ESSO

(Der er flere illustrationer under teksten)

Nok var det Oberst Drake der startede olieeventyret i USA i 1859, men det var en anden person der blev drivkraften i den proces der gjorde USA til den vigtigste spiller på oliemarkedet. For tre år efter Drakes fund, trådte en 23 årig bogholder ind på scenen, hans navn var John D. Rockefeller.

Rockefeller investerede sine sparepenge i et olie-raffinaderi i Cleveland, Ohio. I 1870 dannede han sammen med forretningspartnere selskabet Standard Oil Company.  Rockefellers strategi var at tage kontrol over raffineringen og distribution af olie i USA. Han beskæftigede sig i de første mange år ikke med efterforskning og indvending af råolie. Han mente, med rette, at den del af oliebranchen var for økonomisk risikabel. I 1882 indgik Rockefeller sammen med en lille gruppe olie-mænd, en trust-aftale. Der var i alt 40 enkeltselskaber i trusten, de kontrollerede til sammen 75% af Amerikas raffineringsanlæg og 90% a olieledningsanlæggene.

Standard Oil trustens position blev dog udfordret på flere fronter. I USA var hverken befolkningen eller myndighederne begejstret for at en økonomisk magt blev koncentreret hos en enkelt virksomhed. Det kvalte det frie initiativ og den fri konkurrence, en af grundstenene i det amerikanske samfund. Politisk blev kampen mod Standard Oil og Rockefeller indledt med vedtagelsen af Sherman Act i 1890, en lov der i princippet forbød trusts. I mange år undgik Rockefeller dog lovens konsekvenser, ved indviklede selskabskonstruktioner. Først i 1911 lykkedes det myndighederne med en højesteretsdom at tvinge Standard Oil til at opløse trusten og den blev efterfølgende opdelt i 34 selvstændige virksomheder. 11 af dem fik eneret til at anvende navnet Standard Oil i et bestemt geografisk område, kun otte af selskaberne udnyttede dog denne ret.

Det største af de nye selvstændige selskaber var Standard Oil Company (New Jersey) der indtil da havde fungeret som holdingselskab for de øvrige selskaber i trusten. Det var registeret i New Jersey da deres anti-trust-lovgivning var mindre restriktiv. New Jersey var den eneste stat der tillod et selskab at eje aktier i et andet selskab. På trods af navnet og det juridiske hjemsted havde Standard Oil Company (New Jersey) hovedkvarter i New York City. Standard Oil Company (New Jersey) stod som udgangspunkt i 1911 i en vanskelig situation. Efter rekonstruktionen, stod selskabet med adskillige store raffinaderier ved østkysten, samt det meste af det gamle selskabs udenrigshandel, men havde kun meget ringe produktion af råolie og så at sige ingen olie-ledninger, ingen tank-skibe og kun begrænset afsætning på hjemmemarkedet.

Andre af de 34 selskaber var Standard Oil of New York (der senere blev til Mobil Oil), Standard Oil Company of California (der blev til Chevron), Standard Oil Company (Indiana) (der blev til Amoco), Continental Oil and Transportation Company (der blev til Conoco), og Atlantic Refining Company (der blev til ARCO). Tvangsopløsningen af trusten svækkede naturligvis Standard Oil, men i løbet af ganske få år havde selskaberne vokset sig så store at deres værdi var lang større end det oprindelige Standard Oil. Standard Oil Company (New Jersey) blev senere kendt under deres varemærke Esso.

Som nævnt fik 11 af de 34 selvstændige selskaber rettighed til at anvende varemærket Standard Oil i et afgrænset geografisk område. Standard Oil Company (New Jersey) fik rettigheden i staterne ved den amerikanske østkyst: New Jersey, Maryland, Wyoming, District of Columbia, Virginia, North Carolina, South Carolina og Delaware – foruden alle markeder uden for USA.

De først år efter opsplitningen, brugte selskaberne på at konsolidere sig i deres respektive områder. Men snart blev efterspørgslen for benzin så stor, at flere af selskaberne søgte at udvide deres markeder. De var derfor nødsaget til at bruge varemærker der ikke indeholdt Standard Oil. Mange anvendte forkortelser af deres firmanavne, omskrevet så de blev mere mundrette: Calso (Standard Oil of California), Socony (Standard Oil of New York), Kyso (Standard Oil of Kentucky). Standard Oil of Indiana brugte varemærket Standard indtil de I 1930erne opkøbte det mindre American Oil Company og brugte derefter en forkortelse af deres navn, Amoco.

I takt med den tekniske udvikling øges kompressionsforholdet og dermed kravet til benzinens evne til at modstå tryk og temperatur. Den Første Verdenskrig havde for alvor bragt fokus på denne evne. I krigen havde man for første gang brugt benzindrevne forbrændingsmotorer under intensive forhold. Ikke blot forsyningssikkerheden, men også pålideligheden havde været af vital betydning. Man havde konstateret at der var stor forskel på benzinens evne til at modstå tryk og temperatur, tilsyneladende afhængig af råoliens beskaffenhed. Den benzin der modstod varme og tryk dårligst selvantændte, hvilket førte til tændingsbankning og deraf følgende ringere effekt og øget belastning af materiellet. Både de krigsførende landes luftforsvar, olieselskaberne og nogle bilfabrikker begyndte at forske i en løsning. Efter krigen forsatte forskningen bl.a. hos General Motors, hvor to ingeniører, Thomas Midgley Jr. og Charles F. Kettering, undersøgte over 30.000 forskellige substanser bl.a. arsen, svovl og bly. Den 9. december 1921 afprøvede de et stof der skulle vise sig at have de egenskaber man søgte: tetraethylbly (forkortet TEL men også kendt som ethyl). Ganske vist bevirkede tilsætningen af stoffet kraftige blyaflejringer på ventiler og i forbrændingskammer, men da man havde løst det problem, ved hjælp af endnu et additiv, var opgaven løst. Sammen med Standard Oil etablerede GM selskabet Ethyl Gasoline Corporation, det var dog Du Pont Corporation der stod for selve produktionen af det nye additiv, som i årene fremover blev anvendt af de fleste olieselskaber. TEL var særdeles giftigt og allerede i første produktionsår døde flere arbejdere både hos DuPont og på diverse olieraffinaderier. Atlantic og Sun havde inden introduktionen af  TEL lanceret høj-oktan-benzin, fabrikeret ved hjælp af forbedret raffineringsmetoder.  Det var derfor til dels af konkurrencehensyn at TEL blev lanceret, uden man havde løst problemet med blyforgiftning. Selskabet Amoco (opr. Standard Oil Company of Indiana) vedblev i de øst- og sydlige områder af USA at sælge blyfri benzin (endog i perioder med et oktantal over 100) helt frem til TEL blev udfaset i 1970erne.

I 1926 udarbejde en ingeniør, Graham Edgar, ansat ved Ethyl Gasoline Corporation, en skala, hvorefter man kunne aflæse en benzins evne til at modstå tryk og temperatur. Han brugte to kulstofforbindelser, n-heptan og iso-oktan, som yderpunkter i skalaen. Begge kan anvendes som brændstof, men den første vil under alle forhold selvantænde og dermed forårsage bankning, hvorimod sidstnævnte aldrig vil selvantænde. Når han blandede de to forbindelser og sammenlignede med en benzin der havde samme evne til at modstå tryk og temperatur, blev iso-oktanens andel af blandingen udtryk for benzinens kvalitet dvs. oktan 100 havde samme egenskaber som iso-oktan. I 1929 kunne man til et almindeligt automobil klare sig med benzin med et okantal på 55

Standard Oil Company (New Jersey), anvendte i Danmark varemærket Pratt. I 1926 begyndte de at anvende varemærket Esso for deres Ethyl-blandede benzin. Esso var en forkortelse af Eastern States Standard Oil, påstod de senere, da de i 1960ene blev uenige med Amoco og Kyso om brugen af varemærket Esso. En anden udlægning af Esso-betegnelsens oprindelse, er den fonetiske gengivelse af forkortelsen SO. En udlægning DDPA i øvrigt brugte da de i slutningen af 1930erne skiltede om til Esso på deres tankstationer. Det amerikanske moderselskab vedblev at hedde Standard Oil Company (New Jersey), indtil de i 1973 ændrede navn til Exxon. Specielt Sohio og Kyso var dog så utilfredse med Esso varemærket, der mindede alt for meget om Standard Oil, at de fik nedlagt forbud mod at anvende det i ”deres” stater. Standard Oil Company (New Jersey) kunne derfor kun anvende Esso-mærket i 18 amerikanske stater. De anvendte derfor forskellige varemærker i de forbudte stater: Carter, Pate, Oklahoma og Humble. For at forenkle markedføringen introducerede de i 1964 varemærket med Enco (en forkortelse for Energy Company) og forsøgte at køre nation-wide reklamekampagner med det og Esso, hvor kun varemærket blev tilpasset de lokale rettigheder. Men heller ikke det varemærke blev nogen succes i USA, idet Earl Nunneley Company allerede havde indregistreret navnet i nogle stater og desuden erfarede Standard Oil Company (New Jersey) af forkortelsen Enco på japansk kunne oversættes som ”motor defekt”. Man valgte derfor at opgive Enco og søgte efter et helt nyt navn de kunne bruge i alle 50 stater. Datiden berømte industrielle designer Raymond Loewy blev engageret til opgaven og han faldt på navnet Exxon som Standard Oil Company (New Jersey) i 1973 begyndte at bruge både som firmanavn og varemærke.

I USA var den geografiske opdeling af rettigheden til at anvende navnet Standard Oil, som den var beskrevet i højesteretsdommen fra 1911, for længst forældet da man trådte ind i 1960erne. En række virksomhedsopkøb havde reduceret antallet af rettighedshavere fra de oprindelige 11 til fem, hvoraf den ene, Mobil, aldrig havde hindret Standard Oil of New Jersey i at markedsføre sine produkter under Standard og Esso-navnene i deres område, de nordøstlige stater. Men specielt Standard Oil of Ohio (Sohio) og Standard Oil of Kentucky (Kyso, der siden 1960 var ejet af Standard Oil of California, Socal) havde modsat sig brugen af Standard Oil, Esso og Enco varemærkerne. Disse begrænsninger gjaldt naturligvis også de øvrige tidligere Standard Oil-selskaber, der alle var forhindret i at føre reklamekampagner og andre markedsføringsaktiviteter, der dækkede hele nationen. Faktisk var det kun Texaco og Shell der på daværende tidspunkt solgte benzin under samme varemærke i hele USA. Standard Oil of New Jersey valgte derfor i 1972 at introducere et nyt mærke der samtidig blev selskabets nye navn, Exxon. For at opretholde rettigheden til Esso-mærket vedblev de dog at sælge diesel under dette varemærke. Akkurat som Socal, der ellers anvendte varemærkerne Chevron og Calso, i alle stater hvor de havde rettigheden til Standard Oil vedblev at drive mindst en servicestation under det navn. Det samme gør BP, efter de har opkøbt både Sohio (tidl. Standard Oil of Ohio) og Amoco (tidl. Standard Oil of Indiana). Uden for USA havde Exxon alle rettigheder til Standard Oil-varemærket og dermed også retten til at anvende Esso-navnet. Exxon fusionerede i 1999 med Mobil Oil.

Esso i Danmark.

Standard Oil havde opkøbt eller etableret virksomheder overalt på kloden. 1892 investerede de i DDPA, Det Danske Petroleums Aktieselskab (https://gamledansketankstationer.dk/ddpa/), de blev eneleverandør til selskabet og købte en aktieandel. I 1910 opkøbte DDPA Nordisk Benzin Compagni og blev i gennem denne handel, ledende også på benzin og brændselsolie (diesel) markederne i Danmark. I 1913 overtog de aktiemajoriteten i Skandinavisk-Amerikansk Petroleums Aktieselskab der i Danmark havde agenturet for Pure Oil. 1923 overtog DDPA Det Dansk-Tyske Petroleumskompagni.

DDPA havde fra selskabets start opbygget lagerfaciliteter overalt i Danmark. Det havde desuden købt e tankdamper fra B&W til fast amerikafart. I 1919 anlagde DDPA nordens største benzin- og olielageranlæg ved Agernakke ved Nyborg. En i 1921 anlagt benzinhavn nord for Skudehavnen (København) var blevet for lille, og fra 1934 begyndte anlæggelsen af prøvestenen ved opfyld og med etablering af en stor benzin- og oliehavn.

I mellekrigstiden opbyggede DDPA et landsdækkende net af benzinsalgsanlæg og servicestationer. Den 9. august 1920 åbnede Valdemar Nielsen den første DDPA-tankstation på det gamle jernbaneterræn ved Gl. Kongevej, lige ved broen ved Paladsteatret. Det var første station i Danmark med nedgravede tanke. Når man kørte ind, direkte fra gaden, for at tanke sin vogn, kunne man kun se de to skinnende røde tårne. DDPA tankstationerne skiltede med Pratt, fra 1931 Standard og i 1939 skiltede man om til Esso. Charles Pratt havde i 1867 etableret olieselskabet Charles Pratt and Company i Brooklyn, New York. Det selskab blev i 1874 en del af Standard Oil Company. Charles Pratt grundlagde desuden i 1887, det stadig eksisterende, Pratt Institute. I Sverige og England anvendes varemærket Pratt’s. I Norge hed Standard Oil-benzinen Tiger og i Tyskland Dapolin.

