1989
Texaco
Landevejen 42
Vejstrup

I 1960 etablerede Ejner Rasmussen BP-salgsanlæg ved sit cykel- og autoværksted i Vejstrup på Østfyn. I 1970 overtog automekaniker Olav Holmer Nielsen virksomheden og han nedbrød i 1972 de eksisterende bygninger på matriklen og byggede det nuværende auto- og maskinværksted, med servicebutik for detailsalget. I 1975 udbygges værkstedet og i 1983 blev skærmtaget over pumpestanderne opført. I 1997 gik Olav på efterløn og sønnen Lars overtog værkstedet, samtidig ophørte benzin- og butikssalget.

På fotografiet fra 1989 var benzinleverandøren Texaco, tidligere havde man haft Bonus-logo på pumperne, det var et lavprismærke Texaco lancerede i 1978, men i 1989 var det en Texaco-bomærkestander der stod ved landevejen Svendborg-Nyborg. Også Kosangas havde skilt ved vejen, ligesom der stod de lovpligtige prisskilte foruden et A-skilt og henvisningspile ved indkørslerne. Pladsen var asfalteret, arealet under skærmtaget var belagt med SF-sten. Overdækningen var opbygget på et jerndrager-skelet med fladt tag, belagt med plader med bølgeprofil. På baldakinen var opsat skilte med Texaco-logo. Der stod fire elektriske pumpestandere af forskellig type. På området stod adskillige biler, traktorer og landbrugsredskaber, der vidende om virksomhedens brede kompetence-område. Længst til venstre i billedet en Saab 95, dernæst en gaffeltruck og en VW Transporter med reklame for Zetor og Deutz-Fahr – traktorer som værkstedet udførte autoriseret salg og service for. Ved siden af en Bedford CF, en Deutz-Fahr traktor, en Ford Sierra og en rød kassebil, flere traktorer og en Opel Kadett. Bag bygningen var et oplag af ophuggede biler bl.a. en Folkevogns boble og hvad der ligner en VW type 181 (Jagtvogn).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *