1935
Shell
Storestrømsbroens Kiosk og Købmandshandel
Gaabensevej 69
Nr. Alslev

Efter afsluttet skolegang begyndte Aage Andersen i 1933 at sælge is fra en lille vogn ved byggepladsen på Storestrømsbroen. Hans far, Thorvald, var kaptajn på færgen Gåbense-Masnedsund. Thorvald købte et stykke jord ved krydset hvor Landevejen møder Gåbense/Nr.Vedby-vejen og opførte her en kiosk som sønnen drev fra 1934. Sortimentet var konfekture, tobak, lyst øl, sodavand og postkort. I løbet af de næste par år suppleredes sortimentet med håndkøbs medicin og benzin. I 1937 var kiosken udvidet til en regulær købmandsbutik. Thorvald gik i land og sammen drev familien købmandshandlen, der var blevet udvidet til også at omfatte brændsel og et sodavandsdepot.

Landevejen fra Storstrømsbroen til Nykøbing og videre til Gedser, som Gaabensevej var en del af, indgik i den gamle Hovedvej 2, og da færgeoverfarten Gedser- Grossenbrode i Vesttyskland, åbnede i 1951 tog turiststrømmen for alvor til. Mange turistbusser standsede ved Andersens købmandshandel, og mens bussen fik brændstof på, nød passagerne en øl, en sodavand eller måske en is. Sidst i 50erne var der i alt 5 mand bag disken og 1 ved tanken. Da Berlinmuren kom i 1961, aftog en del af trafikken. Selv om færgeforbindelserne fra Gedser til Travemunde  og Warnemunde fortsatte, betød muren at persontrafikken stagnerede op gennem 60erne og 70erne. Dermed svandt Storestrømsbroens Kiosk og Købmandshandels kundegrundlag også. Thorvald døde i 1977 tre år senere gik Aage bort og hans hustru, Hilda, lukkede efterfølgende butikken.

De to pumpestandere var opstillet på hver deres beton fundament med en oliebar imellem. På en bænk kunne man nyde solen, mens Aage tankede bilen. Pladsen og sikkert også vejen, var belagt med grus. En cykel står op af muren, måske er det Aage der har benyttet den til arbejde. I forbindelse med udvidelsen i 1937 byggedes en bolig til familien, samtidig udvides selve butiksarealet og der indrettedes olierum, lager og kontor.

I 1955 var både pladsen og vejen asfalteret, der var elektriske pumper, en til super, en til regular og en til diesel. Lastbilen leverede 10-øres sodavand fra en fabrik i Næstved. Der reklameredes for Familie Journalen, Perfekt Fløde Is, Carlsberg Hof, Castrol og Mobiloil – jo, det var en rigtig blandet landhandel.

Under Den Anden Verdenskrig kunne kul og koks ikke skaffes og man solgte i stedet tørv. Men også tørven var rationeret. En dag skulle Andersen til Nykøbing og hans kone smurte en god madpakke til ham. Med den, samt lidt øl og snaps, drog han af sted. Ved frokosttid var han hos Frigast’s Kulplads, hvor formaden Enoc, modtog ham med ordene: ”Nej, Andersen. I dag er det ikke din tur til at få læs.” Det var Andersen godt klar over, han ville blot have lov at sidde i pladsmændenes lune frokoststue og spise sin madpakke. Andersen, der jo havde fået rigelig proviant med hjemmefra fordelte mad, øl og snaps blandt folkene i stuen og da måltidet var forbi strakte Enoc sig af velvære og spurgte folkene: ”Syntes I, Andersen skal køre hjem med en tom vogn?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *