
Autoreparationsværksted med Mobil benzinsalganlæg, etableret i et tidligere mejeri beliggende i Jordløse på landevejen mellem Assens og Fåborg på Sydfyn. I 1969 var indehaveren Vagn Søndergaard. Han drev virksomheden i godt 20 år, indtil 1983 med Mobil som leverandør, herefter med DK-benzin.
Det tidligere mejeri bestod af flere sammenhængende bygninger hvoraf tre havde facade ud mod landevejen. De to yderste havde afvalmet tegltage med kviste og store ruder mod vejen, bygningen imellem de to, havde fladt tag. To porte førte ind til autoværkstedet. Pumpeøen var placeret udfor den sydligste bygning, her stod tre elektriske og en hånddrevet pumpe, foruden en dispenser til papir. Øen var oplyst af et armatur opstillet på to stolper, men var ikke overdækket. Mod landevejen stod et bomærkeskilt. Pladsen var asfalteret og uden afgrænsning mod vejen. Der holdt en Ford Taunus P3 og en Mercedes-Benz w110 ”Heckflosse”.
I 1987 solgte Søndergaard til Kurt Nielsen som drev anlægget indtil Hrafnhildur Kristjansdottir overtog i 1991. Hun indrettede døgnkiosk i værkstedet og moderniserede benzinsalganlægget. Herefter overtog Jytte Juul som nåede at skilte om til OK inden benzinsalget ophørte i 2004.

