1953
BP
Middelfartvej 53
Bolbro
Odense

Den 1. august 1922 etablerede Marius Peder Kronsbjerg virksomhed på adressen Rugårdsvej 148 i Odense, i starten med automobilreparation og cykelforretning. Under 2. verdenskrig, da benzin var en udpræget mangelvare, påbegyndtes en produktion af Krongas-gasgeneratorer. I 1946 blev forretningen udvidet med automobilhandel, fra 1947 fabriksnye Austin personvogne og Guy og Bradford varevogne. I 1953 blev firmaet autoriseret SMC forhandler (VW, Dodge og Rover m.fl.). samme år opførte Kronsbjerg en BP servicestation, med tilhørende udstilling, værksted og beboelse, tegnet af arkitekt Bent Moudt, på Middelfartvej i Bolbro. Hertil flyttedes Austin-forhandlingen.

Bolbro havde i årene forinden skiftet karakter fra landsby til forstad, her lå flere store idrætsanlæg bl.a. OBs hjemmebane samt Friluftsbadet og cykelbanen, foruden byens dyrskueplads, så der kom rigtig mange mennesker til Bolbro. Ikke uvæsentligt for Kronsbjergs valg af placering har nok også været, at hovedvej 1 løb gennem byen. Det var netop på hjørnet af hovedvejen (Middelfartvej) og Christmas Møllers Vej at BP stationen åbnede i 1953.

I de år var Rallye Monte-Carlo Europas førende motorløb. Løbet afvikledes dengang som et stjerneløb, med start i flere europæiske byer og mål i Monte Carlo. Blandt startstæderne var Oslo og Stockholm og på deres vej mod den franske riviera passerede deltagerne gennem Danmark. Her var hovedkontrolstedet placeret lige overfor BP-tanken i krydset Middelfartvej/Christmas Møllers Vej.

Det ene fotografi viser Danmarks dengang bedste motorkører, Robert Nellemann og medkøreren Peter Staal Jensen, begge fra Randers, med deres Ford Zephyr. Nellemann havde året før opnået en formen 20. plads i Rallye Monte Carlo, men måtte i 1953 nøjes med en 28. plads. Startnr. 238 til højre er en finsk Simca Sport.

Autoforhandlingen ophørte omkring 1970 og Kronsbjerg udlejede herefter i en årrække udstillingslokalerne til Fa. L. Kaastrup & Co. A/S, som forhandlede og reparerede køle- & fryseanlæg.

En kort overgang havde Norsk Hydro tankstationen, inden Haahr overtog. De nedbrød de eksisterende bygninger og opførte en helt ny servicestation i 1989. I forbindelse med at Statoil købte hele Haahrs salgsnet i 2004 skiltede man igen om. I dag er stationen en del af Cirkel K.

1955
1956
Peder Staal og Robert Nellemann med deres Ford Zephyr ved kontrolposten i Bolbro under Rallye Monte-Carlo 1953

1952

1982

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *