
Påsken 1957 faldt umiddelbart inden indvielsen af den nye færgerute Halsskov-Knudshoved og behovet for den forøgede kapacitet var åbenlyst. For at afhjælpe de timelange ventetider indsatte man ekstra færger, så der var i alt 13 færger der sejlede på Storebælt. Men også andre havde travlt: politiet. De to færdselsbetjente Rasmussen og Thomsen holdt klar ved Aunslev hvis nogen havde lidt for travlt med at komme fra færgen.

Som i Halsskov anlagde man også ved storebæltsfartens nye færgehavn på Fynssiden i Knudshoved et benzinsalgsanlæg. Esso fik som Danmarks største olieselskab lov til at være førstevælger og de valgte koncessionen i Knudshoved. De var allerede godt etableret i Nyborg med bl.a oliehavn på Avernakke.

Som på Sjælland var anlægget opdelt i to stationer foruden de små elektriske salgsvogne.
Station Syd lå lige efter betalingsanlægget, det var her de små salgsvogne blev optanket og derudover var der også depot og værksted. Station Nord var en decideret tankstation med butik og kontor. Den lå ved udkørslen fra Knudshoved, umiddelbart nord for restauranten.


Benzinsalget i færgehavnene var mere omkostningskrævende end for en almindelig tankstation, da der var langt flere ansatte pr. solgt liter, på trods af den store omsætning. Det var derfor en noget middelmådig forretning og blev sandsynligvis kun opretholdt pga. den store PR værdi. I takt med at nettet af stationer udbyggedes langs motorvejene kølnedes interessen for færgehavnsstationerne da også og de lukkede i starten af 1990erne.
Forinden da, havde man skiltet om flere gange i Knudshoved, Haahr overtog efter Esso i 1972, derefter kom Mobil i 1975. I 1986 købte Shell alle Mobil Oils aktiviteter i Danmark og dermed også i tanken Knudshoved. Også forpagterne var blevet udskiftet flere gange: Werner Hansen blev efterfulgt af Jørgen Danchel, A.C. Godballe og Kurt Schiøler Andersen. I 1986 tog Carsten Cramer over, han efterfølges et par år senere af Jens Mortensen som havde forpagtningen frem til lukningen 1. september 1991
Nyborg Kommune har udarbejdet en lokalplan der indeholder planer om at etablere en ny tankstation på området få meter vest for den gamle nordlige tanks placering.