DDPA havde med amerikanske Standard Oils pengetank i baghånden en økonomisk styrke der gjorde at de egenhændigt kunne fastsætte prisniveauet på det danske benzinmarked. Det benyttede de sig af og indledte en hård priskrig i 1923. I løbet af året nedsatte de prisen fra 39 øre pr liter til 34 øre, i 1926 kom den helt ned på 27 øre. Prisen var differentieret, både geografisk og efter kundernes vigtighed. Benzinen var således 4 øre dyrere på Bornholm end i København og der blev ydet rabatter på op til 7 øre til de store kunder. DFOK og Dansk-Engelsk fulgte efter DDPA både prismæssigt og med at udbygge salgsnettet. Men det var dyrt, alene en pumpestander kunne koste op til 3000 kr., så krigen var udmarvende.

I 1926 lancerede Standard Oil Ethyl-blandet benzin i USA under varemærket Esso.

Kravet til oktantallet for et almindeligt automobil steg. Man hævede tallet på forskellig måde: Dels ved forbedrede raffineringsmetoder, dels ved tilsætning af forskellige additiver. Fx ætylalkohol, benzol eller, som oftest, tetraethylbly (kaldet ethyl eller TEL). De tre store benzinselskaber begyndte i 1933-34 at sælge høj-oktan benzin i Danmark, eksempelvis introducerede DDPA i september 1933 ethyl-blandet benzin i Danmark under varemærket Esso.  Alm. Benzin havde 66-67 oktan, høj-oktan havde 75-77. DDPA havde tidligere anvendt Esso-mærket til en benzol-blandet benzin-kvalitet.

Fra 1932 importerede DDPA alle sine produkter fra Standard Oils raffinaderi i Fawley England, det skete af hensyn til den danske handelsbalance. Hidtil havde de fået alle varer leveret fra USA.

Indtil 1931 anvendte DDPA varemærket Pratt til deres tankstationer i Danmark, derefter hed de Standard og i 1939 skiltede de alle stationer om til Esso. Selskabet hed stadig Det danske Petroleums Aktieselskab.

Samme år de omdøbte deres tankstationer til Esso, kunne DDPA fejre sit 50 års jubilæum.  Det var da et firma med fire hoved-varegrupper, petroleum (til belysning og opvarmning), motor-petroleum, benzin og brændselsolie (diesel). Derforuden mange mindre: smøreolie, automobiltilbehør, kemikalier osv. De havde et landsdækkende net af depoter, provensagenturer, salgsanlæg og lagere med en tankkapacitet på 234.997 m. De rådede over 201 jernbanetankvogne og 273 tankbiler. Deres tankskibsflåde havde en samlet tonnage på 46.990 tons.

I 1952 ændrede Det danske Petroleums Aktieselskab sit navn til Dansk Esso A/S.

I 1963 købte Dansk Esso det raffinaderi Veedol i 1960 havde opført i Kalundborg.

I 1986 solgte Dansk Esso alle deres aktiviteter, de havde dog allerede inden da, indstillet deres rederivirksomhed. Køberen var det norske statsejede Statoil.

Socony (Standard Oil of New York) fik rettighed til at anvende varemærket Standard Oil i de nord-østlige stater, Maine, New Hampshire, Massachusetts, Rhode Island, Connecticut, Vermont og New York. Socony fusionerede i 1931 med Vacuum Oil og ændrede i 1963 navn til Mobil Oil. De fusionerede i 1999 med Exxon.
Standard Oil of Indiana fik rettighederne i midtvesten: North Dakota, South Dakota, Minnesota, Iowa, den nordlige del af Maryland, Wisconsin, Illinos, Michigan og Indiana. De blev i 1954 lagt samen med Pan American Petroleum and Transport Company under navnet Amoco. De fusionerede i 1998 med BP.
Standard Oil of Indianas logo 1947-1960

Kyso (Standard Oil of Kentucky) fik de syd-østlige stater Kentucky, Mississippi, Alabama, Georgia og Florida.
Standard Oil of Louisana fik det østlige Louisana og Tennessee. De brugte varemærket Stanocola. I 1944 blev de en del af Standard Oil Company (New Jersey).
Sohio (Standard Oil of Ohio) fik rettighed til at anvende varemærket Standard Oil i Ohio. Sohio var oprindelige Standard Oil etableret af Rockefeller i 1870. De anvendte efter højeretsdommen i 1911 varemærket Sohio I Ohio og Boron i andre stater fx Michigan, Pennsylvania, Kentucky og West Virginia. Sohio blev opkøbt af BP i 1980erne.
Conoco (Continental Oil and Transportation Co.) fik rettighed til at anvende varemærket Standard Oil i Montana, Idaho, Utah, Colorado, New Mexico og Wyoming. Selskabet blev I 1929 opkøbt af Marland Oil Company, som valgte at ændre firmaet navn til Continental Oil og de anvendte derefter Marland gamle logo (en rød trekant) med Conoco-navnet. De geografiske rettigheder til Standard navnet blev efter den handel fordelt til Standard Oil of Indiana og Standard Oil of California.
Standard Oil of California fik rettigheden i staterne på den amerikanske vestkyst: Washington, Oregon, og Californien plus Arizona og Nevada. I 1984 opkøbte Standard Oil of California Gulf Oil og ændrede i den forbindelse navn til Chevron. Standard Oil of California havde siden 1920erne anvendt det navn som varemærke på en del af deres produkter. I 2000 opkøbte de Texaco.

Standard Oil of Nebraska fik Nebraska. De anvendte varemærkerne Red Crown og White Crown. Standard Oil of Nebraska blev opkøbt af Standard Oil of Indiana i 1939.
 
Lang tid før fusionen mellem Exxon og Mobil i 2000 samarbejde de to selskaber. De havde i fjernøsten dannet joint-venture selskabet Stanvac.
Det Danske Petroleums Aktieselskab (D.D.P.A.), blev grundlagt i 1899, gradvist opkøbt af Standard Oil fra 1892. Ændrede i 1952 navn til Dansk Esso A/S.

Standard Oil Company (New jersey) logo.
Varemærket Esso blev i begyndelsen kun anvendt til høj-oktan benzin. I Danmark først benzol-blandet, fra 1933 Ethyl-blandet.
Mange år før Essos tiger-kampagne anvendte
Vestlandske Petroleumskompani en tiger som varemærke. Vestlandske Petroleumskompani var som DDPA ejet af Standard Oil.
Esso logo 1923-1934

Grundet betingelserne i højeretsdommen fra 1911, kunne Standard oil (New Jersey) ikke anvende Esso-mærket i hele USA, men brugte forskellige navne i forskellige regioner.

Efter en stor reorganisering af koncernen i 1959, introducerede man varemærket Enco (ENergy COmpagny). Naivt troede Standard Oil dermed at kunne føre Nation-wide markedsføringskampagner. De øvrige Standard Oil-selskaber, med Sohio og Kyso i spidsen, fik nedlagt forbud mod anvendelsen af Enco-varemærket.
Dagens moderne 3D-version af det klassiske logo der blev introduceret i 1934.
Behovet for at kunne føre reklamekampagner over hele nationen med samme varemærke blev efterhånden så markant at Standard Oil (New Jersey) valgte at kontakte datidens store design-guru Raymond Loewy. Han udarbejdede i 1966 et nyt navn/logo for virksomheden. Det blev implementeret i 1972.
Exxon og Mobil blev i 1999 fusioneret i selskabet ExxonMobil.

Standard Oils varemærke i Danmark i 1920erne.
Standard Oils varemærke i Norge i 1920erne.
Standard Oils varemærke i Tyskland i 1920erne.
Standard Oils varemærke i Italien i 1920erne.
Standard Oils varemærke i Sverige i 1920erne.
Først i 1920erne anvendte man stadig hestetrukne tankvogne.
Der pumpes benzin fra tankvogn til underjordisk cisterne på Wald. Nielsens tankstation på Gl. Kongevej.
Wald. Nielsen betjener den hånddrevne pumpe.
I 1924 blev der stadig leveret benzin i dunke.
Samlng af pumpestandere på DDPAs værksted.

Den første landevejstank lå ved Snohøj.

Strandvejen 44 København.
Esso tankvogn ved Nyborg Færgehavn.
Otto Leisner som Esso-mand.
Danmarks første tankanlæg for mineralsk brændsel, opført ved Tuborg havn i 1989.
DDPAs hoved-importlager i Avernakke, 1936.
Frihavnen, København.
Aftapning fra jernbanetankvogn til metaldunke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *