1988
Spar Benzin
Bøgebjergvej 54
Brobyværk

I Brobyværk på Sydfyn havde Ernst Hansen autoværksted med tilhørende benzinstation. I 1988 var det Spar-benzin der blev pumpet i kundernes biler.

Spar-varemærket var introduceret på det det danske benzinmarked af selskabet Skanbenzin, som var et joint-venture mellem svenske Nynäs og Norsk Hydro. Spar-logoet hang ved selskabets forhandlerejede stationer, mens de anlæg firmaet selv ejede, solgte benzin af mærket Viking.  Ernst Hansens anlæg lå på hjørnet af Bøgebjergvej og Kastanievej i den nordlige udkant af Sønder Broby. Anlægget bestod af værksted, lager og butik. Bygningerne havde fladt tag, beklædt med tagpap. Også skærmtaget var fladt, det var beklædt med plade i bølgeprofil. Det var understøttet af fire stolper og under det stod tre pumpestandere. Yderligere en pumpe, hånddrevet med knallertbenzin, stod ved butikkens facade. Adgangen til værkstedet gik gennem to hæveporte, over dem hang et skilt med teksten Ernst’s Auto. Der var to overkørsler fra Bøgebjergvej, mellem dem et bed med buske og en bomærkestander og prisskilte. Ved indkørslerne var der henvisningspile, desuden stod der et A-skilt og nogle dæk udstillet på pladsen. Rundt omkring på anlægget stod der mange køretøjer, nogle delvist ophugget, andre i køreklar stand. Yderst til venstre i billedet stod en gruppe røde biler, en Opel Rekord D, en Fiat 127 og en Austin Maxi. Til højre for dem ved F-gas-anlægget, en Mazda 929 LA4 med en campingvogn efter sig og en Iveco (Fiat eller Magirus) lastbil ved sin side. Yderst til højre, to røde GM-tvillinger, en Vauxhall Chevette og en Opel Kadett C. Ved siden af dem en MKP Grandesse campingvogn fra M.K. Pedersens Karrosserifabrik i Kolding, derefter en Datsun 100A E10, en gaffeltruck og en gummiged og ved værkstedets sydlige gavl holdt en Ford Sierra. På arealet bag anlægget var der et oplag af ophuggede biler, længst til venstre en Toyota Dyna lastvogn og til højre en gruppe bestående af bl.a. en Reanult 16, en Austin Allegro, en folkevogns boble og en Morris Minor Traveller.

Ernst Hansen ophørte med at sælge benzin i 2005 og lukkede værkstedet i 2013. Nogle år senere købte Ronni Hansen bygningerne og indrettede på ny autoværksted i lokalerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *