
Når man studerer bykortet over Århus, er der to net af overordnede veje. Det ene består Boulevarder, der i store bueslag tager form efter bycentret og Århus Bugt. Det andet består af radiale gader og veje, der stråler ud fra centrum mod byerne Grenaa, Randers, Viborg, Silkeborg, Skanderborg, Horsens og Odder. Da man i 1939 forlængede Marselis Boulevard op til hovedvej 10 (Skanderborg – Horsens) udvidede DDPA den Standard-tankstation de havde på De Mezas Vej. De Mezas Vej var den del af hovedvej 10 der lå i forlængelse af Skanderborgvej, ind mod Aarhus midtby. DDPA engagerede arkitekterne Jens Houmøller Klemmensen og A. Høwinghoff-Petersen til at udarbejde tegningerne der fik stationen til at fremstå som en moderne servicestation
Fotografiet er fra først i halvtresserne, det er taget fra Skanderborgvej, der da stadig var brostensbelagt og med sporvognsskinner. I baggrunden, op mod etageejendommen på Sønderport, ses bygningen med vaskehal, smørehal og værksted, til venstre for bygningen var der overdækkede pladser og til højre garager. Bag påfyldningsarealet ses den kombinerede vagt og beboelsesbygningen der havde facade ud mod Marselis Boulevard. Under skærmtaget var der, foruden benzinpumper, også et lille vagtskur og dispenser for vand og luft. Der var to overkørsler til både Skanderborgvej og Marselis Boulevard, med bomærkestandere placeret mellem disse. Desuden var der på det flade skærmtag et skilt med teksten Esso, ligesom et flag vejrede fra en stang placeret på spidsen af det trekantede anlæg. Græs med blomsterkummer dannede, sammen med en lav mur på den nordlige del, afgrænsning af anlægget mod de omkringliggende arealer.
Anlægget blev flere gange udvidet og ombygget, i 1971 blev således alle bygninger nedrevet og ny servicestation opført. Sammen med det øvrige net af Esso stationer blev der i 1986 skiltet om til Statoil. I dag står der Cirkel K-skilte ved Marselis Boulevard og Skanderborgvej.





