo Saxon Petroleum Co. (Royal Dutch Shell), Compagnie Française des Pétroles (CFP) og Near East Development Corporation (NEDC). De sidste 5% fik Participations & Investments, Ltd (Calouste Gulbenkian). Irak fik intet. Året efter ændres navnet TPC til Iraq Petroleum Company (IPC). CFP var etableret til formålet af den franske regering og NEDC var et konsortium bestående af fem amerikanske selskaber (Standard Oil of New Jersey (SO), Standard Oil Company of New York (Socony), Gulf Oil, Pan-American og Atlantic, de tre sidstnævnte solgte dog deres andele inden 1934. Oprindeligt (1921) havde Texas Co og Sinclair også været med, men de forlod hurtigt NEDC-gruppen efter forhandlingerne med TPC begyndte i 1922. Inden for NEDC var fordelingen af de 23,75%: SO 25 %, Socony 25 % og de øvrige tre 16 % hver.).
Red Line-Aftalen indeholdt en klausul om at intet selskab fra ejerkredsen måtte eftersøge eller indvende olie på egen hånd inden for The Red Line som omfattede stor set det tidligere Osmanniske Rige: bl.a. nuværende Tyrkiet, store dele af mellemøsten og hele den arabiske halvø (Kuwait var dog uden for). Denne klausul var en videreførelse af princippet indført ved 1914-revisionen af aktiefordelingen i TPC.
Achnacarry-aftalen.
Yderligere en stor international aftale blev indgået i 1920erne. Den havde lige så vidtrækkende konsekvenser som Red Line-aftalen, men blev i mange år hemmeligholdt, da Standard Oil var nervøs for om den harmonerede med den amerikanske anti-trust-lovgivning. Baggrunden for aftalen var olie markedets manglende stabilitet. Internationalt havde markedet altid savnet en effektiv regulering og havde derfor i perioder haft problemer med at fungere stabilt, både forsynings- og prismæssigt. Det havde Rockefeller hurtigt indset og for så vidt også udnyttet, han havde gennem tiden selv eller i samarbejde med andre selskaber, søgt at regulere markedet. På trods af øget bilisme og deraf øget efterspørgsel på benzin, var markedet i slutningen af 1920erne præget af overproduktion og faldende priser. Det store fund i Irak i 1927 forværrede situationen. På Shells foranledning mødtes repræsentanter for de tre store selskaber (Standard Oil of New Jersey, Royal Dutch Shell og Anglo-Persian Oil Company) på det skotske slot Achnacarry i september 1928. Her blev marked delt op i interesse-sfærer, baseret på forholdende i 1927 og man enedes om olieprisen og fragt-raterne. Dermed sikredes at markeder ikke kom ud af kontrol med deraf følgende overproduktion og lavere oliepriser. De øvrige selskaber der var aktive på det internationale marked blev underlagt aftalen.
Den skotske slot Achnaccarry
Statskup i Iran og Rusland.
1921 gennemførtes der et statskup i Iran. Den regerende Shah flygtede til Europa. Rezā Shah Pahlavi overtog magten, først som krigsminister, så premierminister og fra 1925 som Shah. Om end Reza Shah var enehersker, var han til dels provestlig og landet blev i hans regeringstid moderniseret med uddannelsesinstitutioner, jernbaner og veje.
Efter at bolsjevikkerne havde taget magten i Rusland, inklusive Kaukasien hvor oliekilderne i Baku lå, var den russiske olieindustri i en omstillingsfase. Landets nye magthavere, der havde nationaliseret oliebranchen, havde ingen erfaring med at drive virksomhed i den størrelse og hele apparatet var lagt i ruiner ovenpå kamphandlingerne. Omvendt havde det nye styre hårdt brug for den kapital og de råstoffer olieindustrien var garant for. Derfor førte kommunisterne i en periode en mere liberal politik end deres ideologi foreskrev og tillod private entreprenører at foretage undersøgelser med henblik på fremtidig olieindvending. Disse undersøgelser begrænsede sig ikke til Kaukasien men også i regionen hvor floderne Volga og Kama løber sammen i Sovjet-republikkerne Tatarstan og Basjkortostan. Akkurat som i Kaukasien havde der her gennem århundreder været naturlig fremkomst af olie, dels gennem jorden men også i floderne havde olien vist sig. Man havde tidligere destilleret vandet og brugt den derved fremkomne olie som brændstof i ikon-lamper.
Verdens største olie-eksportør.
I 1922 blev der gjort store oliefund i Venezuela og i løbet af årtiet etablerede flere internationale selskaber sig i landet. Standard Oil of New Jersey opkøbte således Creole Petroleum Corporation (der i 1950erne blev verdens største olie-producent og stod for 40% af Standard Oils overskud) mens også Standard Oil of Indiana og Gulf Oil startede aktiviteter i landet. I 1928 overtog Venezuela Mexicos rolle som verdens største olie-eksportør og verdens næststørst producent efter USA. Den store olieeksport fik Venezuelas valuta til at stige dramatisk i værdi og gjorde eksport af andre varer noget nær umuligt. Da landets magthavere samtidig undlod at støtte udviklingen af uddannelse, sundhed og infrastruktur, vedblev landet, på trods af de massive olieindtægter, at være underudviklet, sammenlignet med andre industrialiserede lande.
