1970
Shell
Aalborgvej 2
Hobro

Shell Servicestationen på hovedvej 1 i Hobro blev opført af den autoriserede Volvo-forhandler fa. Sørensen & Otte i 1958. Små ti år senere overtog Carl Erik Kristensen Shell-tanken, mens automobilforretningen fortsatte som hidtil. Kristensen var uddannet automekaniker hos Ford, og efter at være hjemvendt fra FN-militærtjeneste på Cypern, etablerede han sig som benzinforhandler.

Udover værksted, vaskehal, lager og butik indeholdt stationen også bolig for familien Kristensen. Stationen var beliggende på hjørnet af hovedvej 10 og landevejen til Hadsund og der var overkørsler fra begge veje. Pumpeøen med tre pumper var overdækket af et fladt skærmtag hvorpå der var monteret skilt med teksten Shell. Omkring pumpestanderne var belægningen beton, resten af pladsen, også bag bygningen, var asfalteret således at man kunne køre hele vejen rundt om huset,

Carl Erik Kristensen var hurtig, også bag et rat. Den sparsomme fritid jobbet som benzinforhandler efterlod, brugte han, for en stor del, på motorløb både som aktiv og senere som indehaver af agenturet for Burton Racing, der forhandlede udstyr og reservedele til racer- og rallybiler. Udover Burton havde Kristensen også agenturet for Goodyears racerdæk i Danmark.

Kristensens børn var også hurtige og ofte kunne man opleve hans ældste søn i et af hans talrige forsøg på, i en go-kart med motorsavsmotor, at finde den hurtigste vej rundt om Shell-stationen. Tom, som drengen hed, blev så dygtig til finde den hurtigste vej, at han som voksen kunne gøre netop det, til sin levevej, idet han blev professionel racerkører. Hans talent for at finde den hurtigste vej rundt på alverdens motorbaner sikrede ham en plads i både den Internationale Motorsports og Danmarks Idræts Forbunds Hall of Fame,. Han vandt gennem karrieren talrige løb, mest kendt er hans 9 sejre i Le Mans-24 timers løbet i Frankrig og 6 sejre i 12-timers løbet på Sebring, Florida, USA. Gennem en stor del af karrieren var Tom Kristensen sponseret af Shell eller det Shell-ejede Metax.

Familien Kristensen fotograferet sammen med de ansatte mekanikere engang i de tidligere 70ere
Carl Erik Kristensen vandt DM i rallycross 1980 i en Opel Ascona
sønnen Tom vandt DM i karting 1984 og 1985 samt NM 1985 og blev nr. 2 ved EM 1986 og ved VM 1987

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *