
Mobil-tankstation med tilhørende autoværksted, beliggende i krydset hvor landevejene fra Kerteminde og Munkebo mødes og fortsætter mod nord i vejen til Fyns Hoved.
Beboelseshuset var opført i 1934 og først i 1950erne oprettede Charles Henriksen autoværksted og senere benzinsalgsanlæg på stedet. I 1967 nedbrændte værkstedet og man opførte ny værkstedsbygning. På det tidspunkt havde sønnen Erik og dennes hustru Else, overtaget virksomheden..
Pumpeøen lå parallelt med vejen til Fyns Hoved. På den var placeret 2 runde Mobil-pumpestandere samt betalingsautomat og affaldsbeholder under de specielle Mobil lygtestandere der udgjorde den eneste overdækning. Ved den sydligste overkørsel fra Fyns Hovedvejen stod en Mobil-bomærkestander. Ved indgangen til butikken, der var indrettet i beboelseshuset, stod et prisskilt. Det var pr. 1. januar 1978 påbudt benzinsalgsanlæg med et salg over 250 m3, på en, for de forbikørende, letlæselig måde, at orientere om prisen på benzin.
Pladsen bag værkstedet fungerede som oplag for diverse reservedele, delvis ophuggede biler og biler der var til salg.
I 1986 blev Mobil Oils benzinaktiviteter i Danmark opkøbt af Dansk Shell og i Mesinge skiltede man derfor om til Shell. Først i 1990erne overtog tredje generation tankstationen, i kraft af Hans Henriksen. Han skiftede leverandør til DK-benzin. Efter 15 år som benzinforhandler besluttede ægteparret Susanne og Hans i 2007 i forbindelse med OKs køb af DK-benzin at indstille benzinsalget.








