2012
Jet
Viborgvej 100
Randers

Med en placering få hundrede meter fra motorvejsafkørsel Randers C, ved den store vestlige indfaldsvej til Randers, var beliggenheden nærmest perfekt da Jet åbnede en ny automatstation i 2005. Bygherren var ConocoPhillips og hovedentreprenøren var Malte Fuel Tech. Malte Fuel Tech var et svenskejet firma der op til konkursen i 2016, på få år havde udviklet sig fra en mindre virksomhed der stort set kun beskæftigede sig med rørlægning og pumpeservice til brændstofanlæg, til at servicere alt, hvad der har med forpladsen på en servicestation at gøre: Tankanlæg både over og under jorden, skiltesystemer, belysning, vaskeanlæg, kortlæsere og kasseterminaler.

Anlægget på Viborgvej bestod af et skærmtag understøttet af to søjler og opbygget af jernprofiler beklædt med metalplader i Jets gule og blå farver. En lyskasse med bomærke var opsat på tagets kant. Der var to pumpestandere, hver med dispenserer til to sider således at der i alt var fire pladser til optankning. Betalingsautomaterne var indbygget i søjlerne. Desuden var der affaldsbeholdere og dispensere med handsker og papir. Pladsen var dels belagt med SF-sten, dels asfalteret. I baggrunden stod et teknikhus. Mod Viborgvej, hovedvej 16, stod et kombineret pris og bomærkeskilt samt plakater og skilte med reklame for den pølsevogn der var opstillet på pladsen. Mod vejen var pladsen afgrænset af græs og et metalhegn. Der var to overkørsler fra Viborgvej, den ene fælles med Netto-supermarkedet der blev opført vest for tankstationen.

Bilen der holdt på stationen da fotografiet blev taget er en Ford Fiesta mk. 4.

I 2008 solgte ConocoPhillips Jet til Statoil. Ved handlen fik Statoil også en åremål bestemt rettighed til varemærket Jet, en rettighed der udløb i 2014. På det tidspunkt var Statoil dog blevet solgt til canadiske Alimentation Couche-Tard og de konverterede Jet-stationerne, også anlægget på Viborgvej, til deres nye varemærke INGO.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *