1932
BP
Autoparken Vesterport
Meldahlsgade
København

Arealet »Det gamle banegårdsterræn« mellem Vesterbrogade, Trommesalen, Gl. Kongevej og Hammerichsgade i København har gennem tiden huset mange benzinsalgsanlæg. Det var her, de allerførste danske tankstationer lå og området virkede i mellemkrigstiden, med sin interimistiske, Klondyke-stemning som en magnet på driftige handelsfolk. Her var man leveringsdygtig i alt mellem himmel og jord, med eller uden regning, som der nu var behov for. Københavns Kommune havde ejendomsretten, men en vaklende byplan-politik gjorde at området henlå med tilfældige basarbygninger, boder med marskandiservarer, lidt snuskede cafeer og kaffebarer, automobilværksteder, jernhandler etc.

BP-tanken lå hvor Meldahlsgade udmunder i Gl. Kongevej

I 1929 købte et selskab, ledet af højesteretssagfører Geo K. Schørring og finanseret af det amerikanske forsikringsselskab Prudential, størstedelen af »Det gamle banegårdsterræn«. Selskabet opførte på en del af arealet en ny, moderne forretningsejendom af hidtil usete dimensioner. Ejendommen blev navngivet Vesterport, og med sit jernskelet, sin volumen, sine neonreklamer og kolossale vinduesflader varslede den en ny tids begyndelse. Men det mest bemærkelsesværdige var den udvendige beklædning med kobberplader der gav den øgenavnet ”Femøren”. Her hjemme havde kontorbygninger hidtil været domicil for større foretagender, som typisk også var bygherren. Det nye Vesterport var derimod opført som investering med udlejning for øje. Her kunne man leje kontorarealer, der inkluderede rengøring og anden service. Med største selvfølgelighed inkluderede arkitekterne bag bygningen, Ole Falkentorp og Povl Baumann, bilen i projektet. I kælderen indrettedes således et stort garageanlæg med indkørsel fra Trommesalen. En ny gade blev anlagt langs østsiden af bygningen, Meldahlsgade og hvor den udmunder i gaden Ved Vesterport anlagde man en BP-tankstation.

Vesterport ses til venstre og søerne i baggrunden.
Yderst til højre jernbanegraven, dernæst mod venstre Vester Farimagsgade basar-bygningen og Meldahlsgade med BP stationen længst mod nord.
Vesterport under opførsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *