2008
OK
Vejlevej 82
Torsted
Horsens

I 2008 tilbød en moderne tankstation et bredt udvalg af varer, man konkurrerede direkte med den øvrige dagligvarehandel og ikke blot som tidligere, med kioskvarer. Kun få steder tilbød man stadig service og reparation af biler. På DK-tanken på Vejlevej i Horsens-forstaden Torsted, var det tidligere værksted i midten af 1980erne blevet ombygget til video-butik. I begyndelsen af 00erne var priskonkurrencen på benzinmarkedet så hård, at den forhandlerejede DK-benzinkæde måtte opgive kampen og den blev opkøbt af andelsselskabet OK benzin, der indtil da næsten kun havde haft automatstationer. Med overtagelsen af DKs net af bemandede stationer, etablerede OK konceptet OK plus+, som stationen på Vejlevej blev en del af i 2006. Anlægget bestod af benzinsalgsanlæg, minimarked og automatiseret vaskehal. Desuden var der opført en grillbar, som ses yderst til højre i billedet. Det store skærmtag understøttes af tre pyloner hvorpå der var opsat plakater med reklame for kampagne-tilbud. Mod landevejen var der en skilte-stander med tre udhæng: bomærke, plus+ og prisskilt. Der var to overkørsler, en fra hver vej, arealet mellem dem var udlagt som stenbed, med kampagneskilte opsat som eneste udsmykning. Pyloner og den tidligere værkstedsbygnings facade var beklædt med lyse metalplader, den lavere bygning med mørkere plader.

Oprindelig havde der siden 1955 ligget en Esso-servicestation på grunden. Som så mange andre benzinanlæg var det anlagt på en hjørnegrund, ud til Vejlevej og Nordre Torstedvej. Vejlevej var da en del af hovedvej 10, Padborg-Skagen. Den første indehaver var Aabo Madsen, men i mange år drev Knud Erik Nygaard Olesen stationen.  Midt i 1980erne overtog Thorkild Mortensen stationen og han skiftede benzinleverandør til DK og ombyggede værkstedet til døgnkiosk. Derefter tog Annette og Sten Pedersen over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *