
I forbindelse med at Danmarks første motorvej Hørsholmvejen åbnede i 1956, købte BP oliekompagniet et areal af æghandler Leif Kielberg, beliggende få kilometer nord for den nye vejs nordligste afslutning. Her opførte de et benzinsalgsanlæg. Kielberg havde forpagtning af anlægget.

Allerede året efter i 1957 blev forlængelsen mod nord indviet og motorvejen gik da kun 300 meter øst for den nye tankstation; så tæt man kunne komme på et sidevejsanlæg under den daværende praksis.

I 1958 opstillede BP en transportabel, midlertidig standardkiosk, der tjente som toilet og vagtbygning. Der var to overkørsler, en til Isterødvejen (nuværende primærrute 19) og en til Frederiksborgvej. Ved hver indkørsel var der to lave søjler med BP bomærke. Mod Frederiksborgvej stod en galge med BP bomærke. Arealet mellem indkørslerne var udlagt som græsplæne, også her stod ved afgrænsningen mod den asfalterede plads en galge. På græsset var desuden opstillet diverse skilte med reklame for BP-produkter. Der var to pumpeøer, til dels overdækkede og oplyste fra små skærmtage. Der var fem benzin-standere og en dieselstander
I slutningen af 1960erne opførtes en ny moderne servicestation, med butik og vaskepladser opført i kalksandsten med flat tag dækket af tagpap og glasfiberarmeret polyester skærmtage på stålsøjler. I 1977 blev anlægget ombygget med bl.a. nyt skærmtag i profileret stålplade opsat på stålsøjler.
I 1989 skiltede man anlægget om til Q8 som stadig driver stationen.
