
Knud Trantel drev fra 1926 et benzinanlæg beliggende på Hovedvejen 85 i Glostrup. Foruden DDPAs Pratt-benzin førte han ikke mindre end tre forskellige motorolier: Gargoyle, Castrol og Baess. Sidstnævnte markedsførtes af firmaet A. Baess og Komp. Foruden en groshandel med olie og voks drev Baess også fabrikation af skosværte, sæbe og fluefangere.

Knud Trantels hustru Ketty drev frisørsalon ”Mignon” på adressen fra 1926 til 1931.
I 1930 byggede Trantel nyt serviceanlæg på Hovedvejen 92 (daværende Roskildevej 35).

Bygningens facade var konkav, det ses bedst på kanten af taget. Et ur med inskriptionen Pratt var placeret i et lille tårn. Fra facaden udgik et halvtag der overdækkede tankningsområdet og understøttedes af en buet arkade. Forpladsen afgrænsedes mod gangstien af en lav mur med søjler ved indkørslerne. Mellem gangsti, cykelsti og den chaussé-belagte Roskildevej var der græsrabat med træbeplantning. Både bygning og forplads var særdeles funktionelt indrettet.

I bygningen var der foruden butik også herre og dame toilet med wc, olielager og opholdsrum for chauffører, Trantel drev også hyrevognsselskabet Glostrup-Bilen.
Året efter, i 1931, opførte Trantel en villa i tilknytning til benzinanlægget. Farvefotografiet er taget under Den Anden Verdenskrig, der var da skiltet om til Esso.
Paul Lotzfeldt overtog på et tidspunkt mellem 1952 og 1962 benzinanlægget. Trantel blev dog boede i villaen. Benzinsalget ophørte i 1984. Både villa og den oprindelige butik fra 1930 er nu nedbrudt.
