
Bække er en lille by i Sydjylland på Vejle-Ribe landevejen. Her etablerede mekaniker Bjarne Madsen i 1958 en Caltex servicestation med tilhørende autoværksted. I 1967 blev der skiltet om til Chevron og fire år senere fik man også Dalsøgas depot og salgsanlæg for autogas. Fotografiet er fra omkring 1975, til venstre løber landevejen fra Vejle. Landevejens forløb gennem byen svarer nogenlunde til Hærvejens oprindelige linjeføring.
Stationen var opmuret, pudset og hvidtet, dækket af et tag med ensidigt fald og bestod af vaskehal, en butik, en smørehal samt et reparationsværksted. Facaden mod vejen og den første del af de tilstødende mure var ført op over tagets niveau, således at bygningen fra vejen fremstod som en kasseformet enhed. I 1967 havde man opført et skærmtag over pumpeøen med de tre standere. Forpladsen var asfalteret, arealet ved pumerne belagt med beton. De to overkørsler fra vejen adskiltes af et halvmåneformet plantebed, hvori der tillige stod en bomærkestander. Ved den sydlige overkørsel stod desuden et skilt der reklamerede for Goodyear.
I 1982 skiltede man igen om, denne gang til Texaco men i 1993 blev benzinsalgsanlægget nedlagt og jorden renset.








