
I 1931 købte Det Forenede Olie Kompagni en grund i Frederikssund, på hjørnet af landevejene til Frederiksværk og Slangerup. Her opførte man byens første tankstation. Til en start var der kun de overdækkede pumpestandere og en tankpasserbygning, et typisk eksempel på den stationstype der går under navnet ”Sitting Dog”. Med årene udvidede man anlægget, i 1938 med værkstedsbygning og senere, 1946, også med en vaskehal. Beboelsesejendommen bag værkstedsbygningen er opført i 1950 til den daværende forpagter, Kaj Frederiksen. Fotografiet er taget i 1956 og da hed forpagteren Brøndum Andersen.
Der stod tre pumpestandere under taget. På tagets gavl var et skilt med teksten BP BENZIN og på bygningen et skilt med teksten DUNLOP. På arealet bag bygningen stod to biler, en varebil og en personbil. Der var overkørsler til både Frederiksværkvej og Slangerupvej (nuværende Frederiksborgvej). På arealet mellem overkørslerne var der anlagt græs, tidligere var pladsen afgrænset af en lav mur. Ved Slangerupvej er der placeret en galge med BP-bomærke, ved galgens fod lægger en stabel dæk. Værkstedsbygningen har tre porte over hvilke der er skilte med teksten SMØRING, VASK og VULKANISERING. 1959 blev der opført en BP-standardstation til afløsning for den gamle. Den blev som andre BP stationer, overdraget til Q8 i midten af 1980erne og i 2000 omdannet til automatstation. I 2005 blev anlægget konverteret til F24.








