
For mange grovvareselskaber var det naturligt at udvide varesortimentet med brændsel, kul, koks og olie og nogle også med brændstof, dieselolie. Hornsyld Købmandsgaard, en privatejet grovvareforretning, grundlagt i 1932, med hovedsæde i Hornsyld mellem Horsens og Vejle, tog skridtet videre. De drev tankstationer. Foruden grovvarer og energi havde virksomheden også en stor trælastafdeling med egen projektafdeling, der var ekspert i at bygge haller.
HK Benzin anlagde ikke nye tankstationer, men overtog allerede eksisterende anlæg, så som Q8-tanken på Brogade i Bjerringbro. Bjerringbro ligger mellem Randers, Viborg og Silkeborg, Landevejen fra Randers til Rødkærsbro gik tidligere gennem byen, nu er den ført som ringvej nord om byen. Brogade var sidegade til landevejen, broen der henvises til i gadenavnet går over Gudenåen, omkring 100 meter syd for tankstationen. I 1958 etablerede Niels Grimsbjerg sig som selvstændig automekaniker her, med nyopført værksted ”Autogaarden” og BP-tankstation. I 1989 konverterede han anlægget til Q8. Senere overtog HK-benzin stationen, de omdannede anlægget til automatdrift og autoværkstedet blev lejet ud til anden side. Da fotografiet blev taget i 2014 drev Flemming Frost Bjerringbro Dækcenter, Point S, i lokalerne. Nu har Christian Glerup autoværksted med speciale i Land Rover og andre britiske biler.
Hele forpladsen var asfalteret, undtaget arealet omkring pumpestanderne, der var belagt med støbt beton. Det næsten 160 m2 store skærmtag var understøttet af fire stolper, på hver stolpe sad en kasse med HK-logo. Under taget stod to pumper, begge med udleveringshaner til begge sider. En bomærkestander med prisskilt, stod mod Brogade. Ved de to overkørsler var flag, mod syd med reklame for HK og mod nord Point S. Der var også skilte med reklame for Kosangas og Point S samt henvisning til bilvask. Bygningen til venstre i billedet med to hæveporte var sammenhængende med værkstedsbygningerne bag tankstationen. Foran portene stod et oplag af gasflasker og trailere, udstillet til salg og udlejning. Bygningen i midten var den tidligere butik og til højre herfor lå vaskehallen. På alle bygninger med facade mod Brogade, var der på sternen opsat et blåt bånd med HK-logoer.


