I 1953 var der 70 koncessionerede fragtruter til og fra Odense. Godsmængden på disse ruter var forholdsvis ringe, ingen kørte mere end en tur om dagen. Men man forventede en væsentlig forøgelse af velstanden i samfundet som helhed og dermed også af forbruget og som følge deraf en betydelig forøgelse af godstransporterne. Man var begyndt at nedlægge de fynske private jernbaner, hvilket også talte for øget benyttelse af fragtbiler. Odense havde brug for en ny fragtcentral. I 1955 havde man tegnet en tilstrækkelig stor aktiekapital til at gå i gang og samtidig rettede man henvendelse til fire benzinselskaber for at indhente tilbud på en servicestation på fragtcentralen. Kort tid efter indgik man aftale med BP-Oliekompagniet. 25. oktober 1955 holdt man rejsegilde på det nye byggeri på Vestre Stationsvej. På grund af ugunstige vejrforhold blev fragtcentralen dog først færdig til ibrugtagning den 18. februar 1956. I løbet af 1956 blev BPs servicestation også færdig og den 20. oktober 1956 kunne man endelig holde den officielle indvielse af Odense Fragtcentral A/S. På BP-servicestationen var foruden venteværelse indrettet et chaufførrum, hvor fire trætte chauffører ad gangen kunne få et hvil, og hvorfra der var adgang til brusebad og toilet. I smørehallen var der rigeligt plads til de største vogntog og naturligvis strålede stationen ved aftenstid i neonlys.
Værkstedsbygningen var kvadratisk, butikken udgjorde en trekantet karnap herpå. Indkørsel forgik via to overkørsler fra Fjordsgade. Pladsen var asfalteret, dog var arealet mellem de to pumpeøer brostensbelagt. På den ene ø var der tre standere, på den anden to, foruden en oliebar. De var begge uden overdækning, men var oplyste af standerlamper. Der var BP-bomærkestandere mod Fjordsgade og ved krydset Fjordsgade/Vester Stationsvej. Anlægget afgrænsedes mod Fjordsgade af et forhøjet bed med blomster og anden beplantning.
Værkstedsbygning og benzinsalgsanlæg er i dag nedrevet.
