1955
Shell
Rosenvangs allé 249
Højbjerg
Aarhus

Rosenvangs Allé er forbindelsesvej mellem de to Aarhus forstæder Højbjerg og Viby. Ved hjørnet, hvor Rosenvangs Allé udmunder i Oddervej i Højbjerg, lå Rio-biografen. Selve hjørne-ejendommen var en 4-etagers beboelsesbygning der på grund af naboen var kendt som Rio-bygningen. Dens rigtige navn var Enghavehus. Ved gavlen af Enghavehus lå indtil 1985 en Shell-tankstation, i 1950erne drevet af vognmand Harald Sørensen, Højbjerg Taxa.

På nat-fotografiet ses det, på den tid meget anvendte, karakteristiske Shell-skilt med skallen monteret i en cirkelformet holder på en stolpe. Skiltet var oplyst af spotlys der var monteret på stolpen. Påfyldningspladsen var oplyst af to lysstofarmaturer, placeret på en mast, pladsen var ikke overdækket. Et Shell-flag vejrede og oplyste kupler ved indkørslerne viste vej. Der var to elektriske pumpestandere foruden en håndpumpe til olieblandet to-takts-benzin.  På standerne reklameredes for benzin med I.C.A. (Ignition Control Additive), et additiv introduceret i 1954. Som en følge af kundernes krav om stadig mere effektive motorer, højere ydelse og bedre brændstoføkonomi, havde bilfabrikanterne øget motorernes kompression. Det medførte behov for benzin med højere oktan-tal end de normale 70-72. På grund af sodaflejringer i forbrændingskammeret forværredes motorens tendens til tændingsbankning. Alt det rådede Shells nye additiv I.C.A. bod på – ifølge selskabets PR afdeling, den største nyhed på benzinmarkedet i 32 år (dvs. siden tetraethylbly-tilsat benzin blev lanceret). Motorolien X-100 havde Shell introduceret i 1952.

Tankstationen er nu nedbrudt og grunden fungerer som parkeringsplads.

Højbjerg Taxas vognpark omkring 1955: En VW type 2, en Chevrolet og en Opel Kaptajn.

Chevrolet Station Wagon 1953, Chevrolet Impala 1962 og Mercedes-Benz 220.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *