1930
BP
Frederiksplads
(nuværende Østervold 29-33)
Randers

Tankstationen, beliggende på Frederiksplads i Randers, var etableret som Shell-station af Alfred Sørensen i 1925. Efter få år skiftede han leverandør til BP. Stationsbygningen, som ikke ses på fotografiet, var en ganske lille, smal bygning med fladt tag. Til venstre var opført en overdækket plads, hvor bilerne kunne få smøring og olieskift. Forpladsen var overdækket og oplyst. Overdækningen var et fladt tag understøttet af fire stolper udført i H-jern. Store BP-bomærke-skilte var ophængt på væggene, både på service- og stationsbygningen. Desuden var et belyst BP skjold opsat i tag-højde på stolpen ud mod Frederiksplads, BP-kupler på søjlerne ved indkørslen, på pumpestanderne øverst bånd med DFOK, på siderne BP skjold og under det et ethyl-kors, på siden et prisskilt: 22 øre + 13 øre statsafgift. På muren, der afgrænser forpladsen mod Frederiksplads, og på oliebeholderen er til lejligheden opstillet reklameskilte for Elektrol motorolie, ligesom der på lastbilernes trinbræt er opstillet oliedunke fra samme firma. Elektrol motorolie blev fremstillet af Alfred Olsen & Co. Nederst på muren kan man ane at der er udført reparationsarbejde, her stod oprindeligt et træ, der gik op gennem taget.

Til højre er det vognmand Jens Ødum, til venstre chauffør Johan Justesen.

Frederiksplads var byens centrum, her var torvehandel, forretninger, cafeer og restauranter, ligesom både rutebilerne og fragtruterne udgik herfra.

I 1956 påbegyndes et stort gadegennembrud og Frederiksplads omdannes til den boulevardlignende gennemkørselsgade Østervold. BP-stationen overlevede, men blev overtaget af T. og E.  Bjerregaard som opførte en ny stationsbygning, med salgslokale, vaskehal og smørehal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *