
En af de mange Nafta-grossister var Lolland-Falsters Nafta Benzin A/S der drev denne tankstation på Maribovej 132 i Nakskov. Den var opført i 1933 og fungerede som benzinstation indtil omkring 1980. Maribovej var en del af Hovedvej 7 der gik fra Nakskov til Nykøbing. De lokale Nafta-grossister fungerede som selvstændige virksomheder og havde deres egne bomærker.
Lolland-Falsters Nafta Benzin A/S var grundlagt I 1931 af købmand Jens Andersen fra Stokkemarke. Selskabet havde omkring 50 salgsanlæg på Lolland, Falster og Sydsjælland. Efter leverancerne fra Sovjetunionen ophørte, fik Andersen leveret benzin fra DEA i Tyskland indtil han omkring 1960 solgte han sit livsværk til Veedol.
Anlægget udgjordes, foruden selve benzintanken, af et værksted og en bygning der indeholdt butik samt kontor og bolig. Fotografiet er taget kort tid efter bygningernes opførelse, skiltningen er sparsom: Nafta-skiltene på tankens halvtag fortæller bilisterne at der kan købes billig benzin her. Oven på hver af de to pumpestandere, der var placeret inde i selve tank-bygningen, var der monteret et terning-formet skilt med Lolland-Falsters Nafta Benzins logo.
Stationen var placeret i et vejkryds, der i dag er omdannet til rundkørsel. På det modsatte hjørne lå
Krukholmgård der midt i 1960erne blev ombygget til motel med tilhørende benzinstation.
