
I 1956 etablerede Dansk Esso et tankanlæg i Krydset Møngevej-Tisvildevej-Rågelejevej i Vejby, en lille by i Nordsjælland, tre kilometer øst for Tisvilde. Anlægget blev opført på en tidligere firlænget bondegård, Bybjerggård, i folkemunde kaldt Christens gård, efter ejeren Christen Christensen.
Stuehuset blev bevaret, det meste af de øvrige længer blev nedbrudt og værksted og servicestation blev nyopført. På fotografiet fra 1961 kan man se indkørslerne fra Tisvildevej og Rågelejevej. Det trekantede areal mellem indkørslerne var udlagt som græsplæne. Ved indkørslerne var placeret Esso-lampestander og bomærkeskilt ophængt i galge, ligeledes i Esso-design. Der var skilte med reklame for Esso-produkter: Diesel, motor olie, smøre service og Atlas dæk. På pumpeøen stod tre standere, regular, super og diesel. Øen var overdækket af et ganske lille skræmtag. Knallertbenzin-pumpen stod ved butiksdøren. Butikkens udstillingsvindue var placeret i et afrundet hjørne og i forlængelse af forretningen lå service- og værkstedslokalerne med ikke mindre end fem porte. På kørsel- og parkeringsarealet foran stationen stå en række personer og der holder en knallert, en personbil og et folkevognsrugbrød. I den ene stump tilbageværende længe var der bageri.
Stationen skiltede om til Statoil og senere Circle K.






