
I oktober 2014 blev servicestationen på Kongensgade 15 i Christiansfeld konverteret til automatanlæg og Q8 skiltene blev udskiftet med F24. I det sidste årti var antallet af bemandede stationer mere end halveret, og i 2014 var ca. 70 % af det samlede antal stationer i Danmark ubemandede.
En undersøgelse, foretaget af et analysebureau for Q8 pegede på tre afgørende faktorer, der spillede ind på bilisternes valg af ubemandede anlæg, når de skulle tanke brændstof.
“For det første foretrækker størstedelen af bilisterne et ubemandet anlæg, fordi de som regel kan tanke billigere brændstof. For det andet går det hurtigere med at tanke, og for det tredje føler bilisterne ikke, at de bliver fristet til at købe andet end, hvad de er kommet for. Så krise eller ej, danske bilister er meget prisbevidste”.
Anlægget på Kongensgade var opført i 1962, men der havde ligget autoværksted og tankstation på matriklen siden 1920erne. Dengang havde Kongensgade været en del af den stærkt trafikerede hovedlandevej 10. Poul Pedersen var før den anden verdenskrig svend hos mekanikermester M.B. Madsen der dengang drev værkstedet, Pedersen købte anlægget og byggede nyt værksted her i 1946.

Forretningen voksede, han fik autoriseret Renault-forhandling og i 1960 måtte han udvidede igen, denne gang med en ny stor forretning nogle hundrede meter mod nord, på Kongensgade 38. Hans Schmidt overtog værksted og BP-tank i nr. 15. I starten af 1980erne ombyggede han stationen, bl.a. med en combi-autovaskemaskine i den nyopførte vaskehal. Senere overtog sønnen Poul-Erik. Da benzinsalget blev automatiseret i 2014, var Lili Boysen indehaver.
Det altdominerende skærmtag havde F24 skiltning på sternen, det var opbygget som jernkonstruktion, beklædt med metalpaneler og med lysarmaturer opsat på undersiden af det flade tag. Pris-skiltet var integreret i bomærkestanderen, udover skiltningen på pumpestanderen var der ikke yderligere reklame for F24-varemærket. Servicestationens salgslokale var omdannet til nærbutik, pladsen omkring stationen var asfalteret, dog var arealet under skærmtaget belagt med SF-sten. Anlægget fremstod med sit praktiske udtryk som en modsætning til gadens øvrige udstyr, der med brostensbelægning og gammeldags gadelamper signalerede gamle dages provinsidyl.
