Udviklingen i den danske og udenlandske olie- og benzinbranche før 1920.

Indledning.

I dag defineres menneskers livsstil ud fra deres forbrug og, i modsætning til tidligere, ikke ud fra deres arbejde. Generationerne født efter 2. verdenskrig identificerer deres personlighed og deres generation gennem de varer de køber fx hvilken musik de hører, hvilke tøjmærker de køber, hvilken mad de spiser, og hvilke biler de kører i – og til en vis grad – hvilket benzin-mærke de tanker hos. Det har givet nogle varemærker nærmest ikon-status i forhold til en bestemt generation. Fx Rolling Stones, Levi’s, Karoline, Citroën 2CV og Esso. Andre varemærker indgår på naturligvis i sproget, Gucci-Helle og Golf-generationen. Nogle benzinvaremærker lever videre i samfundets visuelle kultur, fx Gulf deo, Caltex tøj, gamle emaljeskilte (og nye reproduktioner) handles på samlerauktioner og i antikhandler, entusiaster genopbygger hele tankstationer og renoverede pumpestandere indgår i forretningers interiør som en rekvisit.

De der var unge i slut 50’erne og 60’erne voksede op med en Esso-servicestation inden for umiddelbar rækkevidde. For dem er Esso ens med god gammeldags service. Her stod en uniformeret tankpasser klar til at fylde tanken på familens Folkevogn, derefter tjekkede han dæktryk og rengjorde forruden. Tankstationen er om nogen bygning identisk med det modernec industri-samfund, den er en del af vores fælles historie. Et halvt århundrede (før århundredeskiftet) tidligere havde ingen hørt om tankpassere, dæktryk og forruder. Skulle man rejse over længere afstande foregik det med tog. Det der ændrede folks rejsevaner var naturligvis udbredelsen af bilen. Tankstationernes historie hænger uløseligt sammen med bilens udbredelse og udvikling.

Benzinstationens kommunikative udtryk er i sig selv flygtigt, som brændstoffet selv. Skilte udskiftes løbende, varemærker fornyes, bygninger renoveres. På den anden side foregår stationens tekniske grundfunktion, stort set, på samme måde som i 1920. Benzin pumpes fra stationens underjordiske cisterne til bilens tank. Også scenen for funktionen er den samme, man står til offentligt skue, alle kan se på mens der tankes.

Olie anvendt gennem århundreder.

Olie er i princippet akkumuleret solenergi, akkurat som træ og i realiteten alle andre energiformer. Olien er dannet i forhistorisk tid af døde fisk, skaldyr og planter. Inden industrialiseringen af olieindvindingen havde man mange steder udnyttet den sorte, klæbrige masse. Gennem århundreder var olie-blandet jord blevet brugt som brændstof til belysning og opvarmning. Nogle steder fremkom den i jordoverfladen, deraf betegnelsen jordolie, på latin petroleum. Andre steder som fx i Baku-området, i det nuværende Azerbarjan, opsamledes olien, fra op til 3 meter dybe, håndgravede brønde. Også som salve til terapeutisk helbredelse anvendes olie, på både mennesker og dyr. Ifølge Marco Polo eksporteres olie-produkter omkring 1300 fra Baku til mellemøsten. Egypterne anvendte olie til balsamering af døde og i starten af 1800-tallet blev den også anvendt i vesten som medicin, både til ind- og udvortes brug. Og som våben blev olie anvendt, blandt andre de østromerske soldater brugte at hænde en olieblanding ud på havet, for derefter at sætte ild til den, i deres forsvar af Konstantinopel mod de arabiske angribere.

Petroleum udvindes af olie.

En epokegørende begivenhed i anvendelsen af olie var da canadieren Abraham Gesner i 1846 som den første fremstillede den væske der i Danmark fik betegnelsen petroleum, han kaldte væsken kerosene. Han anvendte forskellige råvarer hvorfra han udvandt petroleum, det var kul, naturligt forekommende bitumen eller skifer. Få år senere fik den skotske kemist James Young patent på en metode til udvinding af parafin fra kul og skifer. Efterfølende startede en kommerciel produktion på basis af skiferolie i Skotland. I 1865 var der 120 virksomheder i den skotske skiferoliebranche, antallet faldt dog og således var der i 1919 fem tilbage, der da sammenlagdes under navnet Scottish Oils. Men tilbage i 1800-tallet arbejdede Ignacy Łukasiewicz på et apotek i Lviv, der dengang lå i den Østrig-Ungarrnske provins Galicien,. Han eksperimenterede også fremstilling med petroleum og det lykkedes ham, som den første, i 1852 at udvinde væsken fra råolie. Han udviklede også en lampe, der brugte petroleum som brændstof. Den nye lampe blev hurtigt en succes, i løbet af 1850erne blev den mere og mere udbredt som erstatning for de hidtidige lamper der anvendte animalske olier som brændstof. Det førte til en eksplosion i efterspørgslen af petroleum. Som følge deraf eskalerer eftersøgning, indvendingen og produktion af olie.  I Galizilen foregik produktionen fuldstændig ukontrolleret, i 1865 var der over 4000 brønde i området. Først i 1884 kom der central styring fra Wien og nye udenlandske investeringer førte til opblomstring af den Galiziske olieindustri. Produktionen var i begyndelsen af 1900-tallet kun overgået af USA og Rusland. Galizische-Karpathen-Petroleum AG (grundlagt af canadieren William H. McGarvey) var det største selskab der opererede i Galicien, der ellers var præget af mange små, over 300 virksomheder, hvoraf mange samarbejdede i eksport- og markedsføringsammenhæng i sammenslutningen OLEX.  .

Den store efterspørgsel førte uundgåeligt til overproduktion og allerede inden Rusland i 1914 erobrede Galicien, var produktionen i landet på vej ned. Efter afslutningen af Den Første Verdenskrig udbrød der krig mellem den nyoprettede Ukrainske Folkerepublik og Polen bl.a. omkring grænsedragningen i Galicien. Som følge deraf var området i mellemkrigsårene Polsk, men olieproduktionen var da kun en brøkdel af tiden før krigen.

International handelsvare.

Belysningspetroleum blev hurtigt en international handelsvare. De øgede anvendelsesmuligheder for olie førte til en egentlig industrimæssig eftersøgning, indvinding og forarbejdning af olie. Ved raffineringen fremkom flere biprodukter fx smøreolie og benzin, sidstnævnte ansås af de fleste for at være stor set nytteløst og til lige med, særdeles farligt. Størstedelen af benzinen blev afbrændt på raffinaderierne.

Specielt på den anden siden af Altanterhavet gik udviklingen hurtigt. Den industrielle revolution havde øget behovet for belysning, hidtil havde det mest almindelige brændstof til lamper været hvalolie, der brændte med en ren, lugtfri flamme. Bestanden af hvaler faldt og hvalfangerne kunne slet ikke dække efterspørgslen. Det førte til kraftige prisstigninger på hvaloile og mange søgte et alternativt brændstof.  I 1854 etablerede brdr. Tripp i Black Creek, Ontario, Canada, Amerikas første olievarefabrik. Man havde her i århundreder anvendt olie og asfalt, indvundet i de sumpede skov-områder til bl.a. at tætne kanoer med. Tripp-brøderne kogte den naturligt forekommende blanding af vand og olie og udvandt på den måde et produkt der kunne sælges. Byen fik senere navnet Oil Springs. Tripps fabrikation blev i 1855 overtaget af James Miller Williams. Han ville i september 1858 bore efter drikkevand, men fandt i stedet en oliekilde. Ontario-provinsen oplevede i tiden herefter Nordamerikas første Olie-rush. Det var i Oil Springs at John Henry Fairbank i 1861 grundlagde Fairbank Oil, i dag verdens ældste, stadig eksisterende, olie-selskab. Men på trods af de mange boringer kunne produktionen slet ikke følge med stignngen i forbruget og allerede i 1880 blev Canada netto-importør af olie. Samme år etablerede 16 af de mange raffinaderi-ejere i Ontario selskabet Imperial Oil Company med det formål at finde, producere og distribuere olieprodukter i Canada. Små tyve år senere blev Imperial opkøbt af Rockefellers Standard Oil. Hvad hverken canadierne eller Standard Oil viste var at der ude under den Canadiske prærie gemte sig enorme mængder olie. Dog fik man en lille forsmag på hvad der var i vente, da man i 1914 fandt olie i Turner Valley i Alberta-provinsen og senere i 1920 Norman Wells tæt på Great Bear Lake ved polarcirklen i Northwest-territoriet. De to fund gjorde at den canadiske olieindustris centrum flyttede fra Ontario der lå tæt på landets havne og industri-områder i øst og langt ud på prærien mod nord og vest.

Olieindustrien opbygges i Amerika.

De første boringer fandt således sted i Europa og Canada, men det var i USA, at olie indvindingen udvikledes til en stor industri. I midten af det 19. århundrede havde en saltmineejer fra Pennsylvania, i det nordøstlige USA, Samuel Kier, etableret et anlæg der kunne udvinde belysningspetroleum fra råolie. Olien have han fundet i sine saltminer, først havde han hældt den ubrugelige og generende væske ud i en nærliggende kanal, men da den en dag eksploderede, var han begyndt at eksperimentere og havde med tiden udviklet en brugbar metode. Efterhånden som prisen på hvalolie steg, blev salget af Kiers belysningspetroleum, på trods af en ganske lille produktion, en ganske god forretning. I 1855 etableredes i Kentucky det første anlæg til produktion af mineralolie udvundet fra bjergarter som fx skifer. Fem år senere var der 55 virksomheder der udvandt skiferolie i USA, virksomheder der dog måtte lukke efter at den nu legendariske oberst Edwin Drake i 1859 fandt flydende råolie i jorden ved Titusville, Pennsylvania. Drake var hyret af Seneca Oil til at eftersøge et område for oileforekomster. Drake forsøgte på forskellig vis at bore og grave sig ned til olien, uden held. Først da han fandt på at anvende rør hvori han borede, kom han langt nok ned til at forekomsterne var så store at de var kommercielt interessante.

Blot et halvt år efter Drakes fund var der i USA 15 raffinaderier. Også olietransportsektoren udvikledes med rivende hast, allerede i 1860erne så man de første jernbane-tankvogne og de første tankskibe. Frem til 1880erne blev olien hovedsageligt brugt til belysning, men fra det tidspunkt møder olieindustrien på det område konkurrence fra elektriske lamper. Fra 1870erne anvendes olien også til opvarmning.

Det var Oberst Darke der startede olieeventyret i USA i 1859, men det var en anden person der blev drivkraften i den proces der gjorde USA til den vigtigste spiller på oliemarkedet. For tre år efter Drakes fund trådte en 23 årig bogholder ind på scenen, hans navn var John D. Rockefeller.

Rockefeller investerede sine sparepenge i et olie-raffinaderi i Cleveland, Ohio. I 1870 dannede han sammen med forretningspartnere selskabet Standard Oil Compagny.  Rockefellers strategi var at tage kontrol over raffineringen og distribution af olie i USA. Han beskæftigede sig i de første mange år ikke med efterforskning og indvending af råolie, han mente, med rette, at den del af oliebranchen var for økonomisk risikabel. I 1882 indgik Rockefeller sammen med en lille gruppe olie-mænd, en trust-aftale. Der var i alt 40 enkeltselskaber i trusten, de kontrollerede 75% af Amerikas raffineringsanlæg og 90% a olieledningsanlæggene.

Rusland overhaler USA.

Indtil 1880erne var olieeventyret næsten udelukkende en amerikansk foreteelse: 90% af verdens olieproduktion kom fra USA, men på det tidspunkt begyndte russiske oliefund i Kaukasus at gøre sig gældende.

I 1860erne liberaliserede Rusland deres økonomi, udlændinge måtte nu investere i Rusland. Flere udlændinge gik ind i den azerbaijanske olieindustri hvilket førte til at den russiske olieproduktion i tiden op til århundredeskiftet var verdens største.

Det var i 1873 at olie-eventyret for alvor tog fat i Baku. Tre år senere etablerede brødrene Nobel (Ludwig, Alfred og Robert) sig som selvstendige i Baku med eget raffinaderi: Brødrene Nobels Petroleums Company (Branobel). Selskabet var innovative pionerer inden for olie-transport, de anlagde de første pipelines i Europa, fik bygget de første tankskibe, var de første til at bruge metal-cisterner til oplagring, også introduktionen af jernbanetankvogne og forbedring af boreteknik og raffineringsprocessen tilskrives Branobel.

I 1883 fik Branobel konkurrence fra bank-familen Rothschild, der havde overtaget Societé Commerciale et Industrielle de Naphte Caspienne et de la Mer Noire, bedre kendt under den russiske forkortelse – БНИТО (BNITO). Selskabet havde forinden investeret i nye, dyre olieboringer og da jernbanen fra Baku til Batumi, som selskabet havde anlagt og drev, samtidig gav underskud, kom de i økonomiske vanskeligheder og finanshuset Rothschild, der havde pant i selskabet, overtog, ikke blot jernbanen men også oplagringsfaciliteter og flere oliekilder i området omkring Det Kaspiske Hav. Rothschild omdannede BNITO til  “The Caspian and Black Sea Oil Industry and Trade Society” som blev et hård konkurrent til Branobel.

I 1903 indgik  Nobel og Rothschild en kartel-aftale. De koordinerede deres aktiviteter for at kunne holde Standard Oil uden for det lukrative russiske oliemarked. Rothschild solgte i 1912 sine russiske olie-interesser til Royal Dutch Shell.

Efter at bolsjevikkerne i 1917 havde taget magten i Rusland og omdannet det tidligere imperium til Sovjetunionen, var et af deres første skridt at nationalisere hele den russiske olie-industri. I mellemtide havde Gustav Nobel solgte rettighederne til Branobel til Standard Oil. Amerikanerne troede ikke bolsjevikkerne kunne holde magten. Azerbaijanerne forsøgte da også at oprette en selvstændig nation, men efter et par års borgerkrig måtte de opgive og Baku blev hovedstad i den Azerbaijanske Sovjet Republik.  Men efter revolution og krig lå hele regionens infrastruktur og økonomi i ruiner.

Krigen mod Rockefellers trust.

Standard Oils position blev dog udfordret på flere fronter. I USA var hverken befolkningen eller myndighederne begejstret for at en økonomisk magt blev koncentreret hos en virksomhed, det kvalte det frie initiativ og den fri konkurrence, en af grundstenene i det amerikanske samfund. Politisk blev kampen mod Standard Oil og Rockefeller indledt med vedtagelsen af Sherman Act 1890, en lov der i princippet forbød trusts. I mange år undgik Rockefeller dog lovens konsekvenser ved indviklede selskabskonstruktioner. Først i 1911 lykkedes det myndighederne med en højesteretsdom at tvinge Standard Oil til at opløse trusten og den blev opdelt i 34 selvstændige virksomheder. 11 af dem fik eneret til at anvende navnet Standard Oil i et bestemt geografisk område, kun otte af selskaberne udnyttede dog denne ret. Det største af de nye selvstændige selskaber var Standard Oil Company (New Jersey) der indtil da havde fungeret som holdingselskab for de øvrige selskaber i trusten. Det var registeret i New Jersey da deres anti-trust-lovgivning var mindre restriktiv, men selskabet havde hovedkvarter i New York City. Standard Oil Compagny (New Jersey) stod dog som udgangspunkt i en vanskelig situation. Efter rekonstruktionen stod selskabet med adskillige store raffinaderier ved østkysten, samt det meste af det gamle selskabs udenrigshandel, men havde kun meget ringe produktion af råolie og så at sige ingen olie-ledninger, ingen tank-skibe og kun begrænset afsætning på hjemmemarkedet. Standard Oil Company (New Jersey) blev senere kendt under deres varemærke Esso. Andre af de 34 selskaber var Standard Oil of New York (der senere blev til Mobil Oil), Standard Oil Company of California (der blev til Chevron), Standard Oil Company (Indiana) (der blev til Amoco), Continental Oil and Transportation Company (der blev til Conoco), og Atlantic Refining Company (der blev til ARCO). Tvangsopløsningen af trusten svækkede naturligvis Standard Oil, men i løbet af ganske få år havde selskaberne vokset sig så store at deres værdi var lang større end det oprindelige Standard Oil.

Spindletop.

En anden trussel mod Sandard Oils position indtraf på det nye århundredes tiende dag (Den 10. januar 1901). Da fandt man et enormt oliefelt i Spindletop, Beaumont, Texas, dengang verdens hidtil største oliefund. Olien stod op af boretårnet i en stråle på 60 meters højde. Først efter 9 dage fik man kontrol over strålen. I løbet af de efterfølgende måneder eksploderede olieproduktionen i området, Beaumont voksede fra 8.000 indbyggere til 60.000 på et år, der var 285 olieboringer og over 200 selskaber opererede i området. Spindletop-fundet skabte en overflod af energi og blev dermed starten på en ny æra i den vestlige civilisation. Olie blev en billig, let og effektiv energi-form.

Med Spindletop overhalede USA igen Rusland som verdens største olie-producent. Både Texas’, USA’s og resten af verdens økonomi blev påvirket i afgørende grad af Spindletop-fundet.  Af de nye selskaber, nåede især to, Gulf og Texas, hurtigt en betydelig størrelse, både på det amerikanske hjemmemarked og internationalt.

Den amerikanske olie-industri var i de følgende år i rivende udvikling. Efterspørgslen efter olie og benzin steg voldsomt som følge af bilen fremmarch, efter Fords T-model blev introduceret, 7-dobbledes antallet af biler i USA i løbet af kun fem år og første verdenskrigs udbrud med mekaniserede hærenheder, olie-drevne slagskibe og luftbårne enheder krævede alle benzin og olie for at kunne fungere. Fra begyndelsen af 1900-tallet førte udviklingen af Diesel-motoren desuden til at også den tungere brændselsolie fandt anvendelse i transport-øjemed. Også som råmateriale for forskellige industriprodukter fandt olie anvendelsensmuligheder. Efterhånden blev efterspørgslen så stor, at olien blev den mest betydende enkeltfaktor i den økonomiske udvikling, ligesom olien fik en betydelig rolle på den storpolitiske scene.

Europäische Petroleum Union.

Også i Vesteuropa forsøgte man at tage konkurrencen mod Standard Oil op. Navnlig tyskerne var betænkelige ved at være afhængige af amerikansk olie. I tilfælde af en krisesituation kunne forsyninger fra den anden side af Atlanterhavet være særdeles upålidelige. Deutsche Bank, havde derfor allerede i 1901 investeret i Steaua Romana, det største Romanske olieselskab og også i den russiskes olieindustri i Baku. Deutsche Bank dannede i 1906 sammen med Nobel og Rothschild et konsortium, Europäische Petroleum Union G.m.b.H., (EPU), der skulle tage kampen op med amerikanerne. Men selskabet var ikke finansielt stærk nok til for alvor at kunne konkurrere med Standard Oil, de måtte allerede i 1907 indgå aftale med Standard Oil omkring priser og markedsandele, reelt kontrollerede amerikanerne stadig markedet. Akkurat som Standard Oil, oprettede EPU datterselskaber og opkøbte eksisterende selskaber i mange europæiske lande, I England sammenlagdes således Nobel og Rothschilds fælles Consolidated Petrolem Co. med Deutsche Banks General Petroleum og blev til British Petroleum Company. Den virksomhed blev under Den Første Verdenskrig konfiskeret af de britiske myndigheder og i 1917 videresolgt til APOC.

I Danmark var det Alfred Olsens Det dansk-tyske Petroleumskompagni der havde agenturet for EPU og i Tyskland var det Deutsche Petroleum Verkaufs Gesellschaft (DPVG).

Oprindeligt havde også Shell ført forhandlinger om at komme med i EPU, men de trak sig og blev året efter opkøbt af Royal Dutch. Senere, i 1911, solgte Rothschild sine russiske olie-aktiviteter til Royal Dutch Shell, og Shell kom på den måde alligevel med i EPU. Omkring 1911 opsagde EPU aftalen med Standard Oil omkring priser og markedsandele og EPUs overskud steg efterfølgende. Men så udbrød Den første Verdenskrig og senere Den russiske Revolution. Begge fik et udfald der gjorde det umuligt for EPU at fortsætte aktiviteterne i selskabets oprindelige form. EPU blev dog først formelt opløst i 1931.

Foruden romansk og russisk olie handlede EPU også med mexicansk og amerikansk olie fra Shell, Pure og Union Petroleum, m.fl. og faktisk også, efter aftalen i 1907, fra Standard Oil. Standard Oil havde dermed i årene efter århundredskiftet total kontrol over petroleumsmarked (i al fald det europæiske og amerikanske). De udnyttede dog ikke deres position til at sætte prisen op, i perioden var prisen på petroleum faktisk kun faldet. Petroleum var stadig meget billigere end både gas og el, derfor var petroleums-prisen vigtig for mellem- og underklassen i byerne og også i de landlige distrikter hvor anlæg af gas og el var vanskelig.

Øget international aktivitet

Det lykkedes dog for andre europæiske selskaber at tage kampen med amerikanerne op.

På det indiske subkontinent havde det skotsk ejede Burmah Oil de facto monopol på petroleumsmarkedet og på verdensplan førte det til en placering blandt de fem største selskaber. I den indiske provins Assam havde et man dog en lokal produktion, man havde her allerede i første halvdel af 1800-tallet fundet olie i jordoverfladen. Man anlagde i 1867 en jernbane og da en aften elefanterne, man benyttede til det tunge arbejde, vendte hjem til arbejdslejren efter at søgt efter vand og føde, var deres fødder indsmurt i olie. Den canadiske arbejdsformand tog et par af sine hjælpere med, fulgte sporet efter elefanterne og fandt ved en saltforekomst nogle olieudsivninger. Han råbte til en af sine hjælpere ”Dig boy, dig!”. Sådan fik lokaliteten ifølge legenden sit navn: Digboi. Jernebaneselskabet etablerede et selskab til at udvikle og senere drive olieproduktion i området. I den forbindelse opførtes et raffinaderi som var produktionsklar i 1901, det er i dag det ældste i verden der stadig er i drift. Olieselskabet, Assam Oil Company blev i 1921 overtaget af Burmah Oil.

To af de andre ledende virksomheder på det internationale oliemarked gik i 1907 sammen, idet britiske Shell Transport and Trading Company opkøbes af det hollandske Koninklijke Nederlandsche Petroleum Maatschappij, (Royal Dutch Petroleum Compagny). De havde i nogle år samarbejdet i bl.a. fjernøsten. Den hollandske del var etableret i 1890 med det formål at udvinde olie i Sumatra, Hollandsk Ostindien (det nuværende Indonesien), mens den engelske del havde handlet med og transporteret olieprodukter, først og fremmest petroleum, både russisk til fjernøsten  og amerikansk til Europa. Efter fusionen var fordelingen i selskabet 60% hollandsk og 40% engelsk. Det nye selskab fik navnet Royal Dutch Shell.

Den britiske forretningsmand William Knox D’Arcy finansierede i starten af det nye århundrede en olieeftersøgning i Persien med finansiel støtte fra Burmah Oil. I 1908 fandt de en stor kilde ved Masjed Soleiman. Det var det første kommercielt rentable oliefund i mellemøsten. D’Arcy etablerede herefter, i samarbejde med Burmah Oil, Anglo-Persian Oil Company (APOC) der overtog koncessionen.

Fundet fik ikke umiddelbart konsekvenser for situationen på det internationale oliemarked, idet Anglo-Persian Oil Company havde svært ved at komme ind på markedet for smøreolie og belysningspetroleum. Et marked der var domineret af Standard Oil og EPU. APOCs produkter blev derfor hovedsageligt solgt som opvarmnings petroleum. Selskabet opførte et raffinaderi I Abadan, Persien. APOC kom i 1913 i økonomiske vanskeligheder og Det Britiske Marineministerium købte 51 % af aktierne, for derigennem at kunne sikre stabil forsyning af brændselsolie til Den Britiske Marine, der netop i de år gik fra damp- til oliedrevne motorer. 

APOC fik 1917 overdraget selskabet British Petroleum Compagny Ltd. som de britiske myndigheder havde konfiskeret fra det tysk-baserede EPU. I den forbindelse overtog de også varemærket BP.

Også i Mexico og Venezuela blev der gjort store oliefund og der etablederes her virksomheder der voksede sig store, også set med internationale øjne. I Mexico var det selskabet Aguila, der blev overtaget af Royal Dutch Shell i 1919 og i Venezuela var det Caribbean Petroleum Company.

Blikket rettes mod mellemøsten.

Efterhånden som efterspørgslen på olie steg, rettede man blikket mod nye lokationer at eftersøge på. Den armenske geolog og ingeniør Calouste Gulbenkian udarbejde en rapport hvori han antog at der sandsynligvis var olie i Mesopotamiens undergrund. Mesopotamien er i dag en del af det nuværende Irak, men dengang var det en del af Det osmanniske Rige og således underlagt den osmanniske sultan Abdul Hamid II. Gulbenkians rapport vagte både tyske og britiske selskabers interesse. Deutsche Bank havde investeret i anlægning af jernbanen Berlin-Bagdad og med den, havde fulgt koncession på eftersøgning og indvending af olie i en afstand af 20  km på begge sider af jernbanen. Deutsche Bank blev dog hæmmet af at den osmanniske sultan overførte de landområder Gulbenkian nævnte i sin rapport til sin egen private ejendom.

Britiske William K. D’Arcy, der  i 1901 havde opnået 60-årig koncession i Persien, ønskede at udvide sit aktivitetsområde til også at omfatte Mesopotamien.

I årene op til 1908 forhandlede både Deutsche Bank og D’Arcy med osmanniske myndigheder, men uden andet resultat end at de hver især blokerede for hinandens muligheder. I 1909 dannes den britisk kontrollerede National Bank of Turkey. Den skulle koordinere briternes investeringer i Tyrkiet. Selskabet havde førnævnte Calouste Gulbenkian, der i mellemtiden var blevet britisk statsborger, som direktør. Han mente at en langsigtet løsning på fordeling olie-koncessionerne kun kunne opnås hvis også Deutsche Bank involveredes i projektet, da Deutsche Bank kontrollerede alle jernbaner i området.

Derfor etablerede National Bank of Turkey  sammen med Deutsche Bank i 1911 selskabet African and Eastern Concession Ltd. Allerede året efter ændres navnet til Turkish Petroleum Company (TPC) og både Royal Dutch Shell og Calouste Gulbenkian personligt indtrådte i ejerkredsen. Da den britiske regering i 1913 købte kontrollen over APOC, som dermed bliv en økonomisk stærk spiller, afholdtes et møde i Det Britiske udenrigsministerium mellem repræsentanter fra de tyske og britiske regeringer, og ejerkredsen i TPC. Her indgik parterne en aftale om ny fordeling af ejerskabet i TPC, den indebar at APOC overtog 50 %, Deutche Bank og Anglo-Saxon Petroleum Co., Ltd. (datterselskab of Royal Dutch-Shell) hver 25 %. 5 % af APOC og Anglo-Saxon aktierne skulle dog reserveres til Calouste Gulbenkian. Aftalen indeholdt også en klausul om at parterne ikke måtte, hverken direkte eller indirekte, beskæftige sig med olieproduktion ved siden af TPC inden for det osmanniske rige, hvilket praktisk talt var hele mellemøsten. Undtaget herfra var områderne administreret af den ægyptiske regering og sheiken af Kuwait, samt nogle områder ved den tyrkisk-persiske grænse.  Efter at både de tyske og britiske interesser således var tilgodeset afgav den osmanniske stor-vizier i 1914, et løfte til TPC om at de ville få koncessionen for Mosul og Bagdad-provenserne. Udbruddet af Den Første Verdenskrig satte dog al eftersøgning i bero.

Benzinstationen introduceres.

I tiden frem til udbruddet af Den Første Verdenskrig skete der flere væsentlige forandringer i grundlaget for den internationale oliebranche. Dels gjorde man, som nævnt, flere, meget store, oliefund: 1901 Spindletop, Texas, 1904 Ébano, Mexico og 1908 Northern Golden Lane, Mexico, 1908 Masjed Soleiman, Persien, men nok så væsentligt var det, at bilens udbredelse (i 1910 kørte der allerede knap en halv million biler på de amerikanske veje) og elektricitets-forsyningsnettets udbygning, gjorde at branchens fokus ændredes fra petroleum til benzin.

Og dermed var branchen endelig klar til at kunne præsentere den institution der er temaet for denne bog, benzinstationen. Flere lokaliteter kan, alt efter hvordan man definerer begrebet benzinstation med rette, gøre krav på at være verdens første.

Da Carl Benz’ hustru Bertha, i 1888, tog på en længere køretur, 106 km fra Mannheim til Pforzheim, i den af hendes mand konstruerede og byggede Benz Patent Motorwagen tankede hun første gang ved apoteket i Weisloch. Man kan dermed sige at apoteket blev verdens første tankstation.

17 år senere, i 1905, blev den første til formålet anlagte, station indviet på South Theresa Avenue i St. Louis, Missouri. Tanken forhandlede Shell. Tankpasseren pumpede benzin i 5-gallon-dunke, som han derefter hændte over i bilernes tank.

I 1913 åbnede Gulf verdens første rigtige ”drive In” tankstation på hjørnet af Baum Boulevard og St. Clair Street i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor man kunne køre lige ind fra gaden og få fyldt benzin på sin bil. Under det oplyste pagode-halvtag stod indehaveren og hans fire hjælpere klar til at yde service, der foruden salg af benzin bestod af gratis vand og luft samt motorservice og dækskifte.

Danmark var med helt fremme.

Vender vi blikket mod vores hjemmelige breddegrader var vi med helt fremme i udviklingen.

Første bil i Danmark havde vist sig allerede i 1885, da smeden Hans Urban Johansen konstruerede og havde bygget den såkaldte Hammel-bil, som han selv, med fabrikant Hammel som passager, i et par år hver dag kørte fra Skovshoved til Nørrebro.

I 1896 var man begyndt at importere udenlandske biler og i 1903 fik Frederiksberg sin første automobildroske og København fulgte med kort tid efter. I 1914 var der næsten 400 benzindrevne drosker.

Efter århundredeskiftet prægede biler færdselen så meget at den første motorlov måtte indføres. Ifølge denne lov fra 1903, måtte bilerne i størrelse og udseende ikke afvige væsentlig fra de tilsvarende hestekøretøjer. Biler – men ikke motorcykler – skulle synes af politiet, føreren skulle være over 18 år og have førerbevis. I byer måtte kun køres med en fart af halvanden mil i timen, på landevejen 2 mil i timen, svarende til 15 km i timen. I 1913 hævedes fartgrænsen på landevej til 50km/t. Om natten dog kun 15 km/t.

Set med nutidens øjne, meget restriktive forordninger. Ingen kunne dengang vide i hvilken udstrækning bilen ville forandre menneskenes verden. Mange opfindelser så i den periode dagens lys, men ingen andre ændrede i den grad både menneskenes dagligliv og det landskab de levede i.

Ligesom med fremstilling af den første bil, var danskere helt på forkant med de internatonale tendenser hvad angår etablering af benzinstationer. Samme år som Gulf-stationen åbnede i Pittburgh, kunne den første vogn i 1913 svinge ind på den af Københavns Automobil Central netop etablerede tankstation på Gl. Kongevej i København. Selvom bilerne var få og dermed salget af brændstof minimalt, var oliebranchen allerede veletableret i Danmark. Siden midten af 1800-tallet havde petroleumslamper oplyst de danske hjem, og handel med petroleum havde dannet grundlag for en række hurtigt ekspanderende virksomheder. Flere af de danske virksomheder i branchen var, nogle tættere end andre, knyttet til udenlandske koncerner.

Danske benzin import-virksomheder.

Som fortalt, var de store selskaber på det internationale marked allerede etableret og til en vis grad positioneret overfor hinanden. I Danmark var situationen en noget anden, mange små og mellemstore importører og grossister handlede med olie og olieprodukter, herunder benzin, om end nogle af dem havde endog meget tætte bånd til internationale koncerner.

I de allerførste årtier af bilens historie var det ikke afklaret hvilken drivkraft der var mest hensigtsmæssig. Damp, elektro eller forbrændings-motor, alle havde deres fordele og ulemper. Og da antallet af biler samtidig var ganske beskedent, omkring århundredskiftet var der ca. 50 biler indregistreret i Danmark, var distribution af drivmidler henvist til de kanaler der fandtes i forvejen.

Siden 1898 havde kemikaliefirmaet Vilhelm Hansen & Co, Nørrebrogade 30, importeret benzin til Danmark. Den 25. juni 1904 etableredes Nordisk Benzin Compagni A/S (NBC) for at overtage den af Vilhelm Hansen & Co drevne benzinforretning. Vilhelm Hansen indgik sammen med bl.a. apoteker Alfred Benzon i bestyrelsen af det nye selskab. NBC importerede benzin fra Tyskland og Østrig i jernbanevogne og var hjemhørende i Vanløse, hvor de opførte en aftapningsanstalt, hvor de fra lagertanke tappede benzinen over i tønder.  De havde depoter i flere byer rundt i landet. Andre selskaber forsøgte, men lykkedes ikke i samme grad som Nordisk Benzinkompagni, der de facto havde monopol på import af benzin til Danmark.

1905 sluttede virksomheden kontrakt med Vereinigte Benzinfabriken G.m.b.H. , Bremen om leverancer af benzin fra Galizien og Rumænien og i mindre partier fra Borneo og Sumatra.

I 1906 indgik NBC kontrakt med Det danske Petroleums-Aktieselskab (DDPA) hvorefter NBC skulle aftage 75 % af sit benzinforbrug fra DDPA, der importerede benzinen fra Deutsch-Amerikanische Petroleum Gesellschaft (D.A.P.G.), i Hamburg. D.A.P.G. havde det tyske agentur for Standard Oil. NBC leverede benzin til forskellige mindre distributionsselskaber bl.a. Frederiksberg Benzin Compagni og Københavns Petroleums Compagny. I Oktober 1910 overtog DDPA aktiemajoriteten i NBC og 1912 fratrådte etatsråd Vilhelm Hansen som direktør og samtidig udtrådte Alfred Benzon af bestyrelsen.

Benzinen opbevares i tønder.

Ejere af benzindrevne køretøjer købte typisk deres brændstof, der hvor de fik serviceret deres bil eller hos forhandlere af kemikalier eller brændsel dvs. apoteker, brændselshandlere og købmand, men også mange hoteller og kroer havde et oplag af benzin. Her opbevaredes benzinen i tønder, hvorfra man med tragt, hældte den over i en kande eller dunk, som kunden selv havde medbragt. På det tidspunkt kunne kunden altså rent faktisk se og inspicere benzinen. Siden forsvandt denne mulighed og i dag ser man rent faktisk sjældent benzin, men kun de tekniske hjælpemidler hvormed den håndteres: beholdere, pumper og slanger osv.

Andre bilejere fik tønder bragt hjem og pøsede selv brændstoffet over i bilen. Det lugtede og var selvsagt yderst brandfarligt. Og skulle man på langtur, var gode råd dyre. Man kunne måske ikke medbringe benzin nok til hele turen, men skulle tanke undervejs. På forhånd måtte man så undersøge hvor man kunne finde et depot.

Udbredelsen af bilen gik i Danmark ganske langsom pga. dårlige veje, dårlig driftsikkerhed og vanskelighederne med at fremskaffe benzin og reservedele. Bilen blev anset for at være en kuriositet, en sportrekvisit for den absolutte elite: Adel, godsejere og propritærer, grosserer, direktører, fabrikanter og skibsredere, læger, dyrlæger og handelsrejsene.

1000 biler.

Omkring 1910 rundede antallet af biler i Danmark for første gang 1000. På det tidspunkt blev der solgt ca. 4 gange så meget petroleum til opvarmning og belysning som benzin, så det var stadig en niche-vare, men opfindsomheden var stor. Snart kunne man få håndpumper til at montere på tønderne så man kunne pumpe benzinen direkte over i bilens tank. Det minimerede muligheden for fordampning med hvad det indebar, af både svind, lugtgener og brandfare, foruden risikoen for at der kom urenheder i brændstoffet reduceredes.

I 1913 opnåede FDM aftaler med 39 hoteller om at opbevare benzin til foreningens medlemmer når de var på udflugt. FDM og KDAK udgav fortegnelser over depoterne, i øvrigt sammen med kort over de veje, som bilisten rent faktisk måtte køre på, da det stadig, som udgangspunkt, ikke var tilladt at køre i bil på bivejene.

Lige før Den Første Verdenskrig var Danmarks benzinimport på 804 tons årligt. Foruden køretøjernes antal havde efterspørgslen også været begrænset af det kørte antal kilometer. Transport over længere afstande foregik stadig hurtigst, nemmest og sikrest med tog og skib, både hvad angår gods og personer. Skulle man anvende bil mellem landsdelene var ikke blot fremskaffelsen af brændstof et problem også selve rejsen var omstændelig. Der var kun anlagt ganske få broer og færgerne var slet ikke indrettet til at befordre biler.

Første danske tankstation.

Hvad enten benzinen blev solgt fra en købmand eller en cykelhandler, var benzinsalget en sekundær beskæftigelse for den handlende. Det medførte en dårlig, langsom service og over-priser. Hvilket igen forårsagede efterspørgsel efter en ny måde at handle benzin på. Første til at svare på denne efterspørgsel var Københavns Automobil Central. De etablerede i forbindelse med deres automobilforretning på Gl. Kongevej i København en tankstation. Næste skridt i udviklingen var at grave en tank ned under jorden hvorfra man – stadig med håndkraft – pumpede benzinen over i bilens tank. Allerede i 1915 ansøgte selskabet Brdr. Jansen Københavns magistrat om en sådan tilladelse, hvilket dog blev afslået. Først i 1920 blev Danmarks første benzinsalgsanlæg med nedgravet tank åbnet på det gamle jernbaneterræn ved Gl. Kongevej. Snart kom flere til. Mange flere. Købmænd, isenkræmmere, ja sågar nogle bagere forsøgte sig. Men typisk var det hos smede og cykelhandlere, steder hvor bilister i forvejen havde ærinder, man købte sin benzin. Efterhånden udviklede man de simple mekaniske pumper, til, foruden det at kunne pumpe, også at kunne afmåle mængden af benzin. Man anbragte en glascylinder øverst, som man pumpede benzinen op i. På cylinderen var markeret rummål 5 eller 10 liter. Man kunne så samtidig inspicere benzinen visuelt, inden man lukkede væsken ned i bilens tank.

Vejnettet tilpasses bilerne.

Man påbegyndte i 1915-18 tilpasning af vejnettet til biltrafik dvs. i første omgang forsynede man det med en mere slidstærk belægning. Hoved- og landevej var færdige hermed i 1936, bivejene først i slutningen af 1950erne.

Eftersøgning i Danmark.

Idet Danmark på det tidspunkt ikke havde noget egen produktion af olie, var alt olie og alle olieprodukter importerede, det betød dog ikke at der ingen efterforskning var. I 1865 og 1872 stødte man i Nordjylland flere gange på gas i forbindelse med brøndgravning. På det grundlag foretog Danmarks Geologiske Undersøgelser i 1905 en testboring ved Skærumhede, tæt på Frederikshavn. Også her stødte man på gas, men af en dårlig kvalitet og under så lavt tryk, at man konkluderede at fundene var uden kommerciel værdi. Det lokale firma Alpha Gas solgte dog efterfølgende komprimeret gas på flasker til brug som drivmiddel for biler og rutebiler og nogle lokale anvendte gassen i deres husholdning til op gennem 1940erne.

De store etablerer sig i Danmark.

Det selskab der i 1910 havde overtaget NBC, Det danske Petroleums-Aktieselskab (DDPA) var etableret i 1889 og kom til at spille en dominerende rolle som distributør af olieprodukter i Danmark. Historien om DDPA begyndte da tre københavnske storkøbmænd, Jørgen Jensen, Johannes Holm og Rudolph Wulff i september 1887 blev enige om at aftale nærmere om petroleumspriserne. Inden den 30. november 1888 var de tre herrer blevet så enige, at de etablerede et fælles selskab, Det Danske Petroleums Aktieselskab. I 1892 sluttede DDPA overenskomst med det amerikanske Standard Oil Company, der blev eneleverandør og samtidig finansielt engageret i DDPA. I 1910 var efterspørgslen efter benzin blevet så stor at DDPA, med deres allerede udbyggede distributionsnet, mente at kunne gøre en god forretning, også på dette felt. De overtog derfor som nævnt Nordisk Benzinkompagni.

Ligesom den amerikanske mastodont, var også Royal Dutch Shell hurtig til at etablere sig i Danmark. Det skete i 1913 under navnet A/S Dansk-Engelsk Benzin & Petroleums Co. Allerede samme år kunne de levere den benzin der blev solgt fra Københavns Automobil Centrals nyåbnede tankstation på Gl. Kongevej. Leder af Dansk-Engelsk Benzin & Petroleums Co. var den tidligere ansatte i DDPA, Hans Hansen.

En tredje af de tidlige aktører på benzinmarkedet var det rent danske firma Brdr. Jansen. Det var etableret af Herman Gerhardt Jansen i 1909 og havde uden succes i 1915 ansøgt Københavns Magistrat om tilladelse til flere steder i hovedstaden at opføre underjordiske beholdere med pumper til direkte påfyldning af brændstof på motorvogne. Under Den Første Verdenskrig var Brdr. Jansen i længere perioder det eneste firma, der kunde skaffe petroleumsprodukter til Danmark

To koncentrerer sig om smøreolie.

I perioden før Den Første Verdenskrig blev der desuden etableret flere virksomheder i Danmark, der i koncentrerede sig om smøreolie, et par af dem optog senere benzin i varesortimentet og hørte i en periode til blandt de største i den danske benzinbranche. De to var Vacuum Oil Company A/S og Alfred Olsen & Co A/S.

Vacuum Oil Company var det første danske olieselskab, der blev grundlagt af et internationalt olieselskab og dermed introducerede amerikanske forretningsmetoder i Danmark. Moderselskabet var grundlagt i 1866 i byen Rochester i staten New York. Det blev overtaget af Standard Oil i 1879, men blev efter højesteretsdommen i 1911 atter selvstændigt. Skaberen af den danske afdeling hed Ernst Michaelsen. Efter først at have været ansat på Vacuums salgskontor i England havde han opbygget en filial i Tyskland og han fik i 1896 københavnerafdelingen op at stå, med både skrivemaskiner, stenografer og kvinder på kontoret, indbyrdes telefoner og hovedbøger med fortløbende konti! Meget amerikansk. Vacuum solgte smøreolie under varemærkerne Gargoyle og Mobiloil. Michaelsen blev i 1929 medlem af Vacuums hovedbestyrelse i USA.

Alfred Olsen var oprindelig grosserer i hørkram men optog omkring århundredskiftet petroleum og smøreolie i varesortimentet. Han grundlagde i 1901 firmaet Alfred Olsen & Co A/S. men var desuden fra 1904 forretningsfører i selskabet Det dansk-tyske Petroleumskompagni, som var etableret af Petroleum Produkte Aktiengesellschaft, Berlin (PPAG) som i 1907 blev overtaget af EPU. Alfred Olsen & Co A/S fabrikerede selv smøreolie som solgtes under varemærkerne Veritas (smøreolie til skibs-dieselmotore) og Elektrol motorolie.

Et enkelt skud der ændrer verden.

Den 28. juni 1914 kørte en åben bil af mærket Gräf & Stift gennem Sarajevo. Byen lå dengang i det østrig-ungarske dobbeltmonarki og i bilen sad bl.a. riget tronfølger, Ærkehertug  Franz Ferdinand og hans hustru. Bilen blev under køreturen beskudt af en serbisk nationalist og tronfølger-parret blev dræbt. Som en udløber heraf, udbrød Den første Verdenskrig. Med den kom store omvæltninger, verden som man havde kendt den, blev for altid forandret. Således også den verden oliefolkene levede i.

I Danmark begyndte benzinmanglen at gøre sig gældende i 1916 og året efter kom de første restriktioner, bl.a. blev kørsel om natten forbudt. Benzin og forskellige erstatningsbrændstoffer blev i første omgang rationeret. Men pga. mistanke om uautoriseret videresalg af den tildelte benzin, inddrog man brændstof-tildelingerne i 1918 og indførte i stedet kørselstilladelser.

Det var stort set kun DDPA (og datterselskabet NBC) og Brdr. Jansen der kunne fremskaffe benzin og petroleum under Den Første Verdenskrig.

Benzinen igen i fri handel.

I løbet af 1919 normaliseredes markedet, Automobildroskekørslen blev genoptaget den 5. februar 1919, og Benzinnævnet vedtog at opløse sig selv den 24. februar 1919.

Da benzinen igen blev givet fri, viste det sig, at den benzin der nu er til rådighed, var af en endog meget, dårligere kvalitet end den man havde kendt før krigen. Den var tungere og vægtfylde blev i den første tid efter krigen et kvalitetsparameter.

Den første Verdenskrig havde også sat en stopper for eftersøgning efter olie, men samtidig var olie-efterspørgslen forøget, så da krigen var omme og fredsaftalerne skulle forhandles var olie blevet et vigtigt politisk emne. Hvilket især kom til udtryk ved San Remo konferencen i 1920 hvor Det osmanniske Riges arabiske besiddelsers fremtid skulle afgøres.

På verdensplan var der i 1909 blevet solgt 4 gange så meget petroleum som benzin. 10 år senere var salget af benzin nået op på 85 % af petroleumssalget. Øvrige produkter der blev udvundet af råolien blev bl.a. brugt til belysning, opvarmning, stearinlys, smøreolie, behandling af klæder og lædervarer, gulvbehandling og vejbelægning.

Oliekriser.

I vor tid, er vi fortrolige med begrebet oliekrise. Krise defineret som et stort udsving, stigning eller fald, i prisen. Sjældent har kriserne været forårsaget af en egentlig mangel på olie, men de har haft deres udspring i politiske konflikter, der på forskellig vis har påvirket oliehandlen. Det er dog på ingen måde et begreb der kun hører til i den sidste halvdel af olieindustriens historie. Den første krise indtraf faktisk allerede da den første succesfulde olieboring blev udført i Titusville, Pennsylvalia i 1859. Den boring resulterede i et stort prisfald på belysningspetroleum. Olieprisen vedblev at falde helt frem til. Men efterspørgslen efter olieprodukter steg betydelig mere end fremkomsten af nye reserver, hvilket efterhånden førte til en begrundet frygt for at løbe tør for olie. Sammen med udbruddet af Den første Verdenskrig udløste det en ny krise, denne gang med stigende priser til følge. Fra 1915 til 1920 var prisen steget til det fem dobbelte.